Overblik: Her er hovedelementerne i finansloven for 2023
Med finanslovaftalen for 2023 afsættes der i alt ca. 680 mio. kr. til blandt andet skattelettelser, miljøoprydning og hjælp til dyr i nød.
De tre regeringspartier har mandag indgået årets finanslovsaftale sammen med en utraditionel flok bestående af partierne SF, De Radikale, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti.
Nogle af de store poster i aftalen var allerede kendt på forhånd. F.eks. en Ukraine-fond på 7 mia. kr., en akutpakke til sundhedsvæsenet på 2 mia. kr. over to år og en inflationspakke på i alt 2,4 mia. kr., der bl.a. indfører en ekstra ældrecheck på 5.000 kr.
Her kan du få et overblik over nogle af de nye initiativer, som aftalepartierne har forhandlet sig frem til:
Længere orlov til forældre med tvillinger
Forældre med tvillinger skal have ret til 26 ugers ekstra orlov med med barselsdagpenge. Initiativet skal først vedtages i Folketinget, men finansloven afsætter penge til at gennemføre planen med 5 mio. kr. i år, 48 mio. kr. næste år og derefter 95 mio. kr. fra 2025.
Klimarådet fortsætter
Klimarådet, som rådgiver regeringen om den grønne omstilling, får en ny bevilling på 15,5 mio. kr. i 2024. Derefter skal bevillingen igen drøftes i næste års finanslovsforhandlinger.
Psykiatri-hjælp bliver fremrykket
Aftaleparterne er enige om at fremrykke penge til en ”akut styrkelse” af den hårdt pressede regionale psykiatri, hvor ventelisterne stadig er langt.
Der afsættes 40,0 mio. kr. i 2023 til formålet. Midlerne skal gå til en generel styrkelse af kapaciteten i psykiatrien herunder særligt til at at skaffe mere personale.
Øget indsats mod PFAS
Der oprettets en videnstaskforce om PFAS, som skal opsamle viden om de skadelige flourstoffer både nationalt og internationalt. Bevillingen lyder på i alt 3,5 mio. kr. i år og næste år.
Derudover afsættes 10 mio. kr. til at gennemføre et eller flere test-projekter med oprensning efter PFAS-forureninger.
Hævet bundfradrag til unge
Personer under 18 år får en skattelettelse i form af et hævet bundfradrag, som er det beløb, som må indtjenes, uden at der betales skat. Fradraget hæves fra 38.400 kr. til 48.000 kr. Tiltaget koster 35 mio. kr. årligt fra 2023.
Hjælp til dyr i nød
Dyrenes Vagtcentral får yderligere tre mio. kr. i år til at drive en døgnbemandet vagtcentral, der tager imod henvendelser vedrørende dyr i nød eller mistanke om vanrøgt.
Forhøjet grænse for aktiesparekonto
Det bliver muligt at indbetale et højere beløb på sin aktiesparekonto. Aftaleparterne er enige om trinvist at hæve beløbsgrænsen fra 107.000 kr. til 135.000 kr. i 2026. Det vil allerede fra 2024 og frem være muligt at sætte flere penge ind på en aktiesparekonto.
Initiativet ventes at koste 68 mio. kr. i tabte skatteindtægter frem til 2026.
Videnscenter om ældre i job
Der skal oprettes et videnscenter for fastholdelse af seniorer på arbejdsmarkedet. Der er afsat 42 mio. kr. til initiativer til og med 2026.
Oprydning på Høfde 42
Aftaleparterne er enige om at afsætte de nødvendige midler til langt om længe at få ryddet op efter Cheminovas gamle giftdepot på Høfde 42 på Harboøre Tange. Oprensningen var oprindeligt aftale, men blev udskudt pga. de høje energi- og råvarepriser.
Derudover fordeler finansloven penge til en lang liste af mindre, lokale initiativer. Du kan se listen her.