Kan Danmark få atomkraft? Vi kørte ud til Risø og fandt et svar, der går stik mod 40 års dansk politik

Bent Lauritzen har fordybet sig i kernefysik i årtier, og han er en af landets mest vidende og stærkeste fortalere for atomkraft.

På sit kontor på Risø sidder han med en klar vurdering af energikildens fremtid. Og han har et bud på en realistisk tidshorisont for, hvor hurtigt vi kan få atomkraft i Danmark.

Vi er kørt ud til universitetets afdeling for at besøge ham. Vagten har givet os lov at trille inden for porten, og vi fortsætter en god kilometer ud ad en fin allé, ud til enden af den lille halvø, der stikker ud i Roskilde Fjord.

Herude, i det yderste hjørne af campus, finder vi bygning 201. Her bor Center for Nuklear Energiteknologi.

Vi er kørt herud, fordi De Konservatives formand, Mona Juul, i et interview med Jyllands-Posten har erklæret sin støtte til atomkraft på dansk jord. Vi har bedt Bent Lauritzen sætte ord på realismen i det.

Bygning 201 viser sig at være af ældre dato, men centeret er ganske nyt, etableret i januar 2024, efter 40 års ørkenvandring på den danske atomforskningsfront. I 1985 vedtog et flertal i Folketinget et forbud mod atomkraft i dansk energiplanlægning. Det står endnu.

Helt dødt har feltet dog ikke ligget. To danske virksomheder arbejder på at udvikle nye reaktortyper. Og rundtom på Danmarks Tekniske Universitet (DTU) er der blevet forsket i dele af teknologien på institutter som fysik, kemi og energi.

Men ingen har haft en reel strategi for forskning i atomkraft.

Indtil i år, hvor det nye center slog dørene op med seniorforsker Bent Lauritzen som leder. Han kalder det »ingen hemmelighed«, at han ser atomkraft som en del af løsningen på både forsyningssikkerhed i en urolig verden og kampen mod global opvarmning.

»Beslutningen fra 1985 bør laves om. Hvis vi skal løse de her kriser, så skal vi have atomkraft med ind i billedet,« siger han.

Sådan ser flere og flere danskere tilsyneladende også på det ifølge meningsmålinger.

Og nu vil DTU skrue op for forskningen.

»Vi er proaktive. Det tager år at opbygge kompetencer, og hvis forbuddet bliver fjernet, vil vi skulle starte helt fra bunden, hvis vi bare bliver ved med at vente. Så vi skal i gang. Vi tænker også internationalt. Mange lande omkring os vil bygge mere atomkraft,« siger Bent Lauritzen.

»For få år siden sagde jeg til de unge, at de ikke skulle vælge atomkraft, hvis de ville have en karriere. I dag siger jeg det modsatte. Der bliver mangel på ingeniører i Europa, der kan det her.«

Til centerets første kursus i reaktorfysik meldte 25 studerende sig. Det var alligevel mange, tænkte Bent Lauritzen.

Da det næste kursus åbnede et halvt år senere, ville 31 være med.

»Det har åbenbart ramt et eller andet.«

Hvor lang tid?

Bent Lauritzen viser med målrettede skridt vej til kaffemaskinen lidt nede ad gangen, hvor forskere har deres kontorer bag brune døre.

Mens maskinen pruster, går vi ned for enden af gangen, hvor nogen har sat et juletræ op foran det store vindue ud mod fjorden. Lyset vælter ind mellem grenene, og det gør det også i det åbne køkken ved siden af.

Her skal fremtidens danske atomforskere nyde deres frokost.

Vi samler kaffen op på vej tilbage til hans kontor og sætter os ved mødebordet.

Vil der kunne bygges og drives et atomkraftværk i Danmark?

»Ja, ja, det er helt realistisk. Den eneste barriere er den politiske. Der er ingen tvivl om, at Danmark har kompetencerne til at gå ind på den bane. Og de kompetencer, vi ikke har, dem kan vi opbygge.«

Hvor lang tid vil det tage, hvis Folketinget skulle beslutte at fjerne forbuddet i morgen?

»Jeg vil læne mig op ad Det Internationale Atomenergi Agentur, der vurderer, at det tager minimum 10-15 år fra beslutning til start. Vi skal regne med minimum fem års forberedelse med valg af teknologi, placering, udbud osv. Derefter omkring syv år til byggefasen. Det er minimum 12 år i alt,« siger Bent Lauritzen.

Vurderingen bygger på, at Danmark vælger kendt teknologi – en letvandsreaktor i størrelsen 1 GW.

Hvis valget skulle falde på en ny teknologi, skal udviklingstiden lægges oveni.

De har ikke forstået det

På kontoret er væggene dækket af rækker af ringbind.

Mødebordet er delvist skjult af papirbunker.

For foden af en reol står en flyttekasse og danner bord for en stabel plasticchartekker.

