Her bor Frank Jensen - og her bliver han boende
Ingen har for alvor taget kampen om overborgmesterposten op i København.
"Her bor vi. Mere respekt for København."
Sådan lyder sloganet på hovedstadens overborgmester Frank Jensens valgplakater.
Og efter den 19. november vil Jensen stadig bo og regere i København.
Det viser meningsmålingerne, og det er vurderingen fra politiske kommentatorer samt eksperter og efter alt at dømme også rivalen.
Forventer ikke et magtskifte
For noget tyder på, at Venstres spidskandidat, kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev på forhånd har opgivet at bejle til posten, som siden 1938 har været besat af socialdemokrater.
Hverken valgplakater, Twitter-meddelelser, Facebook-opdateringer eller Venstres hjemmeside sender budskaber om, at Pia Allerslev går efter stillingen som overborgmester.
Heller ikke andre partiers spidskandidater har vovet at tage ordet overborgmester i deres mund.
Og i en artikel i Berlingske lyder det:
"Pia Allerslev, der er Venstres spidskandidat i hovedstaden, forventer i virkeligheden ikke, at et magtskifte er lige om hjørnet i København."
Vil oprette ny borgmesterpost
Pia Allerslev sagde forleden til DR, at hun gik efter jobbet som teknik- og miljøborgmester.
Samtidig har hun lanceret ideen om en ny borgmesterpost i kommunen. For København bør have en vækstborgmester, mener Pia Allerslev ifølge Politiken.
"Det tyder på, at hun forestiller sig selv at få den og på den måde bruge lokalpolitikken i landets største by til at understøtte Venstres landspolitiske dagsorden," siger lederen af Jyllands-Postens Christiansborg-redaktion, Christine Cordsen.
Ekspert: Virker usædvanligt
Ulrik Kjær, professor ved Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet, bekræfter, at det er op ad bakke for oppositionen, hvis det drejer sig om at vælte den siddende overborgmester af pinden.
"Men der er to måder at gribe det an på. Hvis man er chanceløs, vil en del afholde sig fra at stille sig op og sige: "Når jeg nu bliver borgmester", for det virker urealistisk. Hvis man omvendt har en minimal chance for, at der kunne blive skabt spænding om resultatet, vil det være taktisk uklogt at have lagt sig helt ned for tidligt. Derfor virker det lidt usædvanligt eller lidt tidligt at holde sig væk fra retorikken, der siger "jeg går efter guldet". For der kan jo være mange vælgere, som ikke ved, at det er afgjort på forhånd," siger han.
Stadig noget at kæmpe for
Men det betyder ikke, at der ikke er noget at kæmpe for.
"Der er jo også nogle borgmesterposter, hvor det ikke er ligegyldigt, hvordan partierne klarer sig. Der er også dem, der tænker frem til næste valg igen og næste valg igen, og hvis man ved et givent valg ikke får en lille fremgang, går der længere tid, før man kan udgøre en trussel. Så ethvert lille skridt, der kan hale ind på den, der sidder på kommunen, jo bedre vil det alt andet lige være," vurderer Ulrik Kjær.
Også de personlige stemmer gør en forskel, tilføjer han:
"Det har dels en betydning for den selvtillid, man kan tage med sig, men også for den anseelse, som de vil have blandt de andre politikere."
Ingen regner med at slå Frank Jensen
Ved kommunalvalget i 2009 satte 8.025 personer kryds ved Pia Allerslev, mens Frank Jensen fik 35.864 personlige stemmer.
"Det handler jo også om at sætte sine succeskriterier, så man har en chance for at nå dem. I 2005 havde daværende bygge- og teknikborgmester Søren Pind (V) en forestilling om, at han måske kunne slå Ritt Bjerregaard, fordi hun var en politiker, som i højere grad delte vandene. Der er ikke rigtig nogen, som tror, at de kan slå Frank Jensen," siger Christine Cordsen, som derfor mener, at slaget kommer til at handle om de øvrige borgmesterposter.
Dengang fik Ritt Bjerregaard dog hele 60.329 personlige stemmer, mens Søren Pind måtte nøjes med 19.362 og trak sig derefter som partiets leder i hovedstaden.
"Det kan gå hen og blive en kedelig valgkamp," siger Ulrik Kjær om kommunalvalget i København.
"Jo mere gas udfordreren giver den, jo mere blæst bliver der også om valget, men lad os vente og se, om ikke hun bliver lokket ud af busken," lyder det.