Den lange valgkamp risikerer at trykke den politiske træthedskurve helt i bund

Valgkampen 2019 er en af de længste i nyere tid. Målt i dage i hvert fald. 30 dage er der fra udskrivelsen den 7. maj til og med valgdagen den 5. juni. Vi skal tilbage til 1974 for at finde en længere valgkamp. I Venstre er håbet, at det lange opløb er en fordel, fordi det giver bedre tid til at udfordre Socialdemokratiet.

Med den første uge af valgkampen lagt bag os, tyder noget foreløbig på, at valgkampen nærmere kan karakteriseres som langsom i optrækket end som lang og intens.

Partierne har haft god tid til at forberede sig grundet den sene udskrivelse. Derfor har alle kampagnekontorer haft en detaljeret drejebog for, hvordan de hver især ville prioritere budskaberne og forsøge at trænge igennem med dem. Partiledernes kalendere er minutiøst forberedte. Da Løkke udskrev en ekstraordinært lang valgkamp, fik det ikke partierne til at føje nye afsnit til drejebogen.

Det samme gælder for medierne. Selvfølgelig dækkes dansk politik intenst alle dage. Men der var eksempelvis planlagt én duel mellem statsminister Lars Løkke Rasmussen og Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, på hver af de store tv-stationer. Der er stadig kun planlagt to store tv-dueller, selv om der er markant bedre tid.

Samme smør, større brød

Med andre ord er smørret mange steder det samme. Det strækkes bare tyndere ud over et større stykke brød. Politikerne ved godt, at der stadig er tre uger til dommens dag, og ingen ønsker at toppe for tidligt. Mange tvivlere beslutter sig først tæt på valgdagen, og derfor skal der holdes krudt tørt.

Den lange valgkamp risikerer derfor at understrege den udbredte tendens til, at ting ikke tager den tid, de tager. Ting tager den tid, der er. Mange afleverer opgaver og afslutter gøremål i sidste øjeblik, uanset hvor lang tid der så er afsat. Denne valgkamp bliver formentlig også mere intens i slutspurten.

Spørgsmålet er bare, om det bliver sværere for partierne at trænge igennem til danskerne til sidst.

I 2005 undersøgte en gruppe medieforskere, hvordan vælgerne oplevede dækningen af valgkampen. Undersøgelsen viste entydigt, at vælgerne blev mindre interesserede i politik og mere trætte af valgkampen, efterhånden som de dengang 21 dage skred frem. Jo mere medierne skrev, jo mindre engagerede blev vælgerne. Om det var mediernes eller politikernes skyld, er ikke til at sige.

Men hvis træthedskurven skulle fremskrives med yderligere ni dage i samme retning, så ville den ende et trist sted.

I 2019 er informationsmængden langt mere massiv end dengang, og tilliden til politikerne har nået et historisk lavpunkt. Hvis nyhedsvolumenen og mistilliden forstærker trætheden, kan valgkampen blive lang på den dårlige måde. De store partier bruger massive millionbeløb på kommerciel markedsføring. Spørgsmålet er, om det i virkeligheden bliver lige så afgørende som de temaer, der fylder i traditionelle medier. Eller om vælgerne på 30 dage også bliver immuniserede af reklameoverfloden.

Svært at sammendrage

Indtil videre tegner der sig et valg, som kan blive svært at sammendrage for historikerne efterfølgende. Da Mette Frederiksen sendte live fra sygesengen på Facebook, var det på alles radar, men væk et øjeblik efter. Da Alternativet lavede en valgplakat af is for at understrege klimakrisen, blev nyheden delt voldsomt, indtil den forsvandt lige så hurtigt, som isen smeltede. Stram Kurs og Rasmus Paludan fik voldsom omtale i de første dage, men fylder allerede mindre nu.

Så er der valget til Europa-Parlamentet den 26. maj. Medieforsker Mark Ørsten fra RUC overvåger sammen med Infomedia de mest omtalte emner i valgkampen. Ifølge ham har EU indtil videre fyldt mere end f.eks. spørgsmålet om pension. EU-valget beslaglægger også nogle dage af den lange valgkamp. Endnu et forhold, der trækker indenrigspolitiske vitaminer ud af debatten. Ifølge Infomedia-opgørelsen har der i den første uge været markant fokus på Lars Løkke. Han har efter den første uge stået for 28,7 pct. af al omtalen af partiledere, mens Mette Frederiksen i sammenligning noterer sig for 17,9 pct.

Venstre har brugt valgkampens første uge på at omstille sig. Først ved at omfavne Socialdemokratiet i spørgsmålet om det offentlige forbrug. Dernæst ved at relancere den gamle klassiker skattestoppet. Ikke meldinger, som overraskede eller for alvor skabte nye brudflader. Socialdemokratiet har også genudgivet gamle velfærdsmærkesager og planlægger ingen store brag.

Men lad os nu se. Der kan hurtigt opstå uforudsigelige enkeltsager, som trumfer mellemlederplaner og lurepasseri. For der er lang tid til den 5. juni.