DF: Dåseløver er en sag for EU
Forkasteligt, sygt og modbydeligt. Flere folketingspolitikere er stærkt kritiske over for jagt på halvtamme løver i Sydafrika, men der er ikke flertal for at indføre et forbud mod import af løvetrofæer.
”Jeg synes, at det er en forkastelig måde at drive jagt på. Det har slet ikke noget med jagt at gøre."
Sådan siger Dennis Flydtkjær, der er dyrevelfærdsordfører i Dansk Folkeparti, efter at Jyllands-Posten søndag beskriver, hvordan løvejagt i Sydafrika foregår.
"At man regulerer en dyreart, fordi der er kommet for mange af dem, har jeg intet problem med, men her skyder man for sin fornøjelses skyld løver, som er opdrættet til formålet. Ikke fordi man skal spise kødet, men alene fordi man synes, at det er sjovt og kan få et trofæ med hjem. Det bør Danmark som land arbejde internationalt for at få stoppet,” siger han.
DF: En sag for EU
Australien forbød i foråret import af løvetrofæer. Samtidig nægter en række internationale luftfartsselskaber at fragte skind og trofæer.
Spørgsmålet er, om de danske politikere mener, at der også i Danmark bør indføres et importforbud.
Video: Fra sutteflaskeløve til jægerbytte
”Et af redskaberne kan være et importforbud, men jeg vil også tage fat i ministeren for at finde ud af, om der er nogle internationale fora, hvor man tager sådanne sager op og lægge pres på de lande, som har den form for jagt. Det er en sag, som bør rejses på EU-plan, så vi med større vægt kan lægge pres på Sydafrika for at få det stoppet. På samme måde som dengang Danmark gik forrest og fik EU til at indføre et importforbud af hundeskind fra Kina. Et importforbud stopper det ikke, for der vil stadig være nogle, som vil smule trofæerne ind i landet. Her er det selvfølgelig vigtigt, at vi også får styrket grænsekontrollen,” siger Dennis Flydtkjær fra DF.
Enhedslisten: Vanvittig praksis
Maria Reumert Gjerding fra Enhedslisten vil tage sagen op med fødevareministeren.
”Vi skal kigge seriøst på mulighederne for at indføre et importforbud af løvetrofæer. Det vil være et oplagt sted at starte, hvis vi skal stoppe danskere, der tager ned og bidrager til det. Denne form for jagt er fuldstændig syg. Jagt skal drives på naturens overskud. Man skal ikke opdrætte dyr, sætte dem ud i indhegninger for derefter at skyde dem. Vi skal gøre alt, hvad vi kan, fra dansk side for at stoppe denne vanvittige praksis,” siger hun.
Andreas Steenberg, dyrevelfærdsordfører fra De Redikale siger i et skriftligt svar, at han er "ked af, at læse om de mange dyrearter, som er truet".
"Det skal der gøres noget ved. Vi er ikke klar til at sige ja til importforbud, simpelthen fordi vi skal vide mere om, hvilken effekt det vil have, f.eks. kan det være, at det skulle være i hele EU."
SF: Løver skal ikke have særstatus
I resten af Folketinget er der ikke ønske om at diskutere et evt. forbud mod import af løvetrofæer.
”Jeg kan godt have nogle holdninger til løvejagt, men så længe løver ikke er truede, er det på linje med al mulig anden jagt. Jeg synes, at det er underligt og usympatisk at udsætte dyr alene til jagt, men når det er lovligt i Sydafrika, vil vi ikke støtte et forbud. Det er klart, at det påvirker folk mere, når det er store flotte dyr som løver, der bliver skudt, men jeg synes ikke, at løver skal have særstatus," siger Lisbeth Bech Poulsen fra SF.
Rasmus Jarlov fra De Konservative tager afstand fra den sydafrikanske løvejagt, som den er beskrevet i Jyllands-Posten.
”Det lyder afskyeligt og modbydeligt, men jeg synes ikke, at vi skal forbyde import af løvetrofæer eller jagt på løver, for det gavner de afrikanske dyr, at der er mulighed for jagt. Det giver en indkomst til nationalparkerne og sikrer, at der stadig er en del af Afrika, som er afsat til naturområder. Det kan man risikere forsvinder, hvis man indfører et forbud, så de ikke kan tjene penge på jagten,” siger han og tilføjer:
”Jeg vil ikke forsvare den type jagt, som Jyllands-Posten beskriver, men der findes også andre former for løvejagt, hvor løverne jages på mere regulær vis, og det ville man ødelægge, hvis man indførte et totalforbud mod at importere trofæer.”
S og V: Ingen aktuelle planer på området
Venstre, Socialdemokraterne og Liberal Alliance har kun korte kommentarer til problematikken.
Erling Bonnesen, fødevare-, miljø- og dyrevelfærdsordfører (V):
”Venstre har ingen aktuelle planer om at indføre nye regler på området.”
Julie Skovsby, dyrevelfærdsordfører, S:
”Vi har ingen aktuelle planer om et forbud.”
Mette Bock, LA:
"Det lyder måske mærkeligt, men det har LA ingen holdning til!."
Alternativet er ikke vendt tilbage på Jyllands-Postens forespørgsel.