Sådan skal du ikke udfylde din stemmeseddel
Ved sidste kommunalvalg blev 10.313 stemmer erklæret ugyldige.
Hvis du vil give dit besyv med, når hele Danmark fejrer demokratiet ved tirsdagens kommunal- og regionsvalg, er det ikke ligegyldigt, hvordan du udfylder din stemmeseddel.
For bruger du en opsigtsvækkende tusch, eller giver du din mening til kende ved en glad smiley, risikerer du, at din stemme ingen indflydelse får.
Da der senest var kommunalvalg for fire år siden, blev 10.313 af stemmerne erklæret ugyldige, og til regionsvalget var 13.784 stemmer ugyldige - uden at der var tale om blanke stemmer.
Når man udfylder sedlen, skal man sætte et kryds. Man kan enten vælge varianten "x" eller "+", men bliver man for kreativ og bruger et andet tegn eller form, en bogstav eller eksempelvis en smiley, er stemmen ugyldig. Du må heller ikke skravere feltet eller udfylde det helt.
Du må gerne medbringe din egen kuglepen eller blyant frem for at bruge den i stemmeboksen, men hvis den har en særligt genkendelig farve - f.eks. en guldtusch - så vil stemmen også blive erklæret ugyldig.
Endelig skal du nøjes med at sætte ét kryds, og krydset må ikke sættes uden for felterne. Du må eksempelvis ikke skrive kandidatens navn eller strege kandidater under eller over på stemmesedlen.
Det skyldes alt sammen reglen om stemmehemmelighed, som betyder, at stemmesedlerne ikke må få et særpræg, som gør, at de kan genkendes ved optællingen.
Du må altså ikke tegne på stemmesedlen, du må ikke skrive navn på din favoritkandidat, og du må ikke rive sedlen i stykker, hvis du ønsker, at den skal tælles med.
Vil du gerne stemme blank, skal du lægge sedlen i stemmekassen uden at udfylde den. Selvom stemmen dermed ikke er gyldig, tæller den med i det samlede antal stemmer og tallet for valgdeltagelsen.
»Hvis du skriver forkert eller kommer til at rive stemmesedlen i stykker, kan du bede en valgstyrer eller en tilforordnet vælger uden for stemmeboksen om en ny stemmeseddel. Men det er selvfølgelig kun muligt, hvis du ikke allerede har lagt den i stemmekassen,« oplyser Økonomi og Indenrigsministeriet.