Hun flyttede 325 kilometer vestpå for at få fred - men københavnske møller vækker hende om natten

Da hun stod ud af sengen, sad der i en dompap i hendes vindue og sang.

Da hun åbnede døren, så hun to rådyr.

Og op af formiddagen lå der fire ænder i midten af gårdspladsen.

Det var denne landlige idyl, som trak Lisette Christensen tilbage til det jyske.

Allerede da hun som ung flyttede til København for at læse til dyrlæge, vidste hun, at hun skulle retur.

Hovedstadens puls var fin at opleve, men med uddannelsen i hus glædede hun sig til at komme væk fra larmen i gaderne, kaosset i trafikken, menneskemylderet. Væk fra storbyens evindelige støj.

Og tilbage til den natur, som hun også voksede op i.

Efter et stop i en lejebolig i Thise blev hun og hendes daværende mand tilbudt at købe Honningdal – en landejendom med ti hektar jord ved Hjerk Nor, der er et af Limfjordens mange indskær.

De havde tidligere forsøgt at købe et landsted, men tabte i en budrunde - men nu fik de endeligt deres eget.

»Det var beliggenheden, freden og roen, vi gik efter,« siger hun om hjemmet 325 kilometer vest for hovedstaden.

Siden indflytningen har stuehuset fået den helt store renovering. En total istandsættelse både inde og ude. Nyt murværk. Nye døre. Nye bondevinduer. Alt er nyt – men den oprindelige bygningsstil er bevaret. Og produktionsjorden er plantet til med skov - til gavn for insekter, dyr og fugle.

»Vi har smidt langt over en million og en masse benhårdt arbejde i huset,« siger Lisette Christensen.

For fire år siden kom der så nye naboer. Tre høje vindmøller på 140 meter, som skulle erstatte nogle væsentligt lavere møller. Sat op af den kommune, hun var flyttet væk fra for at finde fred og ro. Sat op af Københavns Kommune i samarbejde med lokale lodsejere.

Smartere og grønnere

I Hovedstaden er det nemlig et erklæret mål at blive CO2-neutral i 2025.

»Det er en ambitiøs plan (…) men det kan lade sig gøre,« skrev de københavnske politikere, da de for år tilbage opstillede målet og planlagde vejen til at indfri det.

Lykkes det, vil København kunne kalde sig verdens første CO2-neutrale hovedstad:

»Det er blandt andet denne ambition, der gør København til en international frontløber på klimaområdet,« står der i Hovedstadens klimaplan, som også regeringen har brugt i sin grønne markedsføring.

Da statsminister Mette Frederiksen talte ved C40-topmødet i København, hvor verdens mest magtfulde borgmestre og den tidligere amerikanske vicepræsident Al Gore også deltog, fremhævede hun hovedstadens klimamål:

»Jeg er meget glad for at kunne fortælle, at København er et godt eksempel (…) Som I sikkert ved, sigter København mod at blive den første CO2-neutrale hovedstad,« sagde hun og understregede, at en klimavenlig hovedstad ikke kun var et politisk valg, men også et resultat af grønne integrerede løsninger i københavnernes hverdag.

Men ikke kun i københavnernes hverdag.

Ifølge Københavns Kommune er målet om CO2-neutralitet nemlig indfriet, når »CO2-udledningen fra byen modsvares af aktiviteter, der reducerer udledningen gennem f.eks. vedvarende energiproduktion eller skovplantning«.

Og disse aktiviteter kan godt være uden for kommunegrænsen.

»For at realisere ambitionen skal København gøre tingene smartere og grønnere – og se nye muligheder,« skriver kommunen i sin plan.

En falsk fornemmelse

Når de tre møller ved Hjerk Nor står og drejer rundt, er de med til at bringe København tættere på at indfri sit klimamål.

»Samtlige af de møller, der er opsat af HOFOR (Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, red.) og vist på den angivne hjemmeside, tæller med i Københavns Kommunes CO2-regnskab,« oplyser Københavns Kommune i en mail til Jyllands-Posten.

