Vrede over socialdemokratisk afhopper
Vælgere føler sig snydt, fordi socialdemokrat hopper til De Radikale tre dage efter valget.
Tre dage efter kommunalvalget i tirsdags har den tidligere socialdemokrat Ikram Sawar valgt at forlade sit hidtidige parti til fordel for Det Radikale Venstre.
Det meddeler han sent fredag aften på sin Facebook-profil.
Ikram Sawar blev ved valget med 1.915 personlige valgt ind som nummer tre blandt socialdemokraterne til Københavns Borgerrepræsentation, og det vækker fredag aften vrede, at han kort tid efter valget har valgt at skifte parti.
"Min stemme er spildt"
Med svadaer som "useriøst," "du tager pis på folk," "dybt usmageligt" og "jeg har spildt min stemme" lufter vælgere, der angiveligt har stemt personligt på den tidligere socialdemokrat deres utilfredshed over skiftet.
Det er under en time siden, at Ikram Sawar på Facebook meddelte sin beslutning, og der er siden kommet over 20 kommentarer til indlægget. En del er kritiske over for skiftet så hurtigt efter valget, mens andre støtter beslutningen. Selv har Ikram Sawar til politiken.dk følgende besked til dem, der har stemt på ham:
"Jeg vil ikke svigte dem. Jeg vil netop fortsætte med at arbejde for de løsninger, jeg mener er fornuftige, på de udfordringer, vi står med i byen."
Lukket proces
Ikram Sawar vil over for politiken.dk ikke komme med detaljer omkring grunden til sin beslutning om at skifte til Det Radikale Venstre tre dage efter valget, men siger blot:
"Jeg er ikke ude på at skabe en konflikt. Det er vigtigt for mig at understrege. Det her er en oplevelse, jeg desværre har haft i flere omgange. Og det kulminerer med kandidatmødet i går (forgårs, red.). Desværre oplevede jeg det som en meget lukket proces, og folk var også overraskede over, hvad der var sket, og hvordan resultatet blev nået. Jeg kan ikke leve med den kultur."
Forklaringen på Facebook er lignende.
Ukendte politiske konsekvenser
Med Ikram Sawars skifte til Det Radikale Venstre har partiet opnået syv pladser i Københavns Borgerrepræsentation, hvilket normalt er grænsen for, hvornår man kan opnå en borgmesterpost i hovedstaden.
Hvad skiftet får af politiske konsekvenser i København er endnu uvist.
Det har ikke været muligt for Jyllands-Posten at få en uddybende kommentar fredag aften fra Ikram Sawar på spørgsmålet om, hvorfor han skifter parti så pludseligt og på kritikken fra vælgerne.