Forening: Vi skal gøre det lettere for danskerne at donere lever, nyre og hjerte

Mens foreningen 7 Liv taler begejstret om, at et såkaldt formodet samtykke til organdonation kan redde mange liv, mener DFs sundhedsordfører, at staten dermed vil lægge beslag på vores døde kroppe.

Artiklens øverste billede
Sidste år blev der gennemført 393 organtransplantationer i Danmark. Det er rekordmange. Men 441 patienter står på venteliste til at få et nyt organ. Hovedparten venter på en ny nyre. Arkivfoto

Der er mange liv at redde, hvis vi indfører formodet samtykke til organdonation og gør alle danskere til potentielle organdonorer, med mindre de aktivt siger nej.

Sådan lyder det fra Karin Riis-Jørgensen, der er formand for foreningen 7 Liv, som arbejder for, at flere danskere skal sige ja til organdonation.

Hun er begejstret for, at sundhedsminister Sophie Løhde (V) i dag har meldt ud, at hun er parat til at gå nye veje for at få flere organdonorer og derfor har bedt Etisk Råd vurdere, hvilke fordele og ulemper der er forbundet ved at indføre formodet samtykke.

»Det er rigtig godt og fantastisk, at sundhedsministeren melder så klart ud. Vi ved, at ca. 80 pct. af danskerne gerne vil være organdonor, men meget få får sig meldt til Donorregistret. Det er oplagt, at samfundet og politikere gør det muligt for de mennesker, der gerne vil være donorer, at de kan opfylde det ønske. På den måde kan vi redde liv,« siger Karin Riis-Jørgensen, som selv har doneret en nyre til sin nyresyge søn.

Hun finder det vigtigt, at fællesskabet signalerer, at organdonation er det rigtige at gøre.

»Formodet samtykke er en af de ting, der kan få de pårørende til at tage den svære beslutning at sige ja til organdonation, når deres kære ligger for døden,« siger Karin Riis-Jørgensen. Hun mener, at ”sundhedsministeren er helt i overensstemmelse med befolkningen”.

»Nu håber jeg bare, at Det Etiske Råd lytter,« siger Karin Riis-Jørgensen.

Hos Dansk Folkeparti er sundhedsordfører Liselott Blixt helt uenig og kritiserer, at ministeren vil bede Det Etiske Råd om endnu en udtalelse på området. Det er otte år siden, at rådet sidst tog stilling til spørgsmålet, og her var et flertal på ni medlemmer modstandere af at indføre formodet samtykke, mens syv var for.

»Det Etiske Råd har taget stilling til spørgsmålet én gang. Jeg synes, at det er en underlig form, at man bliver ved med at spørge, indtil man får et flertal for formodet samtykke,« siger Liselott Blixt.

Hun frygter, at danskerne undlader at få taget personlig stilling, hvis det formodede samtykke indføres.

»Vi mener, det er vigtigere, at vi får talt med hinanden i familierne om, hvorvidt vi ønsker at være organdonorer. Det er den måde, vi får taget stilling til det på, frem for at staten kommer og lægger beslag på vores krop og betragter den som et reservedelslager, når vi er døde,« siger Liselott Blixt.

Det vil også gøre beslutningen om eventuelt tilsagn nemmere for de pårørende, som ofte står med den endelig beslutning i en svær situation, påpeger hun.

Liselott Blixt mener, at formodet samtykke kan få mange til at sige nej til organdonation, fordi de føler, at staten dermed forventer at få deres organer, frem for at donationen betragtes som en gave, som man beslutter at give.

»Det er bedre at donere organer af altruistiske motiver, hvor man gør det af et godt hjerte og vil hjælpe, frem for at staten skal bestemme, hvordan vi skal leve vores liv og nu også vil bestemme over os, når vi dør,« siger hun.

Hun peger desuden på, at sygehusene i dag ikke udnytter alle de mulige organer.

»Det er da et godt sted at starte, hvis man ønsker flere donororganer,« siger hun.

Mens Socialdemokratiets Flemming Møller Mortensen er positiv overfor ideen om formodet samtykke, peger Liberal Alliances ordfører May-Britt Kattrup på, at det ”ikke er uproblematisk”.

»Der er mange hensyn at tage, hvis man går fra informeret samtykke til formodet samtykke. Men det er godt at få en debat om emnet, for der mangler organdonorer. Forhåbentlig vil debatten få flere donorer til at melde sig,« siger May-Britt Kattrup.

»Hvis det overhovedet skal komme på tale, er det meget vigtigt, at man kommunikerer højt og tydeligt, at man selv skal melde aktivt fra, hvis man ikke ønsker at være organdonor. Udgangspunktet skal altid være, at kroppen er vores egen, og at vi selv bestemmer over den,« siger May-Britt Kattrup.

Ifølge sundhedsminister Sophie Løhde er det et paradoks, at der er stor mangel på organer, og at mange syge dør på organ-venteliste hvert år, samtidig med at danskerne i adskillige undersøgelser generelt har et positivt syn på organdonation.

På Det Etiske Råds dagsorden i oktober måned vil et af punkterne på baggrund af ministerens henvendelse være organdonation, og rådet skal her beslutte, om spørgsmålet om formodet samtykke skal arbejdes igennem igen.

Tal sammen om donation

Hos Dansk Center for Organdonation opfordrer centerleder Helle Haubro Andersen danskerne til at tale sammen om organdonation.

En af fire danskere har aldrig talt med familien om organdonation, viser centrets undersøgelse, som også dokumenterer, at hver anden finder det svært at tale om døden.

»Men det skal vi gøre, for det er nemlig de pårørende, der risikerer at stå med ansvaret og den svære beslutning, hvis man ikke har registreret sig i Donorregistret,« siger hun.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.