Analyse: Sådan er partiernes formkurver før afgørelsens time

Meningsmålingerne er ét billede på partiernes kampform forud for valget og afspejler op- og nedture fra den seneste valgkamp. Men mange danskere tvivler stadig, og helt nye partier er pludselig kommet på plakaten. Jyllands-Posten vurderer, hvordan partierne står forud for folketingsvalget 2019.

Partilederne på Christiansborg, da de gjorde klar til den første store partilederrunde, efter at valget var blevet udskrevet. Arkivfoto: Polfoto

Enhedslisten

De rødeste røde

På to af de store valgtemaer står Enhedslisten stærkt. Nemlig på den grønne dagsorden og på velfærdsspørgsmålet. Hvad enten det gælder miljø, nedslidning eller sundhedspersonale, så er det diskussioner, som passer fint ind i det rød-grønne projekt. Enhedslisten har gennem de seneste 10 år professionaliseret kommunikationen og de interne arbejdsprocesser gevaldigt. I takt med moderniseringen har Enhedslisten opnået markant større tilslutning.

Meningsmålingerne spår en lille fremgang trods det historisk gode valgresultat i 2015, og til trods for at Enhedslisten har skiftet frontfigur undervejs. Denne gang er det med Pernille Skipper i front i stedet for den populære Johanne Schmidt-Nielsen.

Men Enhedslisten er oppe imod SF, der har haft medvind i valgkampen. Alternativet, der har placeret sig som de allergrønneste, og De Radikale, som fokuserer på udlændinge- og værdipolitikken. S vil også forsøge at holde de røde vælgere hjemme. De sidste dage bliver afgørende, og Enhedslisten kan bestemt ikke vide sig sikker på fremgang.

Socialistisk Folkeparti

Genrejsningen

Folkesocialisterne er tilbage efter den totale nedsmeltning i Thorning-tiden. I dag er det et langt mere samlet parti, der går til valg. Det er en stor styrke i valgkampen, at de interne uenigheder er erstattet af fælles kampgejst. Søndagens fremgang ved europaparlamentsvalget giver partiet endnu mere optimisme i slutspurten. Til gengæld bliver det spændende at se, om den store ballade omkring fynske Karsten Hønge vil koste. Han blev som bekendt valgt søndag, men vil alligevel ikke til Bruxelles, og den historie har i dagevis skygget for SF’s politik.

SF kan få stor indflydelse efter valget og er som parti mere diplomatisk og pragmatisk anlagt end udfordrerne i Alternativet og Enhedslisten. Derfor er opgaven for SF at tegne en synlig partiprofil, men uden at så tvivl om pragmatikken. Det er i valgkampen lykkedes formand Pia Olsen Dyhr at trænge igennem med især krav om minimumsnormeringer.

SF kan glæde sig over, at velfærd og klima er valgtemaer. Og så krydser partiet fingre for, at Socialdemokratiets bevægelse i udlændingepolitikken kaster vælgere af sig i retning af SF.

Alternativet

De håbefulde

Alternativet havde et svært afsæt i tiden op til valgkampen, fordi intern kritik og problemer i organisationen stjal overskrifter. Med en kampagne, der fokuserer meget på politisk leder Uffe Elbæk og hans ambition om at blive statsminister, er det uheldigt, hvis netop hans ledelse ser udfordret ud.

Til gengæld er Alternativet kommet igennem valgkampen indtil videre uden det store fokus på partiets uklare parlamentariske position.

Det grønne styrkeforhold kan blive afgørende for fordelingen af stemmer mellem de nuværende oppositionspartier, og her er Alternativet stadig noget særligt. Til gengæld betyder det store grønne fokus, at Alternativet ikke har patent på det grønne alene.

Alternativet er stadig et nyt parti uden den slags kernevælgere, som de gamle partier har. Derfor skal der kæmpes for hver eneste stemme. Her mangler partiet en erfaren organisation med mange fodtropper, som de gamle partier har.

