S vil give kriminelle ekstrastraf: Skal kunne udelukkes fra byer og kommuner
Socialdemokratiet vil straffe personfarlig kriminalitet med tilhold og opholdsforbud i eksempelvis en kommune.
Personer, der har begået personfarlig kriminalitet, skal kunne idømmes en ekstrastraf i form af et tilhold og et opholdsforbud. Det er et af forslagene i et nyt tryghedsudspil fra Socialdemokratiet i valgkampen.
Det fortæller justitsminister Mattias Tesfaye (S) til Avisen Danmark.
- En ting er selve strafferammen. Noget andet er, at vi som noget nyt foreslår, at man i tilknytning til straffen vil kunne få et forbud mod at opholde sig i nogle af de områder, som offeret bor i.
- Nu bor jeg i Albertslund, så hvis man nu har fået to års fængsel for at overfalde en person på Albertslund Station, så vil man sige, at i forlængelse af den straf, kan du heller ikke i de næste to år opholde dig i Albertslund Kommune, siger justitsministeren.
Som udgangspunkt vil gerningsmanden til en personfarlig kriminalitet altså ikke kunne bo i kommunen, hvis offeret også bor der. Dog er der ifølge ministeren ”alle mulige konventioner”, der gør, at der kan være undtagelser.
Eksempelvis hvis man har børn i kommunen, fortæller ministeren. Om man kan tvinge folk til at sælge deres hus er Mattias Tesfaye forbeholden over for, da der stadig mangler ”afklaring i juraen”.
Han mener, at man i fremtiden vil se andre typer af straf end bøder og fængsel og fremhæver udvisningsdomme som et tidligere eksempel på en anden type straf, der har haft en ”pædagogisk effekt”.
Ud over muligheden for en ekstrastraf i form af et forbud om at opholde sig i et geografisk område, vil Socialdemokratiet have udannet 150 flere betjente om året fra 2024 til 2030.
Desuden skal der åbnes et nyt fængsel med 400 pladser, og så skal der sikres hurtigere behandling ved domstolene.
Socialdemokratiet forventer, at deres tryghedsplan vil koste i omegnen af 1,5 milliard kroner.
Partiet har i sin 2030-plan afsat 2,5 milliarder kroner til at styrke retssamfundet. Dermed er der én milliard yderligere, som Socialdemokratiet vil forhandle med de andre partier om.
/ritzau/