Fortsæt til indhold
Viden

Gode nyheder for den globale CO2-udledning

Nye CO2-tal giver håb, men forskere advarer mod udviklingen.

Den gode nyhed er, at niveauet for den globale CO2-udledning i 2014 for første gang i 40 år forblev på et stabilt niveau og ikke steg yderligere i forhold til året før.

Den dårlige nyhed er, at det slet ikke er nok til at vende udviklingen for den globale opvarmning.

Sådan lyder eksperternes konklusioner efter nye tal fra the International Energy Agency. Tallene viser, at den globale CO2-udledning i 2014 løb op i 32 gigatons, det samme som året før. Det skriver BBC.

"Det er både en virkelig kærkommen og betydningsfuld overraskelse," siger cheføkonom hos International Energy Agency, Fatih Birol, til BBC.

Alligevel advarer organisationen om, at de gode nyheder giver anledning til at slappe af i forhold til den globale opvarmning.

Organisationen opfordrer forhandlerne ved klimakonferencen COP21 i Paris i december til at udnytte de positive nyheder til at lave en betydningsfuld aftale for miljøet.

"Det er ingen tid for selvtilfredshed. Og der er med sikkerhed ikke tid til at bruge de positive nyheder som en undskyldning for at gå i stå med yderligere tiltag," siger direktør for International Energy Agency, Maria van der Hoeven.

Ifølge eksperter er en af hovedårsagerne til den positive udvikling, at Kina og andre udviklingslande har forsøgt at ændre sine energikilder til at blive mere miljørigtige.

Samtidig har forhold som priserne på olie, kul og gas haft indflydelse på udviklingen, mener bl.a. eksperter fra Tyndall Centre for Climate Change Research fra the University of East Anglia.

Den fulde rapport fra International Energy Agency kommer senere på året.