Bødskov: DF-spids underkendt af sit parti
Ifølge justitsministeren blev Peter Skaarup underkendt af sin gruppe om fængselsaftale. Men Skaarup afviser.
Dansk Folkepartis gruppeformand og mangeårig krumtap i partitoppen, Peter Skaarup, blev underkendt af sin egen folketingsgruppe, fordi han var klar til at lave en aftale om det danske fængselsvæsen med regeringen.
Det siger justitsminister Morten Bødskov (S), der onsdag præsenterede en ny flerårig aftale om kriminalforsorgen, der er indgået med alle Folketingets partier minus Venstre og Dansk Folkeparti.
- Dansk Folkeparti meddelte her ganske kort før det sidste møde, at - modsat hvad gruppeformanden havde siddet og sagt til os inde på mødet - så kunne han ikke få opbakning til det i sin folketingsgruppe. Det tager vi selvfølgelig bare ad notam, lød det fra Morten Bødskov.
Venstre sprang tidligt
Ifølge Ritzaus oplysninger tilkendegav Peter Skaarup efter den afsluttende forhandling over for de øvrige partier, at han ville anbefale aftalen til sin folketingsgruppe.
Venstre sprang tidligt fra forhandlingerne om fængselsvæsnets budget de kommende fire år med henvisning til, at det store oppositionsparti ikke ville lave delaftaler om eksempelvis Kriminalforsorgen, med mindre man også kunne forhandle en samlet finanslov.
Men Dansk Folkeparti fortsatte med at have tandsættet solidt plantet i forhandlingsbordet indtil de allersidste minutter, før aftalen blev indgået mellem de øvrige partier.
Afviser forløb
Peter Skaarup afviser, at forløbet er refereret korrekt, og han står fast på, at justitsministeren har misforstået, hvad der er op og ned.
- Det er en misforståelse. Det er rigtigt, at vi sad med i længere tid end Venstre, fordi vi ville forsøge at påvirke aftalen konstruktivt, siger Skaarup og fortsætter:
- Men vi fatter ikke, at regeringen stædigt holder fast i øget brugerbetaling på forebyggelse samtidig med, at man ikke gør nok for at hjemsende kriminelle udlændinge til afsoning, siger Peter Skaarup.
Hvad sagde du derinde på mødet?
- Jeg sagde, at vi har forhandlet så langt, vi kunne. Vi har været konstruktive i forløbet, og nu vil vi gå tilbage til gruppen og diskutere, om vi kan være med, siger han og fortsætter:
- Men vi har ikke på noget tidspunkt sagt, at vi har en aftale ellers havde vi siddet derovre nu, lyder det fra gruppeformand Peter Skaarup.