Alternativet er nok det parti i Folketinget med færrest penge til at føre valgkamp. Men Elbæk har dygtige kampagnefolk med godt tag i de sociale medier, hvor Å uden om medierne kan række ud til nogle af de unge, som går mest op i klima.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

De Radikale

Værdikrigeren

I 2015 var den radikale leder, Morten Østergaard, ved at drukne i sine egne excelark. Den økonomiske politik kom til at overskygge partiets sociale ben, og f.eks. lykkedes det ikke engang den tidligere socialminister Manu Sareen at blive valgt til Folketinget.

Denne gang er det et ganske andet parti, der går til valg. Med meget mere politisk kant og større indignation. Det eneste oppositionsparti, der for alvor har valgt at tale udlændinge- og værdipolitik op i stedet for ned. De Radikale har sat alt ind på et opgør med Dansk Folkeparti og er heldige, at modstanderne står over for en nedsmeltning netop nu.

Der er delte meninger om, hvorvidt den konfrontatoriske strategi er klog, hvis indflydelse er målet og ikke bare et bedre valgresultat. Partiets økonomiske politik er også mere uklar, selv om ansvarlig økonomi skulle være et radikalt adelsmærke.

Men indtil videre har det sikret Østergaard fremgang. Det vakte næsten minder om midtnullernes radicool-bølge, da De Radikale holdt valgfest i Kødbyen søndag nat efter valget til Europa-Parlamentet.

Socialdemokratiet

Thorning-niveauet

Før formandsskiftet til Mette Frederiksen var der store forventninger i Socialdemokratiet. Håbet var, at Frederiksen ville blive mere folkekær end forgængeren Helle Thorning-Schmidt og i sig selv kunne få mange til at vende hjem til partiet. Men ifølge meningsmålingerne er der ingen garanti for stor fremgang onsdag.

De sidste dage af valgkampen er afgørende, og socialdemokraterne står over for en nervepirrende valgaften. I søndags blev Venstre overraskende større end S, og det lagde en dæmper på valgfesten.

Hvis Socialdemokratiet går tilbage i forhold til 2015-resultatet på 26,3 pct. , vil det gøre ondt på selvforståelsen.

Ved kommunalvalget 2017 demonstrerede S et partiapparat og en kampagnemaskine, som fungerede, og derfor gik S ind i valgkampen med store selvtillid.

S-formand Mette Frederiksen har formået at samle sit parti, men valgkampen er hendes første som formand, og det er den ultimative test.

Hvis resultatet ikke bliver prangende, vil fortællingen internt være, at S rykkede vælgere over midten fra DF, men til gengæld måtte vinke farvel til nogen, der gik til mere venstreorienterede partier eller De Radikale. Det kan blive begyndelsen på en svær valgperiode.

Dansk Folkeparti

Nedsmeltningen

Den seneste valgperiode har haft DF i centrum for de fleste store politiske slagsmål. Ikke mindst som følge af den alliance med Socialdemokratiet, som partiformand Kristian Thulesen Dahl har indledt sig på.

Men siden jul er det kun gået én vej for DF i meningsmålingerne, og det er ned. Fra at være det største borgerlige parti i 2015, peger meningsmålingerne nu på resultater, der ikke er set dårligere siden 1998. En voldsom udvikling, hvis den holder på valgnatten.

DF’s problem er, at nederlagsfortællingen ikke ligefrem gør det nemmere at føre valgkamp. I modgang kan det være svært at gøre noget rigtigt, og alle fodfejl nærstuderes.

Indtil videre har 2019-valgkampen heller ikke været et udlændingevalg, og Thulesen har ikke været hovedperson.

For første gang er DF ikke alene på højrefløjen. Partiet har fået konkurrenter i form af Nye Borgerlige og Stram Kurs. Det er en uvant situation, som DF har svært ved at positionere sig i.

Søndag fik DF et endnu dårligere EU-valg end ventet, og her var der ingen konkurrenter til højre. Derfor er der stor bekymring for, hvor galt det kan gå til folketingsvalget.

Venstre

Sprinterne

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) udskrev en lang valgkamp på 30 dage. Belært af tidligere valg, hvor Venstre trak fra i sidste øjeblik, og i håb om at en lang valgkamp ville udfordre Socialdemokratiet maksimalt.

