Fortsæt til indhold
Politik

Dansk Folkeparti-politiker: Eid Mubarak-kage er »bare en blandt mange eksempler på islams indtog i landet«

En kage med påskriften "Eid Mubarak" har fået en hård medfart af DF-politikeren Kenneth Kristensen Berth.

I sidste uge kunne alle verdens muslimer fejre, at deres traditionelle fastemåned, Ramadanen, havde nået sin afslutning. Det blev markeret med Eid Mubarak-festen, og i den anledning var det muligt at købe en kage med påskriften ”Eid Mubarak” i Bilka.

Da det søndag gik op for Kenneth Kristensen Berth (DF), at den muslimske mærkedag havde nået Bilkas kagesortiment røg han fluks til tasterne.

»Nu holder det simpelthen op! Se hvad jeg fandt i Bilka! En glædelig ramadan-afslutningskage. Det tager da helt overhånd efterhånden«, skrev politikeren til sit billede af bagværket og lagde det på Facebook.

Ifølge Kenneth Kristensen Berth er kagen med Eid Mubarak-påskriften konsekvensen af en forfejlet udlændingepolitik og »bare en blandt mange eksempler på, at islam har gjort sit indtog i landet«.

»Danmark skal ikke være et to-religiøst samfund, hvor man har kristne på den ene side og muslimer på den anden. Vi skal være et land båret af kristne traditioner, og det er kagen bare et eksempel på, at vi i mindre grad bliver,« siger Kenneth Kristensen Berth.

»Når man som Bilka begynder at tilgodese en fremmed religion, der desuden har til formål at opnå verdensherredømmet, tager man et politisk standpunkt, og jeg synes, det er ærgerligt, at vi bevæger os i den retning,« tilføjer han.

På Facebook har reaktionerne på politikerens utilfredshed over en Eid Mubarak-kage været præget af både humor og foragt.

Bl.a. stiller folketingsmedlem for Liberal Alliance, Christina Egelund, sig meget uforstående over for politikerens udbrud, mens andre brugere på de sociale medier hæfter sig ved prisen på kagen - 150 kroner - at det er den, der har taget helt overhånd, som Kenneth Kristensen Berth skrev i sit opslag.

Hos Bilka, der står for salget af den omstridte kage, tager man dog kritikken af den med ophøjet ro.

»Vi havde også Eid Mubarak-kagen sidste år, hvor der var nogen utilfredse miner over det. Men andre kunder synes omvendt, det er meget fint. Vi ved, at det kan kaste en debat af sig, men det står alle frit for at købe den,« siger Kasper Reggelsen, presseansvarlig hos Bilka, og fortsætter:

»Vi har kager til enhver lejlighed, bl.a. jul, påske, valentinsdag, VM og folketingsvalg, og det sker udelukkende ud fra en kommerciel betragtning,« understreger han.