Det drejer sig – udover møllerne ved Hjerk Nor i Skive Kommune – blandt andet om tre møller ved Nissum Fjord i Lemvig Kommune og 22 møller fordelt på fire lokationer i Lolland Kommune.

Disse kommuner laver også CO2-regnskaber.

Og i disse regnskaber tæller de selvsamme vindmøller med.

»Vindmøller i Lemvig Kommune indgår i Lemvig Kommunes energiregnskab,« oplyser Lemvig Kommune.

»Lolland Kommunes CO2-regnskab beregnes ud fra samtlige aktiviteter inden for geografien som om en osteklokke blev sat ned over kommunen,« skriver Lolland Kommunes klimakoordinator, Regitze Lassen, i en mail.

Her indgår altså »alle landmøller uanset ejerskab«, oplyser hun.

Samme melding kommer fra Skive Kommune.

At den samme grønne strøm tæller positivt i to kommuners CO2-regnskaber skaber en »falsk fornemmelse af for meget fremgang«, lyder det fra Jens Friis Lund, professor i politisk økologi ved Københavns Universitet og medstifter af Klima- og Omstillingsrådet.

»Lige pludselig er vi alle sammen CO2-neutrale, men der er stadig udledninger. Det er et problem,« siger han, der vurderer, at dobbeltkonteringerne kan få klimamæssige konsekvenser.

For når både virksomheder og menige borgere kan læse, at deres kommune allerede er tæt på at være CO2-neutral, »kan de tænke, at det ikke er nødvendigt at oppe sig«.

Kan rokke ved troværdigheden

Hos myndighederne har dobbeltkonteringen været kendt i flere år. Og selv om man har været bevidst om, at »dobbeltkontering kan stille spørgsmålstegn ved troværdigheden af kommunernes energi- og drivhusregnskaber«, har man stiltiende accepteret kommunernes praksis, kan Jyllands-Posten i dag afsløre.

13. september 2016 skrev Energistyrelsen et notat om »håndtering af dobbeltkontering«:

»Dobbeltkontering kan stille spørgsmålstegn ved troværdigheden af kommunernes energi- og drivhusregnskaber, hvis der ikke er regler for, hvordan dobbeltkontering håndteres. Problemstillingen er aktuel, fordi flere store bykommuner investerer eller stiller lånegarantier for vindkraftanlæg uden for egen kommunegrænse,« står der i notatet.

Det fremgår også, at Energistyrelsen på den ene side ønsker dobbeltkontering elimineret, men på den anden side ønsker at tage et hensyn til de kommuner, der dobbeltkonterer.

Der bør »tages hensyn til, at både investorkommuner og beliggenhedskommuner kan have opstillet kommunale mål om VE-udbygning og CO2-reduktion, og hvor begge parter har medtaget den fulde gevinst i deres energi- og CO2-regnskab ved etablering af de pågældende VE-anlæg. En aktiv lokalpolitisk indsats for at sikre en omkostningseffektiv energiomstilling bør ikke vanskeliggøres,« står der i notatet.

Ifølge Jens Friis Lund burde myndighederne sætte en stopper for dobbeltkontering:

»Det nemmeste ville være at sige, at kommuner ikke kan købe sig til klimaaflad i andre kommuner. Så vil man få løst problemet. Hvis en vindmølle står i Ringkøbing, tæller den i Ringkøbings regnskab. Fordelen ved nuværende praksis ud fra et teoretisk perspektiv er, at hvis Københavns Kommune sidder på en masse penge og gerne vil gøre noget godt for klimaet, men ikke har plads til vindmøller inden for dens territorium, kan den betale for at få opsat vindmøller andre steder og så få godskrevet CO2-effekten. Men det skaber problemer med dobbelttælling. Som minimum bør der lovgives mod dobbelttælling, og så kan kommunerne måske selv organisere, hvem der tæller møllerne med,« siger han.

Fire henstillinger - ingen indberetninger

I Energistyrelsens notat om dobbeltkontering er der oplistet fire henstillinger til, hvordan kommunerne konkret bør forholde sig, hvis en mølle eksempelvis er beliggende i Lemvig Kommune, men er ejet af Københavns Kommune.