Lige nu har Venstre pil op i meningsmålingerne, og selv om det blå flertal ser svært ud, vil et stærkt V-resultat være det næstbedste.

Ved valgkampens startskud stod Venstre med en uklar partiprofil som følge af årene i regering. Derfor har Venstre haft travlt med at træde i karakter på områder, hvor partiet før var bundet af regeringsgrundlaget.

Spørgsmålet er, hvor meget der kan rettes op med det sene kursskifte.

Det er endnu ikke lykkedes for alvor at rejse en stor debat om Socialdemokratiets skattestigninger eller om økonomisk politik i det hele taget. Udlændinge har heller ikke fyldt meget endnu.

Men sidste søndag fik Venstre et kanonvalg til Europa-Parlamentet, som sagtens kan smitte af på valgnatten. Venstre har lagt sig tæt på den politiske midte, hvor vælgerne er flest. Det store fokus på statsministerens lederskab bør i lyset af DF’s nedsmeltning og LA’s krise kunne sikre Venstre fremgang.

Konservative

De ordentlige

De Konservative ser frem til en valgdag, hvor det er svært at præstere dårligere end lavpunktet 2015. Her stemte kun 3,4 pct. på det gamle regeringsbærende parti. Formanden, Søren Pape Poulsen, er mere erfaren end sidst, og partiet stiller med politiske profiler, som nu har været ministre i et par år og dermed er blevet mere synlige og har fået mere tyngde.

Meningsmålingerne peger da også på fremgang for Pape og co. Men det er på et beskedent niveau, og De Konservative sopper stadig rundt på et utilfredsstillende lavt niveau, hvis man ser på partiets lange historie.

De Konservative har ikke for alvor sat dagsorden i valgkampen og risikerer at blive udfordret på det grønne område, hvor Venstre i det seneste år har meldt sig ind i kampen om positionen som de grønneste blå.

Det svære for K er at adskille sig fra de øvrige blå partier, og hverken på det grønne, det sociale, det økonomiske eller erhvervspolitikken er det nemt at få rusket op og markere sig. Håbet er, at K til gengæld kan være den rolige stemme modsat mere højtråbende udfordrere. Pape har fået rollen som den ærlige og den ordentlige. Det kan være meget værd i kampen om de blå stemmer, og derfor er der optimisme hos K.

Liberal Alliance

Identitetskrise

Liberal Alliance skal ud i en svær øvelse og står til en markant vælgerlussing den 5. juni. På den ene side var partiet skabt i frustration over den manglende liberale pondus i bl.a. Venstre, og der var oprindeligt ikke grænser for visionerne og kravene i partiet. Men denne valgperiode har udstillet det svære i politik. Nemlig at man bliver beskidt, når man stikker fingrene ned i skidtet.

Liberal Alliance endte med at fremstå decideret amatøragtig, da ultimative krav blev buldret afsted for så alligevel at ende med regeringsdeltagelse. Det har partiet selv erkendt. Også undervejs i regeringen har LA betalt en pris for indflydelsen.

Men LA går alligevel til valg på idealerne og visionerne igen denne gang. Blandt andet med en liberal økonomisk 2030-plan, der ingen gang ville have haft på jord i regeringskollektivet, og med budskabet om, at ingen kæmper hårdere end LA for skattelettelser.

Samtidig skal formand Anders Samuelsen forsvare regeringsdeltagelsen og fokusere på resultaterne. De to roller kan være svære at forene, og hans egen troværdighed er stadig laset, fordi det er hans egne tidligere så stålsatte øjne, han er oppe imod.

Nye Borgerlige

Toppet for tidligt?

Nye Borgerlige er debutanterne, som mange iagttagere igennem det seneste år har haft høje forventninger til. For partiet har arbejdet seriøst på at forberede sin politiske platform og opbygge organisationen frem mod valget.

Men pludselig er formand Pernille Vermund udfordret højre om af Stram Kurs. Det vil sige, at Nye Borgerlige ikke har positionen som yderste højre i udlændingepolitikken. Og i valgkampen har Nye Borgerlige fyldt mindre, end det nok havde været tilfældet, hvis ikke Stram Kurs var kommet til.

