Podcast: Leonora Christina Skov: »Jeg har en forestilling om, at alle forsvinder, hvis jeg ikke gør helt vildt meget for dem«

Hendes forældre gav hende skylden for morens kræftsygdom, og da hun sprang ud som lesbisk, sagde faren til hende, at hun nok skulle komme hjem, når først hun lå i rendestenen.

Alt det og om den hjerteskærende barndom skriver Leonora Christina Skov om i sin erindringsbog ”Den, der lever stille”, der udkommer torsdag.

I ”Frøkjær og forfatterne” spørger Cecilie Frøkjær, hvad en opvækst som den gør ved et barn, og hvordan man bliver et helt menneske i voksenlivet, når barndommen bygger på svigt.

Leonora Christina Skov havde da også løbende en fornemmelse af, at forældrene var lige ved at knække hende.

»Det var det værste ved det, at jeg ikke vidste, hvor stærk jeg var,« fortæller hun.

Da hun skrev bogen skulle hun åbne op for det hel igen, og den var da også en overvindelse at skrive, selvom skriveriet altid har været der, hvor hun har følt sig sikker.

»Jeg har ikke det, som mange kvinder, der føler, at de bliver afsløret som en eller anden kæmpestor svindler,« forklarer hun.

Men morens manglende kærlighed har betydet, at hun i mange år har følt, at hun blev nødt til at give mere og mere hele tiden.

»Jeg har til gengæld den her med, at jeg forestiller mig, at alle fosvinder, hvis jeg ikke gør helt vildt meget for dem. Ligesom jeg gjorde for min mor,« fortæller hun.

Leonora Christina Skov levede nemlig i mange år under devisen, at hvis hun bare var stille derhjemme og præsterede i skolen, så ville forældrene en dag elske hende.

Hør mere om opvæksten, voksenlivet og om farens overraskende reaktion på bogen i podcasten ”Frøkjær og forfatterne”.