Donorhjertet holder 26 års jubilæum i hans bryst: »Det er ikke en andens hjerte. Nu er det mit hjerte«

Leif Jønsson var den anden hjertepatient, som herhjemme fik en hjertetransplantation. På mandag er det 26 år siden, men lægerne stillede ham kun ca. 10 år i udsigt.

Artiklens øverste billede
Leif Jønsson har levet 26 år med en andens hjerte i brystet. Han blev i 1990 hjertetransplanteret som nr. to i Danmark - og er i dag den dansker der har levet længst med et donorhjerte, som er transplanteret herhjemme. Foto: Casper Holmenlund Christensen.

Egentlig havde han været fuldt tilfreds med at få de 10 år mere at leve i, som lægerne dengang stillede ham i udsigt forud for hjertetransplantationen.

For hans hjertes pumpefunktion var nede på blot 10-15 pct. af det normale, og han kunne knap gå fem meter, før åndenøden tvang ham til at stoppe op og hvile. Uden et nyt hjerte ville han alligevel næppe overleve mange måneder med sit syge og stærkt forstørrede hjerte. Men lægernes 10-årsforudsigelser blev gjort grundigt til skamme, for om få dage holder Leif Jønssons transplanterede hjerte 26 års jubilæum i hans bryst.

Han er dermed den dansker, som har levet længst tid med et transplanteret hjerte indopereret herhjemme, og han er lidt af en sensation, for i gennemsnit lever hjertetransplanterede omkring 15 år efter transplantationen. Rekorden indehaves af briten John McCafferty, der i februar 2016 døde efter 33 år med et transplanteret hjerte - og iøvrigt ikke af en hjertesygdom.

»Sidst jeg var til kontrol, sagde lægerne på Rigshospitalet, at mit hjerte er lige så godt og sundt, som da de satte det ind i mig. Man kan vel sige, at der er livslang garanti på det,« griner Leif Jønsson, hvis øvrige krop og organer er 59 år gammel.

I dag skal han atter til årskontrol på Rigshospitalet, og der er ikke noget, der tyder på, at meldingen skulle være anderledes denne gang.

»Jeg har det rigtig godt, og min fysiske formåen er god. Jeg kan ganske vist ikke flyve, men ellers kan jeg næsten alt,« kommer det underfundigt fra Leif Jønsson.

»Jeg er hverken mere eller mindre syg end andre på min alder. Og de skavanker, jeg har, skyldes ikke, at jeg er transplanteret og går rundt med en andens hjerte i brystet,« siger Leif Jønsson.

Jeg har det rigtig godt og min fysiske formåen er god. Jeg kan ganske vist ikke flyve, men ellers kan jeg næsten alt

Leif Jønsson

Daglig gåtur med M&M

Han har lige afsluttet den daglige gåtur med M&M, som familiens to West White Highlander-terrier, Mikki og Milo, spøgefuldt kaldes. Senere på dagen skal han i gang med lidt rengøring, og selv om de to nye hofter giver ham lidt bøvl, er han i relativ vigør.

»Ellers skal min kone nok sørge for, at det sker,« tilføjer han.

Faktisk tænker Leif sjældent over, at det hjerte, som nu pumper blod og ilt rundt i hans krop, ikke er det hjerte, som han blev født med. Det var mest i den første tid efter transplantationen, at de tanker kunne køre rundt i hovedet på ham. Havde hjertet mon siddet i en mand eller en kvinde? Hvor gammel var vedkommende blevet? Og hvordan gik det til at vedkommendes liv sluttede – og hans eget liv dermed kunne fortsætte.

»Men hjertet er ikke den andens. Nu er hjertet mit, og det har det jo været i mange år. Hjertet er i bund og grund kun en pumpe. Det er ikke dér tanker og følelser sidder, selv om vi tit taler om hjertet på den måde. Jeg tænker faktisk ikke så meget over det mere.«

Jeg var ligbleg. Og når Ghita og jeg sammen var ude for at købe ind, slæbte hun indkøbsposerne, mens jeg slæbte mig af sted.

