Boligminister kalder kritik fra racismekommission forfejlet
Anklager om diskrimination af lejere preller af på indenrigs-og boligminister Christian Raabjerg Madsen.
Danmark bliver udsat for en voldsom kritik i en ny rapport fra Europarådets racismekommission (ECRI). Kommissionen peger på flere »bekymrende« tendenser de seneste år, hvad angår behandlingen af borgere med muslimsk eller ikkevestlig baggrund..
Blandt i alt 14 henstillinger til Danmark problematiserer ECRI, at dansk lovgivning gør det muligt at tvangsudsætte lejere fra områderne i forbindelse med salg af almene boliger.
»Denne politik (…) medfører diskrimination af personer med indvandrerbaggrund på en række områder, især gennem målrettede udsættelser fra boliger i ”parallelsamfundsområder”,« skriver kommissionen. I stedet anbefaler racismekommissionen, at »Danmark indfører positive incitamenter for alle berørte befolkningsgrupper for at nå det erklærede mål.«
Den kritik finder indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen helt forfejlet. Og han slår fast, at regeringen ikke har tænkt sig at ændre noget på baggrund af ECRI’s kritik. Ministeren understreger, at den danske regering ikke ønsker, at mennesker fra bestemte sociale klasser eller mennesker med meget store integrationsproblemer koncentreres i bestemte boligområder, fordi »det simpelthen giver dårligere livsmuligheder for de børn, der skal vokse op i de områder.«
»Det er vigtigt at sige, at jeg mener, kritikken er forfejlet. Det bliver i rapporten fremstillet som om, vi tvinger nogle til at flytte pga. deres nationalitet. Det er jo ikke tilfældet. Der er ikke nogen, der bliver tvunget til at flytte pga. parallelsamfundslovgivningen pga. deres nationalitet. De lejere, der skal flytte, flytter, hvis det redskab, man benytter, er en omdannelse for at give en helt ny fysisk identitet til et område og på den måde skabe en positiv forandring. De lejere har selvfølgelig ret til en genhusning i kommunen. Så jeg synes, at den præmis eller beskrivelse af situationen, der ligger til grund for kritikken, er forfejlet.«
Det er vigtigt at sige, at jeg mener, kritikken er forfejlet. Det bliver i rapporten fremstillet som om, vi tvinger nogle til at flytte pga. deres nationalitet. Det er jo ikke tilfældet.Christian Rabjerg Madsen, indenrigs-og boligminister (S)
Men det er vel ikke helt forkert, at et af målene med lovgivningen er, at ikke-vestlige indvandrere og efterkommere ikke skal klumpe sig sammen?
»Jamen vi mener, at den måde, vi kan skabe integration og give lige muligheder er ved at sikre, at problemerne ikke klumper sig sammen. Jeg har selv været i Vollsmose for en uge siden og set den kæmpemæssige omdannelsesplan, som er i gang dér. Jeg mener, at der er tale om meget positive forandringer af nogle områder, som har været ramt af tunge sociale og kriminalitetsmæssige udfordringer.«
Men så er det vel heller ikke ”helt forfejlet”, at det er mennesker med bestemte etniciteter eller nationaliteter, som bliver udsat for at skulle tvangsflyttes?
»Jo, det, de skriver, er, at man pga. sin nationalitet bliver tvunget til at flytte. Det er ikke tilfældet. Det, der kan gøre, at nogle lejere skal genhuses, er, hvis man skal omdanne et helt område pga. en række parametre, der handler om arbejdsløshed, indkomst, etnicitet og kriminalitet. I de tilfælde er det jo ikke en enkelt person, der pga. en given nationalitet skal flytte. Det er opgangen eller hele bygninger, man omdanner for at skabe en positiv forandring. Det er derfor, at kritikken er forfejlet. Det, vi i virkeligheden har sat os for, er at gøre op med en forfejlet integration, hvor man har placeret mennesker med samme problemer i nogen afgrænsede områder. Og det har givet nogle meget, meget negative konsekvenser, både for dem selv og for det omkringliggende samfund.«
ECRI skriver, om man ikke kunne indføre positive incitamenter i stedet. Hvorfor gør I ikke det?
»Det er en anden forfejlet kritik. I parallelsamfundsindsatserne er der massive positive redskaber. Vi har afsat 10 mia. kr. i landsbyggefonden, bl.a. til sociale indsatser, omdannelser, social infrastruktur, en lang række sociale initiativer og også til økonomisk støtte til at holde huslejerne relativt lave,« siger Christian Rabjerg Madsen, der også afviser kritikken af, at regeringen diskriminerer med sin politik:
»Vi diskriminerer selvfølgelig ikke. Tværtimod sikrer vi, at børn – ofte med ikke-vestlig indvandrerbaggrund, som vokser op i de her områder – i højere grad får samme muligheder som eksempelvis mine børn, der vokser op i et parcelhuskvarter.«