Fortsæt til indhold
Politik

Folketinget mindedes prins Henrik ved følelsesladet højtidelighed: Pia Kjærsgaard rørt til tårer

En tydeligt berørt Pia Kjærsgaard leverede mindeord for prins Henrik foran et Folketing med bøjede hoveder.

Stående i folketingssalen med bøjede hoveder og mange klædt i sort mindedes Folketinget den afdøde prins Henrik ved en kort højtidelighed tirsdag formiddag.

Først læste statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) et brev op fra dronning Margrethe – et såkaldt reskript, der udgør den officielle meddelelse til Folketinget om, at prinsen er død. En tradition der stammer tilbage fra enevælden.

»Vi deltager alle i dronningens og den kongelige families store sorg ved prins Henriks død. Dronninge Margrethe har mistet sin indsigtsfulde og varme livsledsager igennem mere end et halvt århundrede,« sagde Lars Løkke Rasmussen efterfølgende.

»Danmark har mistet en fornem og enestående repræsentant for vort land. Og vi har alle mistet et menneske, som ikke var bange for at sætte sig selv i spil.«

»Prins Henrik var sin egen. Sådan vil jeg huske ham, og sådan tror jeg, at alle danskere vil huske ham,« sagde statsministeren.

Derefter leverede Folketingets formand Pia Kjærsgaard (DF) - tydeligt berørt over dødsfaldet - mindeord for prinsen.

»En sand verdensmand er gået bort, og vi sørger alle over tabet af det kærlige, åndelige og generøse menneske, han var, og hvis lige man skal lede længe efter,« sagde Pia Kjærsgaard blandt andet og oprullede hans lange indsats som digter, kunstelsker, vinbonde og ikke mindst repræsentant for Danmark på utallige statsbesøg i udlandet.

Undevejs knækkede stemmen, og Pia Kjærsgaard måtte tage et øjeblik, før hun kunne fortsatte. Hun fremhævede, at prins Henrik altid har udgjort dronningens største støtte og fortrolige.

»Derfor er folkets medfølelse i disse dage så dybtfølt, og derfor er den tomme plads ved siden af dronningen så trist at iagttage.«

Inden markeringen i folketingssalen havde regeringen ligeledes afholdt et minuts stilhed som indledning på dagens ministermøde i Statsministeriet.

Kl. 11 bisættes prinsen fra Christiansborg Slotkirke, men fra Folketinget deltager kun statsministeren og Folketingets formand ved denne ceremoni.