Leif Jønsson

Der var heller ikke noget at betænke sig på, da lægerne på Rigshospitalets hjerteafdeling dengang i 1990 indstillede ham til en hjertetransplantation. Få år tidligere havde han i 30 årsalderen og som ung far til to sønner fået konstateret en meget alvorlig udgave af hjertesygdommen kardiomyopati, som rammer hjertets pumpemuskel. For Leif Jønsson og hans hustru Ghita betød det, at udsigterne til, at Leif kunne se parrets to små sønner vokse op, var ganske små.

Nyt dødskriterium

Dengang havde man i Danmark endnu ikke taget hul på at transplantere hjerter, for det var stadig hjertedødskriteriet, som var gældende, og det betød, at en dødsattest først kunne udskrives – og organudtagningen gennemføres - efter at donorens hjerte var holdt op med at slå. Men i transplantationssammenhæng kan donorhjerter kun bruges, hvis de konstant har været iltet og altså udtages, mens hjertet stadig slår i den døde donors krop.

Derfor fik Leif dengang at vide, at han skulle satse på at få et nyt hjerte i Østrig, hvor man allerede havde indført det såkaldte hjernedødskriterium. Men i sommeren 1990 vedtog Folketinget under stor offentlig, politisk, medicinsk og etisk debat hjernedødskriteriet, og dermed blev det muligt også for lægerne herhjemme at bruge organer fra feks. hjernedøde trafikofre eller mennesker, der efter store fatale hjerneblødninger er blevet erklæret hjernedøde og nu ligger i respirator.

Leif var klar over, at han som en ung og meget alvorlig syg mand stod højt oppe på listen over hjertepatienter, som skulle have et nyt hjerte.

»Mit hjerte pumpede så lidt blod og ilt rundt i kroppen, at jeg ingen farve havde i ansigtet, på hænderne og fødderne. Jeg var ligbleg. Og når Ghita og jeg sammen var ude for at købe ind, slæbte hun indkøbsposerne, mens jeg slæbte mig af sted. Jeg kunne lige holde til at bære kassebonerne,« siger Leif.

I månedsvis vogtede og bar han derfor rundt på den personsøger, som lægerne havde udstyret ham med, og som ville bippe, når der var et egnet hjerte til ham. Og den 10. oktober 1990 lød det længe ventede bip og fik næsten hans svage hjerte til at galoppere.

Før transplantationen havde Leif Jønsson ikke turde håbe på, at han ville leve længe nok til at få børnebørn. Nu har han fem. Privatfoto
Det var den berømte svenske hjertekirurg, Gösta Pettersson (tv), som stod for Leif Jønssons (th.) hjertetransplantation for 26 år siden på Rigshospitalet. For et år siden mødte Leif Jønsson igen den læge, som havde stået med hans hjerte i hænderne. Privatfoto

Han befandt sig i Bellahøj hos sin mor, men blev straks hentet af en ambulance og bragt til Rigshospitalets transplantationsafdeling. Ugen forinden havde han i lighed med en yngre kvindelig hjertepatient også været kaldt ind via bipperen, men det viste sig, at det første donorhjerte, som de begge var bippet på hospitalet for, passede bedst til den kvindelige patient. Hun fik hjertet og blev således den allerførste dansker, der blev transplanteret herhjemme.  Leif Jønsson måtte tage hjem igen med uforrettet sag.

Men allerede en uge senere var han altså tilbage på Rigshospitalet – klar til at få den største gave, man kan modtage.

»Så sad jeg der og ventede med Ghita. Jeg tror slet ikke, at jeg skænkede det en tanke, at jeg risikerede ikke at vågne op igen. For jeg kan huske, at jeg bad plejepersonalet om ikke de ville trille et fjernsyn ind til mig, så jeg, når jeg vågnede, kunne se en vigtig fodboldlandskamp mellem Færøerne og Danmark, som jeg havde glædet mig til.«

Seks timers operation

Det tog den kendte svenske hjertekirurg Gösta Pettersson, som var hentet til Rigshospitalet for at stå for det danske hjertetransplantationsprogram, ca. seks timer at skifte Leif Jønssøns slidte hjerte ud med det nye donorhjerte. For at gøre plads til manøvren var hans brystben og hele brystkassen blevet klippet op og ribbene bøjet ud til siderne. Arret, som går fra lige under strubehovedet helt ned til under navlen, vidner i dag om de skæbnesvangre seks timer, hvor der var vagtskifte i Leifs brystkasse.

