Fortsæt til indhold
Politik

Fakta: Her er regeringens luft- og klimaudspil

Efter 2030 skal det var være slut med at købe nye benzin- og dieselbiler, foreslår regering i nyt udspil.

/ritzau/

Tirsdag formiddag præsenterer regeringen sit nye klimaudspil, som skal sikre, at Danmark formår at leve op til EU's klimamål for 2030.

Danmark har ifølge regeringen et forventet reduktionsbehov på 32-37 millioner ton CO2 for at leve op til klimamålet.

Udspillet dækker 26 millioner ton med en forventning om, at et farvel til benzin- og dieselbiler får tallet til at stige.

Her er de mest markante udspil:

Ren transport i byen og på land

  • Ingen nye benzin- og dieselbiler må sælges efter 2030, og salg af nye plug-in hybridbiler skal stoppes i 2035. Det skal bane vej for en million nye elbiler.
  • 80 millioner kroner afsættes til hurtigladestande for elbiler.
  • Registreringsafgiften på grønne biler for under 400.000 kroner fjernes i 2019 og 2020.
  • I 2030 må ingen busser i byerne udlede luftforurening eller CO2. Allerede i 2020 skal de være CO2-neutrale.
  • Benzin- og dieselbiler skal i 2030 være fortid i taxabranchen.
  • Miljøzoner kan indføres i Danmarks fem største byer med skærpede krav til lastbiler, busser og varebiler.
  • Klimavenligt asfalt skal rulles ud på statsvejnettet.

Landbrug med et mindre klimaaftryk

  • Ny svinestaldsteknologi skal være mindske ammoniak og drivhusgasser i luften. En tilskudsordning skal hjælpe landmænd med investeringer i teknologier som eksempelvis gylleforsuring.
  • En jordfordelingsfond på 150 millioner kroner skal gennem køb og salg af jorde sikre, at landbrugsproduktionen tager højde for blandt andet biodiversitet, klimagasproduktion og kvælstofreduktion.
  • 90 millioner kroner skal afsættes til klimaforskning, der skal kortlægge, hvordan man bedst kan nedbringe udledning af drivhusgasser med teknologi.
  • Biogasanlæg skal gøres tættere for at mindske metanudslip.
  • Et udvalg nedsættes, der skal finde frem til tiltag i kampen mod ammoniak i luften. 160 millioner kroner afsættes i en pulje til disse konkrete tiltag.

Grøn omstilling af boliger og erhverv

  • Gamle brændeovne fra før 2000 skal fjernes ved køb af bolig.
  • 46 millioner kroner bliver afsat til en midlertidig national skrotningsordning for gamle brændeovne. Det kan give omkring 2000 kroner i tilskud for de ældste brændeovne, hvis de bliver fjernet.
  • Krav for anvendelse af køleanlæg i detailhandlen skal strammes.

Mere klimavenlige danskere

  • En adfærdskampagne med klimamærker skal gøre det lettere for danskere at træffe det grønne valg.
  • Klimaets pris skal lanceres til det bedste danske klimainitiativ.

Mere miljøvenlig skibsfart

  • Regeringen vil igangsætte et internationalt projekt, der skal sikre mere miljøvenlig krydstogtturisme i Østersøen.
  • De rederier, som ikke overholder lovgivning om svovludledning, skal offentliggøres med navns nævnelse.

Kilder: Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet