V-bagland støtter Jens Rohde: Vi er flere, der har det skidt
For Jens Rohde blev det for meget, at V-regeringen vil tage værdigenstande fra flygtninge. Nu får han opbakning fra lokalformænd.
Da EU-parlamentarikeren Jens Rohde, som også er viceborgmester i Viborg, i weekenden valgte at forlade Venstre til fordel for De Radikale, nævnte han en for vag EU-politik og en for inhuman flygtningepolitik som to af grundene til hans partiskifte.
På netop de to punkter møder den afhoppede Venstre-politiker opbakning fra partifæller i hjemstavnen Viborg. Både kredsformanden i Viborg, Vagn Aage Kjeldsen, og formanden for Venstre i Viborg Kommune, Anders Jensen, siger mandag til Politiken, at Jens Rohdes partiskift bør føre til selvransagelse i partiet.
»Han anker specielt over, at politiet skal tage værdigenstande fra flygtninge. Det havde han det skidt med. Det er vi for så vidt flere, der har,« siger Vagn Aage Kjeldsen til Politiken, mens Anders Jensen mener, at Venstre »mangler at se EU-fanen hævet noget mere« mellem valgene.
Jens Rohde skrev søndag i en kronik, at han er sikker på, at hans beslutning om at skifte parti ville »vække jubel i dele af Venstre«, og selv om der ikke udadtil har været tale om verbal sejrsdans og begejstrede hvin, har nogle af reaktionerne båret præg af, at visse Venstre-politikere ikke er syndeligt kede af Rohdes farvel.
»Der er lavet det, der hedder en lykkelig skilsmisse. Jens Rohde føler sig bedre tilpas hos de Radikale, og Venstre kan også eksistere uden Jens Rohde,« sagde Venstres gruppeformand Søren Gade i weekenden til ritzau.
Jens Rohde gjorde sig bl.a. bemærket, da han i maj 2014 - efter at partiet havde fået et forfærdeligt dårligt valg til EU-Parlamentet - sagde til Viborg Stifts Folkeblad, at Lars Løkke Rasmussen burde gå af som formand for Venstre.
Venstres tidligere integrationsminister og retsordfører, Birthe Rønn Hornbech, er en af dem, som har udtrykt sig mest markant om Jens Rohdes valg af nyt parti. Til Politiken siger hun, at hun er »møgked af«, at Jens Rohde som en af de klareste stemmer i partiet nu har forladt Venstre. Der er nemlig behov for, at partiet rykker sig, mener den erfarne politiker.
»Han skulle være blevet ved med at forsøge. Dagsordenen i politik er smal og fladpandet, uden eftertanke og fra hånden og i munden, så vælgerne ikke kan se forskel. Man hytter sit eget og stemmer nej. Der mangler totalt åndeligt lederskab,« siger Birthe Rønn Hornbech.
De Radikale har budt Jens Rohde velkommen med vidt åbne arme, og partiformand Morten Østergaard meddelte lørdag, at Jens Rohde havde valgt det rigtige parti.
»Radikale venstre er partiet for dem, som står fast på de grundlæggende værdier - også når krisen står for døren. For os er frihed til forskellighed selve fundamentet. Mangfoldighed er ikke et samfundsmæssigt problem, men en liberal kerneværdi,« skrev han på Facebook.
Mandag morgen var Jens Rohde på besøg i Folketinget, hvor han for første gang var til gruppemøde med sit nye parti.