Fortsæt til indhold
Politik

Enhedslisten vil give Magnus Heunicke en næse

Sundhedsministeren burde have orienteret Folketinget om mulig risiko for en kommende vaccine. Det var ikke hans opgave, siger han.

Sundhedsminister Magnus Heunicke står til at få kritik, fordi han ikke personligt sørgede for at orientere Folketinget om en alvorlig sundhedsrisiko for, at virusmutationer fra mink kunne skade en kommende covid-19-vaccine.

Det står fast efter et timelangt samråd, hvor Magnus Heunicke har redegjort for sagen.

Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund, vil udtrykke kritik af ministeren. Det kaldes populært en ”næse” på Christiansborg-sprog.

»Jeg mener, der er grund til at udtrykke kritik af den handlemåde, der har været. Det er uacceptabelt, når så væsentlig viden om forhold, der har alvorlig betynding for folkesundheden, ikke bliver bragt videre til Folketing og covid-19-følgegruppen,« siger Peder Hvelplund.

Enhedslistens udkast til næsens tekst, som ventes vedtaget sammen med blå blok, lyder således:

»Sundheds- og ældreudvalget udtrykker kritik af sundhedsminister Magnus Heunicke, fordi ministeren, selvom han senest d. 22. september var informeret om den alvorlige sundhedsrisiko fra coronamutationer i de danske minkbesætninger ved at de kunne medføre en nedsat følsomhed overfor en fremtidig vaccine, ikke orienterede COVID-19-følgegruppen eller Folketinget. Det er helt afgørende, at en minister videregiver centrale informationer i så vigtig en sag til Folketinget.«

Torsdag aften meddelte SF’s sundhedsordfører Kirsten Normann Andersen iføge Ritzau, at partiet også støtter Enhedslisten i at ville uddele en næse til Heunicke.

Ud fra den gængse skala er der tale om en mellemstor næse i den blødere ende.

Peder Hvelplund har tidligere afvist, at sagen kan få samme konsekvenser for Magnus Heunicke som for Mogens Jensen, som måtte trække sig som minister.

De Konservative bakker »klart og tydeligt« op om næsen.

»Vi fik nedsat en følgegruppe for covid-19, men regeringen har overhovedet ikke inddraget os i det omfang, vi forestillede os. Når den fortier oplysninger, den ellers skulle give videre, skal der gives kritik,« siger sundhedsordfører Per Larsen.

Også Danske Folkeparti er med:

»Men der er mange andre sager, der undersøges. Det er ikke altid nemt at få støttepartierne med, så næsen vil vi gerne være med til at give. Hvis man ser på hele sagen samlet, kan det godt være, at en større næse kan komme på tale. Der kan gives kritik af meget,« siger sundhedsordfører Liselott Blixt.

Mutationer i mink

Siden i sommer har det været kendt, at covid-19 virus kunne mutere i forbindelse med smitte i mink. Magnus Heunicke og Folketingets partier blev første gang orienteret om dette den 6. juli.

Men først i september »konkretiserede« Statens Serum Institut (SSI), at mutationerne kunne udgøre en potentiel fare for folkesundheden og en kommende vaccine, oplyser Sundhedsministeriet.

Det skete i et notat, som Sundhedsministeriet modtog 21. september. Sundhedsminister Magnus Heunicke blev orienteret om dette den 22. september, oplyser han.

Alligevel fik Folketingets partier først denne oplysning i oktober.

Det er dét, som nu udløser kritik af Magnus Heunicke.

Sender aben videre

Det helt store spørgsmål på samrådet var, hvorfor Magnus Heunicke dog ikke sendte advarslen videre til Folketingets partier med det samme.

»Det er jo helt afgørende viden om mutationen,« sagde Peder Hvelplund.

Også Venstres Ellen Trane Nørby var udforstående overfor, at Heunicke ikke gav oplysingen videre.

Heunicke forklarede selv - ligesom han har gjort tidligere - at det var Miljø- og Fødevareministeriets opgave at orientere Folketingets partier om problemet med mutationer i mink, som kunne være til fare for en kommende coronavaccine. Opgavefordelingen skyldtes, at håndteringen af hele mink-situationen var forankret i Mogens Jensens daværende ministerium.

»Det havde måske været bedre, hvis det var os, der gjorde det« sagde Heunicke med henvisning til Sundhedsministeriet.

»Hvis det ikke er sket på tilfredsstillende vis, så ærgrer det mig utroligt.«

Flere politikere undrede sig dog over forklaringen al den stund, at vaccine-advarslerne handlede om sundhedsrisiko og kom fra SSI, som hører under Heunickes ministerium.

Venstres politiske ordfører Sophie Løhde klandrede regeringen for altid at sende ansvaret videre.

»Jeg synes ikke, det er særligt kønt, hvordan regeringens ministre konsekvent forsøger at sparke nedad mod alle mulige andre. Det siger sig selv, at sundhedsministeren selvfølgelig havde et ansvar for at orientere Folketinget, da han modtog advarslerne. De kom fra ministerens egne styrelser,« sagde hun.