Måling: Nye Borgerlige er halvt så stor som LA
Ny meningsmåling tegner et billede af en politisk arena, hvor de største kolbøtter bliver slået af de mindste.
To skridt frem og to tilbage. Pernille Vermund og Nye Borgerlige er tilbage ved spærregrænsen, hvor de spås en fremtid som Folketingets mindste parti. Liberal Alliance ser ud til at blive dobbelt så stor.
I en ny meningsmåling foretaget af Norstat for Jyllands-Posten og Altinget går Nye Borgerlige betydeligt tilbage fra 4,6 procent i september til 2,6 procent i oktober.
Fornøjelsen af sikkerheden væk fra spærregrænsen blev kortvarig for det borgerlige parti, der i stedet må se på, at Anders Samuelsen og Liberal Alliance står stærkere, end de har gjort de seneste seks måneder.
LA bliver nemlig dobbelt så stor som Nye Borgerlige med 5,3 procent, hvilket er et stykke fra septembers 4,1 procent.
I stedet får Nye Borgerlige selskab i de mindstes rækker af De Konservative, der er gået tilbage og nu står til 3,3 procent.
Når partierne ligger så tæt, så bør man have øje for, at den statistiske usikkerhed kan være meget afgørende. Derfor er det svært at slå fast, hvem der reelt er størst. Det samme gælder for De Radikale og SF, der har lagt sig rundt om LA med henholdsvis 5,8 og 5,1 procent.
Alle partier i rød blok går frem i meningsmålingen med undtagelse af Enhedslisten, der til trods for at været faldet til 9,2 procent stadig står stærkt, som det næststørste parti i rød blok efter Socialdemokraterne, der står til 27,2 procent.
Udover Nye Borgerlige og Konservative er også DF gået tilbage iblandt de borgerlige partier. Men med et fald fra 17 procent til 16,9 procent er det næsten ikke nævneværdigt qua den statistiske usikkerhed.
Det samme gælder for Kristendemokraterne, der er gået fra 0,7 procent til 0,8 procent, hvilket stadig betyder, at der er et godt stykke til at nå de gyldne to procent.
Venstre kan til gengæld klappe sig selv på skulderen med en stigning fra 17,5 procent til 19 procent. Partiet står til at få 34 mandater med ind i Folketinget, hvis danskerne skulle sætte et kryds på stemmesedlen i dag. Sidst Venstre stod til samme antal mandater var i maj måned i år.
Selvom den røde blok samlet er gået 0,6 procent frem, og blå blok er gået 0,5 procent tilbage, så ændrer det ikke ved antallet af mandater, der siden september har stået til at blive fordelt med 83 mandater til rød blok og 84 mandater til blå blok. I regnestykket er Alternativets mandater trukket fra, præcis som partileder Uffe Elbæk og Å angiveligt ønsker det.
Ved Alternativet er der i øvrigt intet, der er forandret. For tredje måned i træk står partiet til at få otte mandater ind i Folketinget.
Der bliver udskrevet valg af Lars Løkke Rasmussen i løbet af de næste otte måneder og senest i juni 2019.