Pernille Vermund vil gøre comeback
Pernille Vermund er klar til at gøre comeback som formand for Nye Borgerlige.
Pernille Vermund vil gøre comeback som formand for Nye Borgerlige. Det bekræfter partiet overfor Jyllands-Posten.
Jyllands-Posten er også i besiddelse af en mail sendt til partiets medlemmer, hvor hun bekendtgør, at hun vil stille sig til rådighed igen.
Det sker, efter at den hidtidige formand, Lars Boje Mathiesen, natten til fredag blev ekskluderet fra partiet.
»Jeg forstår godt, hvis I synes, at det er en helt surrealistisk situation. Den holdning deler jeg, men der var desværre ingen anden udvej, efter at Lars Boje Mathiesen satte en pistol for panden af partiets hovedbestyrelse og forretningsudvalg. Vi er et parti, der er båret af integritet,« skriver hun i mailen.
Ifølge Nye Borgerliges hovedbestyrelse har Lars Boje Mathiesen krævet at få overført 350.000 kr. fra en intern underkonto i partiet »til sin egen private konto til en personlige brandingkampagne«. Derudover skulle han have afkrævet partiet et uopsigeligt formandshonorar på 55.000 kr. om måneden inkl. pension i fire år.
»Sådanne metoder kan vi selvfølgelig ikke sidde overhørig, for ingen personer er vigtigere end sagen og partiet,« skriver Pernille Vermund i mailen.
Pernille Vermund er stifter af Nye Borgerlige og var formand for partiet fra 2015 frem til februar 2023, hvor Lars Boje Mathiesen overtog tøjlerne.
»Jeg sagde i min afskedstale, at jeg ville gøre alt, hvad der står i min magt, for at Lars Boje Mathiesen kunne passe på Danmark og på partiet. Førstnævnte nåede Lars Boje Mathiesen ikke at kunne bevise, for han kunne ikke passe på partiet – tværtimod.«
Pernille Vermund skriver i mailen, at hun har opbakning fra den øvrige folketingsgruppe, som består af Peter Seier Christensen og Kim Edberg Andersen.
Indtil den nærmere proces om valget af en ny formand er på plads, tager hovedbestyrelsen et fælles ansvar for at lede partiet.