Fortsæt til indhold
Politik
Artiklen opdateres

Bred finanslov giver mere orlov til forældre med tvillinger

Bred finanslovsaftale uddeler inflationshjælp for milliarder men passer ellers på med at pumpe penge ud i samfundet. De Konservative kritiserer aftalen for at være alt for »socialdemokratisk«.

Længere orlov til forældre med tvillinger og skattelettelser til unge under 18.

Det er nogle af de nye initiativer på finansloven for 2023, som netop er blevet præsenteret i Finansministeriet.

Der er tale om en bred aftale, som SVM-regeringen har indgået med partierne SF, De Radikale, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti.

»Hovedformålet er at få Danmark og danskerne trygt gennem økonomisk svære tider. Vi har stadig en meget høj inflation, og det er noget, vi er nødt til at tage dybt alvorligt,« siger finansminister Nicolai Wammen (S).

Han lægger ikke skjul på, at årets finanslov er en »stram« udgave, der ikke puster yderligere til inflationen:

»Det betyder også, at der ikke har været så mange penge at gøre godt med, som der plejer.«

»Der er ikke meget at give af,« siger han.

Blandt de nye initiativer, som partierne dog har fået regeringen med på, er en plan om at give 26 ugers ekstra orlov med barselsdagpenge til tvillingeforældre.

»Det har været afgørende for SF,« SF-formand Pia Olsen Dyhr ved præsentationen.

Der er afsat 5 mio. kr. til planen i 2023, 48 mio. næste år og 95 mio. kr. fra 2025. Forslaget kræver dog lovændring og den endelige model skal først drøftes blandt partierne senere på året.

Skattelettelse til unge

Et andet nyt tiltag er en skattelettelse til unge. Bundfradraget for personer under 18 år bliver hævet fra 38.400 kr. til 48.000 kr., så unge kan tjene en større sum penge uden at skulle betale skat. Tiltaget koster 35 mio. kr. årligt fra 2023.

Der er også en skattelettelse på vej i form af, at det bliver muligt at indbetale et højere beløb på sin aktiesparekonto. Her skal beløbsgrænsen hæves trinvist fra 107.000 kr. til 135.000 kr. i 2026.

Derudover bliver der skruet op for bekæmpelsen af de skadelige PFAS-stoffer med en videnstaskforce og et demonstrationsprojekt, der skal teste oprensning efter PFAS-forurening.

Først og fremmest opsamler denne finanslov dog politik, som allerede blev aftalt i årets første måneder.

Aftalens klart største poster er således en Ukraine-fond på 7 mia. kr., en akutpakke til sundhedsvæsenet på to mia. kr. over to år og en inflationspakke, der bl.a. indfører en ekstra ældrecheck på 5.000 kr.

Flertalsregeringen havde på forhånd lagt op til en stram finanslov med en historisk lille pose penge, der kunne fordeles blandt partierne under forhandlingerne. Den såkaldte forhandlingsreserve lød oprindeligt kun på 200 mio. kr. ud af en samlet aftale på adskillige milliarder.

K: Alt for socialdemokratisk

De Konservative valgte ikke at være med i aftalen, fordi den ifølge partiets finansordfører, Rasmus Jarlov, »domineres af socialdemokratiske mærkesager« og »gavechecks« til særligt udvalgte grupper.

Han fremhæver inflationshjælpen for i alt 2,4 mia. kr. til blandt andre økonomisk udsatte børnefamilier og pensionister, som regeringen og et politisk flertal aftalte i februar, og som er finansieret via finansloven. Den slags »gavecheck-økonomi« kan De Konservative ikke se sig selv i:

»Det går vi ikke ind for, og samlet set synes vi derfor ikke, det er en aftale, vi kan støtte,« siger Rasmus Jarlov og kritiserer samtidig regeringens forhandlingsstrategi.

»Man uddeler checks for i alt 2,4 mia. kr. og så afsætter man omkring 350 mio. kr. til at forhandle om med partierne. Det regnestykke forekommer os ikke balanceret.«

Årets finanslov har været undervejs i næsten otte måneder, og den bliver præsenteret omkring fem måneder senere end sædvanligt, fordi folketingsvalget 1. november og de efterfølgende regeringsforhandlinger kom i vejen.

Allerede til august skal regeringen præsentere dens forslag til næste års finanslov.