Fortsæt til indhold
Rejser

Træk bukserne af torsken

Af LARS THOMASSEN

Det er selvfølgelig nemmest at lukke en dåse op, men prøv nu alligevel den friske vare. Gå ind til fiskehandleren og bed om at se på et par bukser. Find et par, der passer i størrelsen, og tag dem så med hjem til en gang mild kogevask.

Nykogt torskerogn kan spises, som den er. Den kan lægges i pres, køles af og ristes i passende skiver. Gerne akkompagneret af ristet rugbrød, dryp af citron og hjemmerørt remoulade. En dansk klassiker.

Torskerognen fås også røget, og her på det sidste fik vi den præsenteret hos fiskehandleren i kogt og røget form, og det er også en fin tilberedningsmåde.

Vi kommer omkring alle varianterne i det følgende, hvor der også er en fortræffelig opskrift på en hjemmelavet remoulade.

Kogning af torskerogn

1 "par bukser" frisk torskerogn (omkring 500 g)
Vand
1 spsk eddike
Salt
Laurbærblad
10-15 hele peberkorn
Alufolie

Torskerognsbukserne pakkes forsigtigt ind i alufolie, lægges i en gryde og dækkes med koldt vand. Tilsæt de øvrige ingredienser og kog langsomt op. Når vandet lige netop begynder at simre, dæmpes varmen, og rognen koger stille videre i ca. en halv time. Tag den op og lad den køle af, eventuelt under et let pres.

Rørt torskerogn på artiskokbund

200 g friskkogt torskerogn
150 g blødt smør
1 spsk dijonsennep
Citronsaft
Salt & peber
1-2 dåser artiskokbunde
Feldsalat

Tag torskerognen ud af "bukserne" og bland den med smørret og sennepen til en lind pasta. Smag til med citronsaft og salt og peber. Læg derefter blandingen op i artiskokbundene med en teske. Anret på tallerken sammen med feldsalat -eller andet grønt. Denne blanding er også god til madpakken.

Ristet torskerogn med remoulade

Nykogt torskerogn (se ovenfor)
Smør til stegning
Salt & peber
Citron
Hjemmerørt remoulade
Ristet rugbrød

Den afkølede torskerogn skæres i passende skiver, som ristes sprøde i smør på panden. Serveres lune sammen med ristet rugbrød, citronbåde og hjemmerørt remoulade.

Remoulade

Remoulade er ikke bare remoulade. Udvalget er stort på både tube og i bæger, og vil man forkæle sig selv og sine omgivelser med den hjemmelavede, er der mange opskrifter at vælge imellem.

Vores favoritopskrift er Kajs remoulade fra kogebogen Køkkenkaj, og den ser sådan her ud:

200 g mayonnaise
2 spsk hakkede kapers
1 spsk hakkede cornichoner
3 spsk hakket pickles
1 lille revet løg
1,5 spsk dijonsennep
1 spsk fintklippet purløg
1 dl creme fraiche
Citronsaft
Salt & peber

Tilberedningen er ganske enkel: Rør det hele sammen og smag til sidst til med citronsaft, salt og peber. Det bedste resultat opnås naturligvis, hvis også mayonnaisen er hjemmeforarbejdet!

Torskerogn carpaccio

Ca. 400 g kogt, røget torskerogn
Olivenolie
Citronsaft
Salt & peber
3-4 forskellige salater

Den kogte, røgede torskerogn skæres i så tynde skiver som muligt. Skiverne lægges ud på tallerkener, så de dækker bunden. Hæld olien og citronsaft ved, krydr med salt og peber, og lad torskerognen marinere i en halv times tid. Pynt med de plukkede salater, som er vendt en olie-citrondressing.

Røget torskerogn i salat

Friskrøget torskerogn
Forskellige friske salater
Marinade af 4 spsk olivenolie og 1 spsk citronsaft
Citronsaft
Salt & peber

Skyl salaterne godt og pluk dem i mindre stykker, som vendes i marinaden i en skål eller et fad. Skær torskerognen i skiver og læg dem oven på salaten. Dryp til sidst med lidt citronsaft og krydr med lidt salt og peber.