Fuldt fortjent

Med hele kroppen dunkende af heavy rock og en eksotisk brandert af høj kaliber kaster jeg mig på ski ned ad bjerget på en dybt uforsvarlig skitur på vej mod den østrigske skimetropol St. Anton.

Stik imod enhver fornuft tordner jeg i buldrende mørke ned ad pisten med overhængende risiko for at brække arme og ben på både mig selv og andre.

Ude i mørket kan jeg høre adskillige andre, gale mennesker, der også har kigget lidt for dybt i de farverige drinks, jägerteen eller den solide østrigske øl, der overalt flyder i stride strømme.

Men på mirakuløs vis kommer hverken jeg eller andre alvorligt til skade -trods adskillige styrt ned gennem mørket.

Den sidste gondol

Rejsen udi nattelivet starter knap tre timer tidligere, da jeg sammen med to venner hopper på den sidste gondol op på bjerget.

Tre andre venner er lidt bekymrede over udsigten til et dristigt og ukontrollabelt besøg på de stærkt berygtede Crazy Cangaroo og Mooserwirt. De tager ikke med på den sidste tur, men ender i stedet nede i byen på en af de lidt pænere afterski-beværtninger, hvor der dog bliver indtaget næsten ligeså store mængder alkohol.

For at komme ned til "den gale kænguru" må vi passere en ren dødsrute -en sort piste, der egentlig er lukket på grund af for meget is og for lidt sne. Men ned kommer vi efter en dramatisk klatretur på kanten af skiene -og formentlig i mere hel tilstand end de tre tyske piger, vi passerer undervejs.

På Crazy Cangaroo er festen allerede i fuld gang. Vi finder en plads udenfor og labber de sidste solstråler i os, mens vi indtager et kæmpeglas med en ubeskrivelig orange-gul væske, der hos de lokale går under navnet "O.J. Kill". Pris: 140 shilling -godt 70 kroner.

Det smager som ren saftevand, men indholdet af bl.a. tequila er så stort, at saftevandet lynhurtigt giver en underfundig, brusende fornemmelse i hele kropppen.

Efter et par slurke er den rette feststemning på plads, og vi kan blande os med de andre "skibumser" og kaste os ud i den totale trance og blive en del af den omsiggribende "alperave". Den består af horder af gale mennesker, der -når solen går ned -bølger gennem gader, stræder og pister overalt i alpelandet.

I lastens hule

Da solen forsvinder, kommer kulden krybende. Vi beslutter at vove os indendørs i lastens hule.

Men hvis der var fest udenfor, er det for intet at regne i forhold til stemningen indenfor:

Her blæser Rolling Stones "Brown Sugar" ud i lokalet, så plomberne er ved at falde ud af tænderne. Samtidig danser pigerne i lokalet solen sort og svinger med arme, hofter og krop, så al deres frodighed springer ud i hovedet på os.

Folk er pakket så tæt sammen, at vi nærmest må skære os gennem lokalet. Rytmerne dunker, og enhver form for samtale foregår med råb.

Den enorme drink (mindst en halv liter) forsvinder som dug for solen, hvorefter vi fylder på med øl og andre gode sager.

Det hele gynger, og stemningen er enorm. Samtidig føler jeg mig midt i mit livs mest velfortjente brandert: Efter at have knoklet på skiene i syv stive timer og svedt som en hest, er jeg mørbanket og træt, men også helt salig af fryd og velvære.

Smoking og skistøvler

Det lykkes os at erobre et hjørne af et bord, hvor en steg af en ung servitrice klatrer rundt på bordet og hælder alkohol direkte ned i halsen på de mest tørstige.

Pludselig springer en gruppe kønne piger op på bordet ved siden af og danser som gale til tonerne af "Macarena" -iført skitøj og særdeles kraftige skistøvler, selv om temperaturen i lokalet må være tæt på de 100 grader.

Hele lokalet koger.

I et andet hjørne sidder en flok skiløbere -iført vaskeægte smoking og skistøvler -som om det var den naturligste ting i verden.

Beachparty på bjerget

Da stemningen efterhånden er tæt på at koge over, beslutter vi os for at kravle videre til det andet store afterski-værtshus -Mooserwirt -et par hundrede meter længere nede af bjerget.