1. »Som udgangspunkt« skal CO2-genvinsten fra vindmøller konteres »i beliggenhedskommunen«.

2. Hvis en kommune har investeret i møller i en anden kommune og ønsker at kontere en andel af gevinsten »henvender investorkommunen sig til beliggenhedskommunen for at indgå en aftale om en fælles kontering af VE-produktionen fra de pågældende VE-anlæg. Aftalen kan enten indebære en deling af VE-produktionen fra og med indgåelsen af aftalen, eller indebære, at der vil være dobbeltkontering for en kortere eller længere periode fremover«.

Københavns Kommune har dog aldrig lavet aftaler med de kommuner, hvor møllerne i dag står og snurrer rundt, lyder det:

»Skive Kommune har ikke indgået aftale med HOFOR om, at de kan indregne vindproduktionen fra vindmøllerne i deres egne regnskaber,« oplyser Skive Kommune.

Tilsvarende lyder det fra Lemvig Kommune, at »der er ikke indgået aftaler mellem HOFOR og Lemvig Kommune om deling af CO2-reduktionerne«.

3. Aftaler mellem to kommuner om, hvordan energigevinster fordeles - herunder, om der er tale om dobbeltkontering - »indberettes til Energistyrelsen«.

4. Energistyrelsen holder »regnskab med omfanget af dobbeltkontering, så omfanget samlet set er kendt og kan oplyses ved forespørgsler«.

Jyllands-Posten har spurgt Energistyrelsen, hvad omfanget af dobbeltkontering er i dag. Styrelsen oplyser, at ingen kommuner har indberettet noget.

Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune forklarer i en mail, at Københavns Kommune ikke bygger sit CO2-regnskab på Energistyrelsens metodeværktøj fra 2016 »og derfor ikke følger Energistyrelsens vejledningen til dette værktøj«.

»Forvaltningen har ikke kendskab til, hvorvidt beliggenhedskommunerne for HOFORs vindmøller indregner HOFORs vindmøller i deres kommunale klimaregnskaber,« skriver forvaltningen.

En ren pengemaskine

Tilbage hos Lisette Christensen bliver der rystet på hovedet af kommunernes skåltaler om grøn omstilling og mål om CO2-neutralitet.

»Jeg giver ikke meget for den grønne omstilling. Herude i felten er det et åbenlyst faktum, at det er en ren pengemaskine. Vindmøllerne står ofte stille, da det er mere rentabelt. Den grønne omstilling beror på beregninger, hvor CO2-kvoter er en vigtig målefaktor,« siger hun, der ingen forståelse har for, at både Københavns Kommune og Skive Kommune medregner møllerne i hendes baghave i deres CO2-regnskaber.

»Det hænger jo ikke sammen med virkeligheden,« siger hun, der dagligt føler sig generet af møllerne.

»Jeg hører dem konstant. Både når jeg er inde, og når jeg er ude, registrerer jeg dem. Og mange nætter har jeg svært ved at sove på grund af den lavfrekvente støj fra dem. Jeg vil ikke ønske for nogen andre at få sådanne møller som nabo,« siger Lisette Christensen.

Statsminister Mette Frederiksen ønsker ikke at udtale sig om, hvorvidt hun fortsat ser Hovedstadens klimakamp som værende »et godt eksempel«.

Hun henviser til klimaminister Dan Jørgensen.

I en mail skriver klimaministeren, at dobbeltkontering i hans optik kan være »misvisende«.

»Det er klart, at det kan være misvisende, hvis de samme reduktioner tælles med i flere kommuners klimaregnskab. Kommunernes klimamål er frivillige, og det samme er deres afrapportering, og det er noget kommunerne selv står til ansvar for,« skriver Dan Jørgensen og understreger, at der i statens samlede opgørelse over drivhusgasser i Danmark ikke sker en dobbelttælling, og at kommunernes dobbeltkontering derfor ikke har konsekvenser for den nationale opgørelse over, hvorvidt de nationale CO2-mål bliver indfriet.