Meningsmålingerne placerer partiet over spærregrænsen, men de små partier er svære at måle på, og derfor er der stor spænding om, hvorvidt det bliver knald eller fald onsdag.

Pernille Vermund har indtil videre klaret sig godt på tv, hvor hun har mulighed for at række ud til mange danskere på en gang. Hendes personlige indsats bliver meget afgørende i valgkampen. Inden valgkampen spurgte mange sig selv, om hun monstro ville blive udfordret mere på sin økonomiske politik. Men det har indtil videre ikke været et problem for Vermund, og derfor er spørgsmålet primært, hvordan vælgerne fordeler sig mellem DF, Stram Kurs og hendes parti.

Stram Kurs

Megafonen

Rasmus Paludan har sejret bare ved at være med i valgkampen. For et øjeblik siden var han en aktivist, der med grove ord og happenings har hånet Koranen og vil forbyde islam. Men mere kendt end som så var han heller ikke. Så fik han på rekord tid indsamlet det fornødne antal vælgererklæringer, som gjorde ham officielt i stand til at opstille til folketingsvalget. Han har fyldt meget i valgkampen sammenlignet med partier, der er større og allerede i Folketinget. Især i begyndelsen af valgkampen var han båret frem af nyhedens interesse og vakte stærke følelser hos sine politiske modstandere.

I de store partilederrunder på tv ved valgkampens begyndelse stjal han billedet, og spørgsmålet er, om han også får en hovedrolle i de sidste af slagsen, som ligger i dagene op til valget.

Stram Kurs er endnu et parti, der ligger i meningsmålingerne og balancerer på spærregrænsen. Hvis det lykkes Rasmus Paludan at komme i Folketinget, vil det være en af de store historier om folketingsvalget 2019.

Kristendemokraterne

Vikar fra himlen

De fleste unge mennesker kan ikke mindes en meningsmåling, der har spået Kristendemokraterne over spærregrænsen. Indtil nu! For Kristendemokraterne har overrasket i valgkampen. Det så tungt ud ved udskrivelsen, hvor formand Stig Grenov blev syg allerede efter første partilederdebat på DR1.

Til gengæld kom vikaren fra himlen ham til undsætning. Den unge Isabella Arendts tiltrædelse har allerede været til at aflæse i meningsmålingerne.

Det ser dog stadig svært ud for partiet. Det største håb for Kristendemokraterne findes i Vestjylland. Her opstiller Kristian Andersen, som blev kommunalvalgets store stemmesluger i Ringkøbing-Skjern i 2015. Her fik han 3.618 personlige stemmer. Der skal cirka 18.000 personlige stemmer til for at trække et kredsmandat, og det så ikke realistisk ud før valgudskrivelsen. Men nu er spørgsmålet, om miraklet kan ske. Så den generelle fremgang kombineret med den lokale kandidat kan få partiet over de magiske 18.000 stemmer og få Kristendemokraterne valgt til Folketinget for første gang i mange år.

Partiet Klaus Riskær

Enmandshæren

Det vil være en overraskelse, hvis Klaus Riskær bliver valgt den 5. juni. Hans valgkamp og politiske succes har været meget afhængig af hans egen optræden. Han har ikke en stærk, lang liste af lokale kendisser i alle storkredse, som kan trække mange stemmer på alle valgsteder, og derfor skal han selv trække læsset.

Han er på sin vis en veltalende og karismatisk frontfigur, som forsøger at placere sig som en vigtig proteststemme over for det etablerede politiske system. Det blå Danmarks svar på Uffe Elbæk, om man vil.

Til gengæld er Riskærs politik umiddelbart lidt af en rodebutik, og indtil videre har indholdet ikke fået meget omtale. Da han lige var blevet opstillet, blev han hjulpet lidt frem af nyhedsmedierne, som naturligt interesserede sig for den nye joker. Men den store interesse drev over inden valgudskrivelsen, og i valgkampen har han ikke fået meget omtale. Derfor ser det svært ud.

Meningsmålingerne spår ikke Riskær gode chancer for valg, men jokeren var, om han ville overraske i valgkampen personligt. Det har han indtil videre ikke gjort.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen