Europa går på energipolitisk balancegang

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Bruxelles varmer i disse dage op til kommissionens længe ventede forslag til en ny, samlet ramme for energipolitikken, den såkaldte energiunion. Som altid svirrer det med rygter, og det politiske system har haft travlt med at opbygge det, man i kommunikationstermer kalder en brændende platform – en fortælling, der skal motivere det politiske udspil. Fortællingen handler om Europas forsyningssikkerhed, som er truet. Vi kender historien i hovedtræk – stigende afhængighed af fremmede magter og milliardbeløb, vi sender ud af Europa hver eneste dag.

For megen el

Det er sådan set alt sammen rigtigt. Men historien er mere kompleks end som så. For mens vi importerer fossile brændsler – navnlig olie og gas – for astronomiske summer, er situationen en lidt anden i den europæiske elsektor. Også her bokser vi med import i form af amerikansk kul til dumpingpriser. Og forsyningsfaren er også reel eksempelvis i dele af Baltikum, hvor Putin helt bogstaveligt ville kunne slukke lyset i store dele af regionen, hvis han fik lyst.

Men på europæisk plan er den virkelige udfordring i elsektoren faktisk ikke energimangel, men derimod overkapacitet. Der er ganske enkelt for mange kraftværker i Europa. Og ikke alene er der for mange. De er også i vidt omfang for gamle, for beskidte og for dårlige.

Brug for investeringer

Hvis den grønne omstilling skal fortsætte med den nødvendige fart, er der behov for at gøre noget ved energisektorens fossile fortidslevn. For de bidrager ikke alene til at øge den globale klimaudfordring. Overkapaciteten betyder også, at engrospriserne på el efterhånden har nået så lavt et niveau, at energisektoren har fået sværere ved at tjene penge, og ny energikapacitet er blevet en tvivlsom investering.

Og der er brug for investeringer. EU hænger kun lige godt og vel i, når det gælder om at nå det politisk vedtagne mål om 20 procent vedvarende energi i 2020. Og energisektoren er fortsat den største synder, når det gælder udledning af klimaskadelige drivhusgasser.

Mere vind

Den gode nyhed, som man kan læse ud af den nys publicerede branchestatistik fra den europæiske vindindustri, er imidlertid, at det trods alt går den rigtige vej. Siden år 2000 er den installerede mængde vindenergi i Europa blevet tidoblet, så vind i dag dækker omkring 10 pct af europæernes strømforbrug. Energirevolution kvalificerer det nok ikke til. Men det er stadig markant.

Og nok så interessant: Vindindustrien opstillede sidste år mere ny kapacitet end kul, gas og atomkraft tilsammen. Sidstnævnte tre nedtog rent faktisk mere gammel kapacitet, end de opstillede ny. Udfordringen her og nu er imidlertid stadig, at det går for langsomt med at udfase de forældede kraftværker.

Udfordringen

Den store udfordring for Europas politikere i arbejdet med at skabe en ny energiunion bliver med andre ord på den ene side at styrke forsyningssikkerheden og speede udfasningen af den sikkerhedsskabende grundlast op på den anden. Ikke nogen nem balancegang.