Fortsæt til indhold
Rejser

Sygesikring i udlandet

Sygesikringskortet ændres fra årsskiftet og får ringere dækning på udlandsrejser end tidligere. Her er en oversigt over, hvordan man er dækket med de nye regler.

Af JAKOB RUBIN

Det gule sygesikringskort findes ikke mere. I hvert fald ikke navnet. Det har fra 1. januar i år heddet Sundhedskort, og fra næste årsskifte ændres der også i den dækning, man har på sine udlandsrejser.

Væsentligste ændring er, at danske turister i Tyrkiet, Israel, Tunesien, Kroatien, Rusland og Egypten m.fl. ikke længere er dækket af den danske sygesikring.

I disse lande vil det fremover være nødvendigt at tegne privat rejseforsikring.

Desuden vil det ikke længere være muligt at få dækket ekstraudgifter til hjemtransport ved sygdom. Undtaget er de nordiske lande inklusiv Finland, Island, Færøerne og Grønland, hvor hjemtransport stadig dækkes.

Danske Regioner, der administrerer ordningen, oplyser, at ændringerne er sket i forbindelse med sparekrav under budgetforhandlingerne for 2007. Og for at justere Sundhedskortets dækningsområde efter det blå EU-sygesikringsbevis, der kun gælder i EU samt enkelte andre europæiske lande og miniputstater.


Fra 1. januar 2008 dækker det danske Sundhedskort:
Geografisk

EU, Færøerne, Grønland, Norge, Island, Schweiz, Andorra, Azorerne, Cypern, Gibraltar, Malta og miniputstater i tilknytning til det europæiske område.

Rejsetyper

Alene ferie- og studierejser er dækket. Erhvervsrejser dækkes ikke. Hvis formålet med en rejse på nogen som helst måde er en kombination af erhverv og ferie, dækkes ikke. Heller ikke kun feriedelen. I så fald skal det blå EU-sygesikringskort erhverves (se nedenfor).

Dækning

Sundhedskortet dækker udgifter i forbindelse med akut sygdom, tilskadekomst og dødsfald, der er opstået i den første måned af rejsen. I praksis betyder det, at er rejsen begyndt den 20. i en måned, slutter dækningen den 19. i efterfølgende måned. Derudover er man kun dækket af et EU-sygesikringskort. Der er restriktioner i forbindelse med eksempelvis kroniske sygdomme, sygdomme opstået før afrejse og typen af hospitaler, man lader sig indlægge på. Ved tvivl bør man for en sikkerheds skyld henvende sig hos de danske myndigheder.

Hjemtransport

Ekstraudgifter til hjemtransport vil for fremtiden kun være dækket ved dødsfald. Undtagen i det ovenfor nævnte udvidede nordiske område.

EU-sygesikringskort

Kortet dækker i samme geografiske område som det danske Sundhedskort. Det benyttes ved erhvervsrejser af enhver art og studie- og ferierejser over 30 dages varighed. Det garanterer den rejsende samme offentlige behandling som borgerne i det land, man opholder sig i. Det kan i nogle lande betyde en egenbetaling på op til 30 procent. Det fås ved henvendelse til sin hjemkommune.

Privat sygeforsikring

Ønskes yderligere forsikring under rejser er man henvist til at tegne privat sygeforsikring.

Se mere på www.regioner.dk under 'Viden og Fakta'.

Kilde: Danske Regioner.