Fortsæt til indhold
Politik

Venstre: Kørekort til 17-årige

Bred opbakning til forslag, der skal gøre unge til bedre bilister ved at lade dem køre med en erfaren bilist.

Selv om antallet af trafikdræbte og -kvæstede falder og falder herhjemme, er de helt unge bilisters risiko for at blive dræbt i trafikken stadig syv-otte gange større end for deres forældre.

Derfor skal de unge tilbydes muligheden for at erhverve kørekort allerede som 17-årige, hvis de til gengæld i det første år kører sammen med en erfaren bilist, som f.eks. kunne være en forælder.

Gode tyske erfaringer

Sådan lyder forslaget fra Venstre, der umiddelbart får bred støtte blandt Folketingets partier.

»Hvis vi skal endnu længere ned i antallet af trafikdræbte, skal vi fokusere på de unge. Derfor vil vi have gang i en forsøgsordning, som skal være et tilbud til de 17-årige. Jeg er ikke i tvivl om, at det vil være med til at pille nogle af de værste unoder fra dem, og det vil på den måde resultere i færre ulykker,« siger partiets trafikordfører, Kristian Pihl Lorentzen.

Lignende forsøgsordninger er senest med held gennemført i Tyskland, hvor antallet af unge bilisters ulykker er faldet med 22 pct. pga. den nye ordning.

»Vi kan ikke fortsætte med at ignorere erfaringerne fra udlandet, og det handler om at få flere ansvarlige unge bilister,« siger han.

S: En spændende tanke

Forslagets gulerod til de unge er, at de kan begynde at tage kørekort et år tidligere end normalt. Til gengæld skal der vanke pisk i form af store bøder og frakendelse af kørekortet, indtil de er 19 år, hvis de bryder reglen og kører uden den rutinerede bilist.

Forslaget bliver godt modtaget både i Rådet for Sikker Trafik og blandt de øvrige partier i Folketinget.

Både i Liberal Alliance og hos Dansk Folkeparti er der opbakning, men også hos Socialdemokraterne er reaktionen positiv:

»Umiddelbart lyder det som en spændende tanke, som jeg har stor sympati for. Vi skal have mere holdningsbearbejdning af de unge,« siger partiets trafikordfører, Rasmus Prehn, der regner med, at partiet i løbet af sommeren kommer med et udspil til en ny køreuddannelse.

Er det godt for trafiksikkerheden - og skal man gå skridtet videre og indføre en 16-års grænse som i USA?

Deltag i debatten herunder:

  • Læs mere i Morgenavisen Jyllands-Posten fredag. Mød den 17-årige Julia Reimar fra Tyskland, der kører bil med sin mor eller far ved sin side.
  • Få digital adgang til artiklen. Find det abonnement, der passer dig bedst: Klik her