- For abonnenter
Fagforbund i velfærdssektoren glæder sig over, at Mette Frederiksen nu alligevel vil snakke om løn
Mette Frederiksen nægtede at tale om det, selv da sygeplejestrejken var på sit højeste. Nu jubler Dansk Sygeplejeråd og FOA over, at Statsministeren fem uger før de Radikales ultimatum om valg er klar til at drøfte løn og arbejdsvilkår i den offentlige sektor. Bedre sent end aldrig, men ordene forpligter, mener de.
Statsminister Mette Frederiksen er klar til at drøfte løn og arbejdsvilkår som en del af løsningen på det såkaldte demografiske træk, der i en fremtid med flere ældre og en mindre arbejdsstyrke kommer til at true det danske velfærdssystem.
Det fortæller hun i et interview med Jyllands-Posten lørdag, efter at området hidtil har været lukket politisk land.
Udmeldingen har skabt heftig politisk debat og vakt hård kritik fra arbejdsgiverforeningerne, der anser en politisk besluttet lønforhøjelse i den offentlige sektor som et fundamentalt brud på den danske model.
Hos Dansk Sygeplejeråd, der i årevis har kæmpet for en højere løn som en del af løsningen på de omfattende rekrutteringsproblemer i sektoren, er formand Grete Christensen anderledes optimistisk, omend hun gerne havde set, at regeringen nåede til erkendelsen længe forinden.