I de følgende uger lå Leif isoleret på en hospitalsstue. For at undgå, at hans immunforsvar gav sig i kast med at bekæmpe og afstøde det nye hjerte, blev han pumpet med immunforsvarssvækkende medicin. Derfor måtte han ikke udsættes for den mindste smitterisiko, virus og bakterier. De første uger var slemme, for det smertede i den maltrakterede brystkasse og ryg.

»Men jeg havde det fantastisk. Jeg havde fået farve tilbage i huden, og jeg kunne hurtigt hoppe og danse,« husker Leif.

Før han blev syg, havde han arbejdet som lastvognschauffør, og på et tidspunkt fik han det så godt, at han kunne begynde at arbejde igen. I nogle år efter transplantationen arbejdede han med at klargøre busser, men en dårlig ryg og slidte hofter satte en stopper for det, og han fik bevilget førtidspension.

Takket være det nye hjerte har han set sine to sønner vokse op og uddanne sig til hhv. mekaniker og civilingeniør.

»Da jeg var alvorligt syg, var mit ønske bare at få lov at se drengene blive større. Det var det vigtigste. Men vi mennesker er jo sådan indrettet, at mere vil have mere. Efterhånden som tiden gik, og jeg havde det godt og kunne begynde at arbejde igen, dyrke sport og passe haven, ville jeg jo også gerne nå at få børnebørn. Og det ønske har jeg jo også fået opfyldt.«

Inviteret til fest hos hjertelægen

I dag er parcelhuset i Kundby ved Holbæk ofte fyldt med de fem børnebørn.

»De er herlige sådan nogle små børn. Da jeg forleden stod i bar mave, sagde William til mig: »Hvor ser du øm ud, farfar«. Han kunne se mit operationsar, som starter oppe ved strubehovedet og løber helt ned til under navlen.«

Hver gang Leif Jønsson er til årskontrol på Rigshospitalet, slår det ham, hvor dygtigt et personale der møder ham. Og ofte har Leif sendt taknemmelige tanker til Gösta Pettersson, som bogstavelig talt stod med hans hjerte i hænderne dengang i efteråret 1990. Og i fjor, da det var 25 år siden, han blev transplanteret, kontaktede hans hustru og hans børn den kendte læge, som nu arbejder i USA, for at skabe en kontakt mellem de to. Da Pettersson lidt senere på året skulle til Danmark og holdt en stor fest i Hellerup, blev Leif Jønsson inviteret med som gæst.

Så sad jeg der og ventede med Ghita. Jeg tror slet ikke, at jeg skænkede det en tanke, at jeg risikerede ikke at vågne op igen.

Leif Jønsson
Hver dag går Leif Jønsson tur med sine hunde. Ikke bare hjertet er skiftet - også hofterne. Men jeg er hverken mere eller mindre syg end andre i min alder, lyder det. Foto: Casper Holmenlund Christensen

»Det var stort at møde ham igen og få lov til at sige tak. Jeg mødte også to andre læger til festen, som begge havde tilset mig, mens jeg var allermest syg. De fortalte, at de ikke havde regnet med, at en så syg mand som jeg ville overleve.«

Hvem der i sin tid donerede det nye hjerte, får han aldrig at vide. Men det var højst sandsynlig en yngre person, for den gang anvendte man ikke hjerter fra donorer over 40 år. I dag har man udviklet transplantationsteknikkerne og behandlingen af donororganer, så man også kan anvende hjerter fra lidt ældre personer. Også hele den medicinske efterbehandling er ændret. De seks ugers isolation er afløst af få dage i solation.

Siden Leif Jønsson for 26 år siden blev transplanteret, har langt over 400 danskere fået et nyt hjerte.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.