Fortsæt til indhold
Politik

Ruth Evensen vil fortælle "sandheden" med ny avis

"Der er behov for et medie, hvor befolkningen kan komme til orde," siger stifteren.

Borgerne i Lolland Kommune får op til det kommende kommunalvalg et ekstra medie til at stå for valgdækningen.

Ruth Evensen har nemlig stiftet avisen Frihedsposten, der bliver uddelt til samtlige husstande i kommunen i ugen op til kommunalvalget.

Avisen starter med en 48 siders særudgave og er ifølge stifteren blevet oprettet i ønsket om at få historierne fra de almindelige mennesker på Lolland ud.

Folkets vagthund

"Der er brug for et alternativt medie, hvor befolkningen kan komme til orde og få sandheden at vide. Frihedsposten er folkets vagthund, hvortil alle kan henvende sig, og hvor også de systemkritiske historier bliver trykt," siger Ruth Evensen.

Ifølge stifteren vil den nye avis i høj grad være borgerdreven, da læserne kan henvende sig med deres egne historier og også være med til at godkende overskrifter til artikler, som de har bidraget til, inden de bliver trykt i avisen.

Der er brug for et alternativt medie, hvor befolkningen kan komme til orde og få sandheden at vide.
Ruth Evensen, Det Frie Lolland.

"Jeg mener, at det er det mindste, som man kan forlange af et seriøst medie," siger Ruth Evensen.

Det sande billede

Den nye avis vil i den kommende tid derfor være det medie, hvor lederen af frikirken Faderhuset vil komme med sine politiske budskaber og ifølge hende selv også være det medie, hvor det sande billede af virkeligheden skal komme frem.

"Jeg opfordrer alle, der er blevet misbrugt af kommunen eller medierne til at kontakte Frihedsposten, så deres stemme kan blive hørt," siger Ruth Evensen.

Ruth Evensen stiller op til det kommende kommunalvalg for listen Det Frie Lolland, som efter større navneforvirring i sidste uge skiftede navn fra Frit Lolland.