Da vi undervejs runder udgifterne ved atomkraft, springer seniorforskeren op fra sin stol og begynder at bladre gennem bunken på flyttekassen.

Han leder efter en papirudgave af den rapport, 16 danske forskere udgav for to år siden. Rapporten viste, at atomkraft er en dyr, langsom og derfor temmelig dårlig idé for Danmark.

Dengang tog Bent Lauritzen kampen op og oplistede i Ingeniøren »7 løse påstande og faktuelle fejl« i rapporten.

»Det virker, som om de ikke har forstået teknologien,« sagde han dengang.

I dag har Bent Lauritzen ikke meget lyst til genåbne diskussionen om rapporten.

»Jeg vil hellere tale om den teknologiske udvikling af atomkraft end diskutere for eller imod,« som han siger.

Han brænder heller ikke for at diskutere den rapport, hvor Klimarådet i 2023 nåede frem til, at atomkraft ikke er nødvendig for at sikre dansk forsyningssikkerhed i fremtiden.

Men han holder fast i sin grundlæggende kritik af en regnemetode, der ofte indgår i debatten om atomkraft. Nemlig når man sammenligner prisen på produceret strøm fra hhv. vindmøller på land og til vands, solceller, vandkraft, atomkraft osv.

Atomkraft taber hver gang.

De 16 eksperters rapport henviste f.eks. til IEA’s forventning om, at strøm fra solceller i 2050 vil koste ca. 20 euro/MWh.

Atomkraft vil koste 55 euro/MWh.

»Du får forskellige svar, afhængigt af hvem du spørger. Jeg tror på, at der er rigtig god økonomi i at have atomkraft i energimikset,« siger Bent Lauritzen.

Jeg har nu kun set beregninger, der viser, at atomkraft er dyrest. Klimarådet er også nået frem til, at det ikke er rentabelt.

»Ja, men det tager fejl,« lyder det prompte.

Bent Lauritzen mener nemlig, at prisen på selve atomkraften ikke er det mest relevante. Det afgørende er, hvad det samlet set koster at have en energiforsyning, der er bæredygtig, og som man kan stole på. Altid. Døgnet og året rundt.

Lidt forsimplet sagt: Hvis man vil basere sig på vindmøller, så skal man for det første have udbygget sit elsystem med transmissionsledninger, der kan transportere og rumme meget strøm, når det blæser meget. For det andet skal man have sin strøm et andet sted fra, når det er vindstille. Man skal have noget såkaldt ”skaler-bar” strøm i sit energimiks.

Alle disse ting koster også penge. De udgifter kan man spare, hvis man har atomkraft som en del af sin energiforsyning.

»Det kan godt være, at vindmøller er billige i produktionspris. Men atomkraft kan levere strøm 24-7. Derfor bliver det samlede energimiks bare billigere, hvis du tager alle de ting med i en omfattende beregning,« siger Bent Lauritzen.

Han griber sin computer og finder en Powerpoint-præsentation med en oversigt over 13 internationale studier, der har regnet på den måde.

Kun et af de 13 studier er nået frem til, at elproduktionen samlet set bliver dyrere med atomkraft.

Resten vurderer, at det vil koste det samme eller tværtimod blive billigere, hvis man inddrager atomkraft.

»Jeg mener ikke, vi skal erstatte al vind og sol med atomkraft. Men vi skal have det med i vores miks.«

Affaldet er ikke farligt

I nogle af nabobygningerne bor Dansk Dekommissionering, der håndterer alt atomaffald i Danmark.

Affaldet kommer fra de tidligere forsøgsreaktorer på Risø samt det affald, der løbende genereres på hospitaler og i industrien. Trods årtiers diskussioner er der endnu ikke fundet noget sted i Danmark, hvor det kan stedes endeligt til hvile.

Trods naboskabet på Risø er Bent Lauritzen ikke bekymret for atomaffald. Han kalder det »en mærkelig diskussion«.

»Det skal graves ned i jorden, forsegles, pakkes væk, adskilles fra menneskemiljøet. For altid. Myndighederne i Sverige finder, at det godt kan deponeres, og at det ikke vil udgøre en risiko for mennesker og miljø, som ikke er værd at tage. Det er ikke farligt, dagen efter at det er gravet ned. Men det er svært at forklare, for folk har billeder på nethinden af, at atomaffald er meget farligt.«

Måske er det, fordi uanset hvor godt det bliver gravet ned, så kan vi ikke spå om, hvad der sker med undergrunden hundredvis af år ude i fremtiden?

»Myndighederne skal vurdere, at det her er så forsvarligt, at det ikke kommer til at påvirke menneskemiljøet. Hvordan behandler vi CO₂ i dag? Det er et affaldsprodukt, der bliver lukket direkte ud i luften. Det har meget store konsekvenser for hele planeten.«

Hør politisk journalist Martin Kaae forklare udviklingen i atomdebatten i Jyllands-Postens nyhedspodcast, ”Hvis du vil vide mere”, her: