Vi spejler hinandens handlinger
Hjernens spejlneuroner gør os i stand til at forstå andre menneskers handlinger
Du har sandsynligvis oplevet at føle ubehag, når du ser en person i smerte. Og måske får du trang til at smile med, når du ser en anden person trække på smilebåndet. Hvis det er tilfældet, er det fordi din hjernes spejlneuroner fungerer efter hensigten.
Når vi foretager en handling eller ser en anden person foretage en lignende handling, aktiveres spejlneuronerne, og vi forstår med det samme, hvad den anden persons handling betyder.
Opdagelsen af hjernens spejlneuroner blev gjort af den italienske forsker Giacomo Rizzolatti i midten af 1990’erne. Siden da har vi fået en større forståelse for, hvorfor vi mennesker er i stand til at forstå hinandens adfærd.
”Spejlneuronerne er vigtige på grund af det sociale aspekt, især for vores evne til at føle empati med andre mennesker ,” forklarer Giacomo Rizzolatti, der er professor på University of Parma i Italien.
Når spejlneuronerne fejler
Det er dog ikke alle, der har denne evne. Eksempelvis er autisters spejlneuroner ødelagte. Det er ifølge Giacomo Rizzolatti en af årsagerne til, at de har det svært socialt:
”Autister har utrolig svært ved at etablere nære relationer til andre mennesker. Selvom der er mange variationer af autisme, så gælder det for dem alle, at spejlneuronerne er ødelagte.”
Giacomo Rizzolatti modtog den 1. maj verdens største hjerneforskningspris, The Brain Prize. Den delte han med to andre prominente hjerneforskere, engelske Trevor Robbins og franske Stanislas Dehaene. Newton har interviewet de tre vindere om perspektiverne i deres forskning.