Stort opslået socialdemokratisk velfærdslov er en "sig-det-samme-på-en-ny-måde-lov"
Analyse: Socialdemokratiets velfærdsudspil har stillet krav til den sproglige kreativitet og er en sproglig redningskrans.
Velfærdslov. Smag lige lidt på ordet. Prøv at sige det højt: Velfærdslov. Det lyder af noget, ik? I hvert fald er det lettere at sige, end at »de offentlige udgifter som minimum skal følge det demografiske træk«. Det orker man næsten ikke at sige højt, men det var det, som de socialdemokratiske politikere før skulle rundt at forklare under roseuddelingerne.
På et langt pressemøde mandag præsenterede S-formand Mette Frederiksen så den sproglige redningskrans til fodtropperne: »En ny velfærdslov«.
Adspurgt, hvordan loven lavpraktisk skal realiseres, kan partiet heller ikke redegøre for de nærmere detaljer.
Og det smarte er, at det betyder det samme. De mindre mundrette ord »demografisk træk« er den økonomiteoretiske term for de offentlige udgifter, som følger af befolkningsudviklingen. Flere ældre betyder f.eks. automatisk voksende udgifter til plejehjem, pension og sundhedsvæsen, og derfor kan et regneark forudse, hvor meget de offentlige udgifter, der beslaglægges, bliver, hvis der bliver x-antal flere ældre, og der ikke skal spares andre steder.
Før den stort lancerede nyhed om den »nye velfærdslov« lovede Socialdemokratiet, at de demografiske udgifter skulle dækkes. Efter velfærdsloven er forpligtelsen den samme.
En tilføjelse eller en lov?
På et 19 sider langt velfærdsudspil, hvor flere af partiets mærkesager relanceres, kan man læse om denne såkaldte velfærdslov. Men det er ikke, fordi teknikken eller juraen er beskrevet. Adspurgt, hvordan loven lavpraktisk skal realiseres, kan partiet heller ikke redegøre for de nærmere detaljer. Det kan f.eks. være en tilføjelse til den eksisterende budgetlov, lyder det. Budgetloven fastlægger bl.a. løbende lofter for de offentlige udgifter og sætter grænser for, hvor meget finansministeren må trække på kassekreditten.
Men hvis der er tale om en tilføjelse til budgetloven, er velfærdsloven vel slet ikke sin egen lov? Ingen ved det. Men det er også lige meget, for denne velfærdslov er mest designet for kommunikationens skyld.
Den kan muligvis fungere fint som selvpålagt juridisk forpligtelse for en eventuel ny regering. Men den ligner mest et eksempel på den politiske kunst at sige det samme på en ny måde. Den slags skal heller ikke undervurderes. Det giver omtale, og politik er også kommunikation.