Fortsæt til indhold
Viden

Danmark topper liste: Vi elsker robotter

Danmark indtager førstepladsen over europæiske landes positive indstilling til robotter, viser EU-undersøgelse.

84 procent af danskerne har et positivt eller meget positivt syn på robotter, viser EU-undersøgelse. Det overrasker ikke konstitueret centerchef Jørgen Løkkegaard fra Teknologisk Institut.

”Det overrasker mig ikke, at vi ligger højt. Vi har oplevet forandringen med vores egne øjne, når vi hvert år uddanner hundredevis af medarbejdere fra landets plejesektor til at bruge robotter og anden velfærdsteknologi. Den skepsis, vi oplevede i de første år med velfærdsteknologi, er blevet erstattet af en markant velvilje, siger han

Jørgen Løkkegaard tror, at den positive indstilling til robotter hos danskerne hænger sammen med, at robotterne kan hjælpe os med at holde den danske velfærdsstat i gang ved at aflaste mange praktiske opgaver ude i kommunerne.

”Det er klart, at en stærk driver for denne robotvelvilje er en velfærdssektor under pres. Kommunerne har simpelthen været økonomisk tilskyndet til at tænke kreativt, når de har kigget på de demografiske kurver. Det, at man så kan kombinere en besparelse med øget livskvalitet, placerer velfærdsteknologi i win/win-kategorien, siger Jørgen Løkkegaard.”

Derfor skal vi lære om de mange muligheder, robotterne kan give. Det er stadig et nyt område for mange, og kommunerne har en stor opgave i at lære at få det bedste ud af de nye teknologiske muligheder.

- Det er meget vigtigt, at der kommer et godt match mellem teknologien og de mennesker, der skal bruge den. Man kan ikke finde en løsning, der passer til alle, og det kræver, at der er personer med stort indblik i området ude i kommuner og regioner. De skal have et overblik over alle de forskellige løsninger, så man ikke bare køber et produkt af et firma og regner med, at det kan bruges til alle,” understreger Jørgen Løkkegaard.

I bunden af listen finder man mere robotskeptiske lande som Grækenland, Cypern og Ungarn med hhv. 45, 46 og 49 procent med en positiv indstilling til robotter.