Al magt til nationalstaten

Kasper Støvring var ikke mange måneder over 18 år, da han i 1992 stod i stemmeboksen og skulle tage stilling til Maastricht-traktaten inklusive de danske forbehold over for EU. Den unge vælger var ikke i tvivl. Han stemte nej.

I bibelsk forstand betegner han i dag netop den traktat som ”syndefaldet i EU”, for her blev det for alvor tydeligt for ham, at De Europæiske Fællesskaber var på vej mod en Europæisk Union.

Og det brød den konservative EU-kritiker sig bestemt ikke om.

Da EU i 2012 fik Nobels Fredspris for at have skabt fred i Europa, gik Støvring den anden vej og skrev en lille bog om, hvordan Europa kunne takke de kulturelt homogene nationalstater for den historisk langvarige fred.

Kasper Støvring synes kort og godt, at EU har fået al for megen magt og al for megen ære af freden.

»Jeg er ikke afvisende over for at blive i EU, men EU skal reformeres indefra. EU skal være mere fleksibelt, gerne med flere forbehold og skal i hvert fald rulles tilbage til før Maastricht-traktaten,« mener han.

Analyserne af de mange takketaler i forbindelse med overrækkelsen af Nobel-prisen overbeviste ham om, at EU som postnationalt projekt har slået fejl. Forestillingen om, at verden vil udvikle sig fredeligt i samklang med de europæiske demokrati- og frihedsidealer, står ikke mål med virkeligheden, som den har udviklet sig, siden Maastricht-traktaten blev til på en rus oven på Murens fald og Sovjetunionens sammenbrud.

Støvring konstaterer stilfærdigt, at Ruslands ageren på udviklingen i Ukraine netop understreger den pointe:

»EU er grundlagt på bløde værdier og en idé om, at man kan afskaffe de geopolitiske rivaliseringer mellem nationalstaterne. Nu viser det sig, at EU ikke er i stand til at håndtere en konflikt med Rusland,« siger han og tilføjer, at europæerne har en tendens til at projicere egne værdier over på andre befolkninger.

Danmark som forbillede

Kasper Støvrings definition af en nationalstat er, at de demokratiske institutioner og borgerlige rettigheder er forankret i et tæt folkeligt fællesskab, i en national kultur.

»Politikerne står til ansvar for en offentlighed, hvor borgerne kan identificere sig med myndighederne og deler værdier. Det er derfor, at Danmark fungerer så godt,« uddyber han.

På spørgsmålet om, hvorvidt han dermed ikke selv overfører sine egne danske forestillinger om nationen og forholdet mellem borgere og myndigheder til andre – knapt så homogene – europæiske lande, medgiver han, at ikke alle nationer i Europa kan holde til den definition – eksempelvis kulturelt splittede Italien og Belgien. I Spanien vil catalonierne bryde med Madrid og danne deres egen stat, og snart går skotterne i Storbritannien til valg om uafhængighed.

»Men når nationalstaten lykkes, så betyder det fred og stabilitet. Modsætningen til nationalstaten er en ny form for imperium. EU er et imperium, hvor lovgivningen tvinges ned over Europa,« fastslår han.

Kasper Støvring understreger, at han ikke er modstander af Europa, og at han gerne ser et samarbejde mellem nationalstaterne, men han har ikke noget entydigt bud på, hvordan det skal bygges op.

»Det er nødvendigt med fælles steder at mødes for at løse fælles problemer,« mener han.

Ifølge Støvring er EU ved at udvikle sig til et domstolsstyre, hvor det bliver udfaldet af sagsanlæg og ikke demokratiske debatter, som regulerer samfundet. At regeringen ikke retter sig efter Folketinget i sagen om den stærkt omdiskuterede børnecheck til EU-borgere, som arbejder i Danmark, kalder han »en skandale«.

»Nationalstatens suverænitet er trådt ud af kraft,« mener han og afviser blankt modargumentet om, at Danmark – gennem en demokratisk proces – tidligere har valgt at tilslutte sig de fælles regler og dermed er forpligtet på dem.

»Ingen kan stå over Folketinget.«

Kritik er skiftet

Kasper Støvring griber tilbage til de gamle nordboer og deres fællesskab, når han skal berette om det ideelle demokrati, et folkestyre med folket, som sætter sig sammen, ser hinanden i øjnene og finder en løsning.

Netop samme strenge har venstrefløjen slået på i dens mangeårige kritik af EU. Nu er retorikken og EU-kritikken overtaget af borgerlige. Hvorfor har kritikken af EU flyttet politisk ståplads?

»EU er blevet et socialistisk projekt med overregulering, nu kommer kritikken fra borgerlige intellektuelle, men mærkeligt nok ikke fra borgerlige politikere bortset fra Liberal Alliance og Dansk Folkeparti,« konstaterer Kasper Støvring og spår, at både Venstre og De Konservative ikke er i trit med deres vælgere.

Den stærke EU-kritiker vil dog stå i stemmeboksen på søndag, når der er valg til EU-Parlamentet. Konklusionen på Kasper Støvrings overvejelser er, at nu gælder det om at reformere EU indefra.

»Vi skal have sammensat et parlament, som kører i en helt anden retning,« siger han.