- Opdateret 10/01/2023 kl. 16:48
Pernille Vermund vil stoppe som formand for Nye Borgerlige
Pernille Vermund vil stoppe som formand for Nye Borgerlige. Det skriver hun på partiets hjemmeside.
Pernille Vermund vil stoppe som formand for Nye Borgerlige. Det skriver hun på partiets hjemmeside.
»Nu skal flammen bæres videre.«
»Jeg har derfor meddelt vores medlemmer, vores folketingsgruppe og vores dygtige ansatte, at dette bliver min sidste periode i Folketinget – og at jeg allerede nu vil anbefale Nye Borgerliges medlemmer at vælge den formand, der skal føre partiet videre frem i den valgperiode, der nu for alvor går i gang,« skriver hun.
Videre skriver hun, at det dermed betyder, at hun »er formand for Nye Borgerlige frem til partiets årsmøde eller ekstraordinære årsmøde, hvis hovedbestyrelsen vælger at indkalde til et sådant.«
Partiet oplyser ifølge Ritzau, at hovedbestyrelsen mødes næste gang 28. januar. Her vil det blive besluttet, om der skal indkaldes til et ekstraordinært årsmøde. Partiets ordinære årsmøde er planlagt til at blive afholdt 28. oktober 2023.
Pernille Vermund var med til at stifte Nye Borgerlige i oktober 2015 sammen med Peter Seier Christensen, der er næstformand for partiet. Vermund har siddet i Folketinget siden 2019, hvor partiet blev valgt ind første gang med 2,4 pct. af stemmerne og fire mandater.
Dengang sagde hun, at hun maksimalt regnede med at sidde i Folketinget i to perioder. Det gjorde hun også opmærksom på tirsdag.
»Jeg har aldrig lagt skjul på, at det her blev en måske to valgperioder. Jeg er ikke skolet politiker. Det er hårdt arbejde. Det er hårdt at bygge et parti op fra bunden. Jeg har fra begyndelsen vidst, at jeg ikke havde det i mig at sidde herinde (på Christiansborg, red.) og gro fast. Det har aldrig været et mål for mig at have en karriere som folketingspolitiker,« siger Vermund til TV 2 News.
Ved folketingsvalget 1. november sidste år gik Nye Borgerlige frem og fik 3,7 pct. af stemmerne og dermed seks mandater. Blandt disse er Mette Thiesen dog siden blevet løsgænger.
47-årige Pernille Vermund, der er uddannet arkitekt, fik 15.375 personlige stemmer i Sydjyllands Storkreds.