Her foregår det meste af festen udendørs. Og her -midt i den hvide sne -udspiller sig et ufatteligt sol-beach-party med deltagelse af hundredevis af mennesker pakket tæt sammen.

Men selv om vi er udendørs, og det er hundekoldt, er der ingen, der fryser.

Dels står vi som sild i en åben tønde, dels vælter varmen frem indefra. Og efterhånden som det ene krus øl efter det andet glider ned, blusser varmen yderligere frem i kinderne. Pludselig tager vi os selv i at stå som 14-årige skoledrenge og sende våde øjne til de unge piger, mens vi drikker ølsjatter. Rundt om os bliver der scoret på livet løs -men vi holder os i skindet -vi er jo på arbejde i marken.

Pia Raug og Arafat

Så er det tid til en ekspedition til den indendørs bar. Med en partisan-halsklud viklet rundt om hovedet og iført kulsorte gletscher-solbriller tumler jeg afsted. Jeg ved ikke, om det er fordi, jeg ligner en mellemting mellem Pia Raug og Arafat, men jeg bliver nærmest mast ned i jorden, da jeg kryber over dørtrinet. Indenfor er stemningen om muligt endnu mere fortættet -og temperaturen helt bestemt over de 100 grader.

Da jeg efter en halv time har kæmpet mig de ti meter hen til baren og fået fat i et krus øl, bliver jeg fanget i mængden og kan ikke lade være med at gynge i takt med musikken.

Kun én ting mangler, for at trancen er total -og kan stå mål med lykke-rusen efter Danmarks EM-sejr i 1992:

"We are The Champions" med Queen.

Og hvad sker?

Ud af højttaleren hamrer Queen med "We are The Champions".

Jeg lukker øjnene og lader mig falde baglæns. Men jeg falder ikke. I stedet bliver min krop som i en drøm kastet fra side til side.

Sådan går adskillige minutter -måske halve eller hele timer -jeg ved det ikke.

Men pludselig er festen forbi. Og som et utvetydigt signal sættes "sølvbryllupssangen" "Noch ein schöner Tag" på grammofonen, mens discjockeyen er klatret op på hanebjælken under loftet, hvor han nu sidder og synger for.

Mens tid er

Da jeg endelig slipper ud, render jeg på vennerne, der absolut mener, det vil være fornuftigt at komme ned til byen, mens tid er -hvad de så end mener med det?

I det buldrende mørke finder vi på mirakuløs vis både ski og stave, og efter nogen kamp med støvler og bindinger går den vanvittige tur ned af bjerget:

Jeg forvilder mig ud på en rute, jeg ikke har prøvet før, men kan konstatere, at jeg absolut ikke er alene: Fra alle sider af mørket lyder råb, skrig og hyl på alverdens forskellige sprog fra folk i samme situation som jeg.

De kører fem meter, før de tumler omkuld og hviner af fryd, glæde eller smerte -for atter at tonse videre, så snart de har fundet deres ski og stave. Nogle vælter adskillige gange -andre forsøger at gå ned uden ski på, men opgiver, da det går op for dem, at det er endnu vanskeligere.

Indbydende husmur

Uden helt at forstå hvordan det er gået til, står jeg efter nogle minutters dødskørsel ved foden af bjerget -og opdager til min store forundring, at i hvert fald én af mine venner er sluppet helskindet ned.

Efter et mislykket forsøg på at stå på ski på den grusbelagte gade i downtown St. Anton opgiver jeg og kaster i stedet ski og stave på nakken og tumler ned gennem byen i jagten på en taxa.

Men efter nogle minutter møder jeg en husmur, der ser så usandsynligt indbydende ud, at jeg føler en uimodståelig trang til at lægge mig et øjeblik.

Et ukendt antal minutter senere dukker min forsvundne kammerat op udstyret med en taxa.

Tilbage i lejligheden bliver jeg klædt af og lagt i seng. Og da jeg hen på aftenen bliver så klar i hovedet, at jeg - iført lange underbukser - kan deltage i aftenens kortspil, bliver jeg også klædt af økonomisk af dem, jeg troede, var mine venner.

Næste morgen tænker jeg grundigt over, at afterskiing er forbandet morsomt, men næppe noget, man skal gøre hver dag - inden jeg åbner glasset med hovedpinepillerne.