Mette Frederiksen har indgivet afskedsbegæring til dronningen – nu skal partierne forbi Amalienborg
Regeringen er gået af, da der ikke længere er flertal for, at den kan fortsætte. Nu begynder de »bøvlede« forhandlinger om en ny regering.
Fungerende statsminister Mette Frederiksen har onsdag formiddag indgivet regeringens afskedsbegæring til dronning Margrethe.
Det oplyser Mette Frederiksen under den traditionsrige partilederrunde i Publicistklubben dagen efter folketingsvalget.
»Det er tydeligt, at der ikke er mandater bag, at den her regering i dens nuværende konstellation kan fortsætte,« siger Mette Frederiksen.
Nu venter en dronningerunde, tilføjer hun.
Onsdag formiddag besøgte den afgående statsminister Amalienborg for at »orientere Dronningen om valgresultatet og den parlamentariske situation,« som det lyder fra Kongehuset.
Her meddelte hun, at regeringen træder tilbage i lyset af valgresultatet. Godt nok bevarede de røde partier akkurat flertallet takket været de nordatlantiske mandater, hvor tre ud af fire mandater fra Grønland og Færøerne gik til røde partier.
Men flertallet bag Mette Frederiksens nuværende S-regering er væk, fordi De Radikale ikke længere støtter en etparti-regering.
Efter små 14 minutter hos dronningen forlod Mette Frederiksen Amalienborg i sin ministerbil uden at sige ord ude på slotspladsen. Hun kørte direkte mod partilederdebatten hos Publicistklubben.
Hvad nu?
Fra kl. 14.00 onsdag vil partierne ét efter ét møde op hos dronningen efter størrelse. Med ca. 10-15 minutters mellemrum vil de meddele majestæten, hvordan de ser på det videre forløb.
For eksempel hvem de peger på som statsminister, hvem de mener bør lede forhandlingerne om at danne en ny regering, og under hvilke forudsætninger, de vil give deres støtte.
Indstillingerne bliver leveret skriftligt til dronningen, og der er ingen formelle krav til, hvad partierne kan- eller skal skrive.
Når alle partier har været på besøg, skal der udpeges en forhandlingsleder, som kaldes en kongelig undersøger. Alt tyder på, at det bliver Mette Frederiksen.
Det er dog langt mere uklart, om der kan samles flertal bag hende som statsminister.
På valgnatten slog SF’s formand Pia Olsen Dyhr for eksempel fast, at SF kræver en centrum-venstre-regering bestående af røde partier.
Mette Frederiksen går selv efter en bred regering hen over midten, men dét ønske er indtil videre blevet mødt med skepsis fra Venstre og De Konservative.
Endelig peger Moderaterne på Mette Frederiksen som kongelig undersøger, men med den betingelse, at hun skal afsøge »om der kan laves et politisk program med henblik på at danne en regering hen over midten.« Det skal også afklares, hvem der eventuelt kan stå i spidsen for en sådan regering, sagde Lars Løkke Rasmussen på valgnatten.
Løkke gjorde meget ud at understrege, at Moderaterne dermed ikke på forhånd peger på Mette Frederiksen som statsminister. Det afhænger af de videre forhandlinger.
Dermed er det meget muligt, at der skal flere dronningerundet til, før der stiger hvid røg op. I 2015, hvor Lars Løkke Rasmussen overtog magten fra Helle Thorning-Schmidt (S), skulle der to dronningerunder til.
Mette Frederiksen fortsætter som fungerende statsminister, indtil en ny regering er på plads. Det kaldes et forretningsministerium.
Forudser bøvlede forhandlinger
S-formanden afviser stadig en regering, der kun består af Socialdemokratiet og De Radikale pga. de to partiers uenigheder om udlændingepolitikken.
For eksempel vil S fortsætte forhandlingerne med Rwanda om at sende asylansøgere dertil, mens De Radikale har afvist at støtte en regering, der bare så meget som arbejder videre med projektet.
I det hele taget forventer Mette Frederiksen, at udlændingepolitikken bliver en af de store knaster i de kommende regeringsforhandlinger, siger hun i partilederdebatten.
»Det bliver meget, meget bøvlet det her. Men vi skal prøve at se, om det kan lade sig gøre.«
Frederiksens fordel er, at hun stadig har det røde flertal at falde tilbage på, hvis midterprojektet ikke kan lade sig gøre.
Få seneste nyt om valgresultatet her: