Fortsæt til indhold
Viden

Vacciner hjælper mod flere sygdomme

Dansk forskning viser, at mæslingevaccinen ikke bare virker mod mæslinger.

Af KRISTIAN SJØGREN, Videnskab.dk

Hver dag dør tusindvis af børn i tredjeverdenslande på grund af forskellige infektioner. Nu kommer dansk forskning med et bud på, hvordan man kan booste børnenes immunforsvar ved hjælp af ganske almindelige vaccinationer. Flere millioner børns liv kan potentielt reddes.

Forskere fra Statens Serum Institut har fundet sidegevinster af mæslingevaccinationer, som rummer et stort potentiale. Resultaterne viser, at mæslingevaccinationen reducerer børnedødelighed i ulande med op imod 30 procent. Mest interessant er det, at kun en lille del af reduktionen skyldes beskyttelse mod mæslinger.

Immunforsvaret lærer

»Vi kan se, at mæslingevaccination lærer immunforsvaret noget gavnligt, som kan bruges i relation til andre infektioner. Vores resultater viser, at hospitalisering blev betydeligt reduceret for lungebetændelse, malaria og diaré for børn, der havde fået mæslingevaccinen. Det er en utilsigtet positiv effekt, som ingen har kigget på før,« forklarer professor Peter Aaby, der leder SSI´s Bandim Health Project.

Bandim Health Project har til formål at undersøge den akutte og langtidsvirkende effekt af vaccinationer i Guinea Bissau. Danmarks Grundforskningsfond har netop besluttet at støtte gruppen bag Bandim Health Project med 58 millioner.

Opdagelsen af sidegevinsterne ved vaccination kan potentielt revolutionere vores forståelse af immunforsvaret. Resultaterne er blevet bragt i det velansete videnskabelige tidsskrift British Medical Journal.

Immunforsvaret udvikler sig

VerdensSundhedsOrganisationen WHO og hele den medicinske verden har haft tradition for at tro, at der findes én vaccine til én sygdom. Men det skal være slut nu, hvis man spørger det danske forskerhold.

Immunforsvaret er et system, der kan lære noget af en given situation, som kan bruges i en anden situation. F.eks. kan immunforsvaret bruge information, som den får fra mæslingevaccinen, til bedre at stå imod en lang række andre infektionssygdomme, som kun perifert er koblet til mæslinger.

Det danske forskerholds resultater viser entydigt, at der er betydelige positive uspecifikke effekter af både mæslingevaccinen, koppevaccinen, poliovaccinen og tuberkulosevaccine – uspecifikke effekter som kan redde tusinder af menneskeliv.

»WHO har aldrig kigget på de generelle effekter af vacciner på al dødelighed. Det er vi de første, der gør. Det er et stort problem, at man aldrig har testet de normale vacciners indflydelse på overordnet dødelighed, for det kan have enorme konsekvenser for, hvad vi kan gøre ved børnedødelighed i verdens fattigste lande,« siger Peter Aaby.

Dramatisk at fjerne vacciner

De nye resultater ændrer på centrale dele, af hvad vi ved om immunforsvaret og vaccinationer. En af de dramatiske konsekvenser er, at det faktisk kan have en stor negativ indvirkning på befolkningens helbred, når man eksempelvis fjerner koppevaccinen.

Hvis man fjerner en vaccine, når man regner med, at en given sygdom er udryddet, så sparer man nogle penge. Til gengæld mister man sidegevinsten, som er den positive effekt på hele immunforsvaret. Det kan i sidste ende komme til at koste menneskeliv.

»Vi har lavet to studier i Afrika, hvor vi kan se, at der er en lavere dødelighed blandt folk, der er blevet koppevaccineret, sammenlignet med folk, der ikke er blevet koppevaccineret. Effekten kan vi finde op til 30 år efter, de har fået vaccinen.«

»Det er en god indikator for, at man bør undersøge nærmere, hvilke sidegevinster vi rent faktisk får ud af vaccinationerne. Da WHO planlægger at udrydde både mæslinger og polio inden for de næste 10-15 år, kan denne problematik snart blive aktuel også for disse sygdomme,« forklarer Peter Aaby.

Læs mere på Videnskab.dk

Læs også: Immunforsvaret er bedst mod kræft