Fortsæt til indhold
Viden

Ny nano-viden kan give bedre medicin

Medicin kan gøres både mere effektiv og billigere at udvikle ved hjælp af ny viden om kroppens celler.

Kristian Sørensen

Forskere fra Københavns Universitet har opfundet en ny metode til at teste medicin, som skal gøre medicin mere effektiv og billigere at udvikle. Metoden kan også bruges i mange andre sammenhænge.

»Vores nye metode er interessant for industrien, fordi den kan bidrage til en hurtigere og billigere udvikling af medicin,« siger Dimitrios Stamou, som er professor i kemi ved Københavns Universitet. Han er leder af forskergruppen Nanomedicin på Nano-Science Center, som har opfundet metoden.

40 pct. af al moderne medicin virker ved at påvirke de såkaldte G-protein-koblede receptorer, som sidder i kroppens celler. Når ny medicin af den type skal testes, sker det ved hjælp af små dråber med det protein, som medicinen skal binde sig til. For at binde sig til proteinet skal stofferne i medicinen så at sige forbi cellernes ”dørvogtere”; de G-protein-koblede receptorer. Jo bedre medicinen binder sig til proteinet, jo mere effektiv er medicinen.

Tidligere troede man, at de bittesmå såkaldte nano-containere, som indeholder de proteiner, som medicinen skal binde sig til, var ens. Nu har forskerne fundet ud af, at hver enkelt container er unik med forskellige egenskaber. Det betyder, at forskerne kan se nøjagtigt, hvad der sker, når medicinen binder sig til proteinerne.

»Den viden kan bruges til at reducere mængden af prøvemateriale, som skal bruges til at teste ny medicin, millioner af gange, fordi vi kan få langt flere informationer ud af langt mindre materiale,« siger Dimitrios Stamou.

Syn for det minimale

Ifølge forskerne fra Københavns Universitet kan man gennem et mikroskop identificere hvert enkelt protein og observere, hvordan medicinen påvirker det. Dette kaldes også en High Throughput Screening-metode.

»Ved at sætte en selvlysende etiket på proteinerne kan vi observere hver enkelt af dem gennem et optisk mikroskop. Vi kan se, hvordan de forskellige nano-containere opfører sig, hvor mange proteiner, de hver især indeholder og meget mere. Det svarer lidt til at bruge en stjernekikkert, når man skal undersøge stjernerne på nattehimlen, i stedet for bare at kigge op,« siger Dimitrios Stamou.

Fremtidige perspektiver

Selv om den nye metode rent teknisk effektiviserer udviklingen af ny medicin revolutionerer den dog ikke de nuværende metoder, da der er en langvarig proces med fast definerede krav, før ny medicin kan sendes på markedet.

»Uanset hvor hurtigt man opdager nye potentielle lægemidler vil det altid tage årevis at få dem undersøgt til bunds på dyr og mennesker og godkendt som lægemidler. Den proces bliver ikke ændret af, at vi har en ny smart High Throughput Screening-metode. Jeg tror dog, at der er potentiale i den nye metode, fordi kvaliteten af den information, som metoden kan levere, nok vil være bedre end de gængse metoder,« siger Daniel Otzen, som er professor i Nanobioteknologi på Aarhus Universitet.

Også i medicinalindustrien ser man et stort potentiale inden for metoder, som kan give flere detaljer om, hvordan stofferne i nye typer medicin binder sig til proteiner.

»Jo flere detaljer vi kan få om interaktionen mellem de medicinske stoffer og deres biologiske mål, jo bedre medicin kan vi udvikle. Hvis vi ved præcist, hvordan et givent stof påvirker en given celle, så kan vi lave mere præcise doseringer og undgå at give mere medicin, end hvad der er nødvendigt. Derved bliver medicinen mere effektiv samtidigt med, at graden af bivirkninger minimeres,« siger Kim Andersen, som er Senior VP for forskning hos medicinalfirmaet Lundbeck.

Selve metoden, hvor man kigger på hver enkel nano-container, kan dog bruges inden for mange andre områder end medicinalindustrien. Dimitrios Stamou nævner, at bl.a. maling og solcreme vil kunne forbedres ved hjælp af den nye metode.

Artiklen om de nye forskningsresultater bliver publiceret i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Nature Methods i midten af september. Forskningen er støttet af Det Strategiske Forskningsråd og Lundbeckfonden.