Med én stemme overlevede Lars Aagaard tillidsafstemning, men ifølge JP's politiske analytiker er ministerens kvaler ikke forbi

Et kaotisk, ganske usædvanligt og konfliktblottende forløb fik torsdag formiddag lidt efter kl. 10 sat et slags punktum.

Med én stemme til klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaards (M) fordel fik han med hjælp fra sin regering, løsgænger Jon Stephensen og tre nordatlantiske mandater flertal i den mistillidsafstemning, oppositionen havde fremsat.

Men spørger man Jyllands-Postens politiske analytiker, Niels Th. Dahl, vil champagnepropperne nok ikke poppe på ministerkontoret.

»Han beholder sit job, men sagen vil trække en skygge over ham. Han kommer såret ud af det her, hans offentlige image er skadet, og han sidder med en opposition, han jo egentlig skal samarbejde med, som ikke én, men to gange har udtrykt mistillid til ham.«

Ifølge Niels Th. Dahl har Lars Aagaard kun én opgave foran sig: at komme tilbage i god gænge som minister.

»Det kommer til at kræve rigtig meget af Aagaard, hvis han skal få stemningen god igen.«

Lars Aagaard er havnet i suppedasen, fordi han ikke informerede Folketingets partier om, at Energinets udbygning af elnettet er blevet ramt af omfattende forsinkelser og fordyrelser, selv om de sad midt i forhandlinger om netop dette.

Det medførte et langtrukket forløb med kritiske spørgsmål, ophedede samråd, flere mistillidserklæringer og tre nordatlantiske mandater og en løsgænger, som kom ministeren til undsætning. Torsdag nåede sagen så sit klimaks, da samtlige medlemmer af Folketinget skulle bekende, om de havde tillid eller ej til ministeren.

Som forventet holdt redningsmandaterne sig til deres plan: 86 stemte for, at Aagaard fortsatte, 85 stemte for, at han skulle gå af, og en stemte blankt.

Selv om Lars Aagaard måske ånder lettet op nu, er det dog ikke kun blandt oppositionen, at han nu skal gøre sig til.

Ministeren er nemlig ikke valgt til Folketinget, men i stedet hentet ind fra det private erhvervsliv. Han stiller dog op ved næste folketingsvalg, så vælgernes syn på ham er langtfra ligegyldigt, hvis han vil gøre sig forhåbninger om en fremtidig på Christiansborg.

»Spørgsmålet er, hvad sådan en sag vil betyde for hans møde med vælgerne. Mange vil lige nu kun kende ham for denne sag og ikke for de ting, han og regeringen faktisk har opnået.«

Nok slipper Lars Aagard for at få fjernet sit navn fra ministerkontoret, men det betyder ikke, at oppositionen vil slippe sagen, vurderer Niels Th. Dahl.

»Nu må vi se, hvor hårde redskaber oppositionen har tænkt sig at tage i brug. For nok er han ikke væltet, men den kan gøre mange ting for at gøre fremtidige forhandlinger vanskelige og trække dem i langdrag.«

På papiret står oppositionen da også tilbage som taber.

»Opgøret mellem en regering, som muligvis havde mistet sit flertal, og en oppositionen, der gerne vil tildele den et nederlag, er nu slut, og regeringen vandt,« opsummerer Niels Th. Dahl og konstaterer:

»Oppositionen havde altså ikke de tænder, som den håbede at have.«

Men hvad var så meningen med al den virak?

»Oppositionen fik ikke den store fisk, men den lykkedes med at forlænge sagen. Hvor den kunne være stoppet i samrådet før påske, så tog de en runde mere, og det betyder, at den – også i vælgernes bevidsthed – fylder endnu mere.«

Ifølge den politiske analytiker er sagen et godt billede på den kattepine, oppositionen har været i, siden regeringen ved valget dannede en flertalsregering.

»Forløbet fortæller først og fremmest, at oppositionen havde opsparet rigtig meget krudt, som de gerne ville brænde af på regeringen. Det er en unormal situation, at vi har en regering, som oppositionen ikke kan røre, og det skaber stor frustration.«