Fortsæt til indhold
Viden

Den perfekte reklame?

Få reklamer er så populære og levedygtige som reklamefilmen for Tuborgs julebryg. En dansk forsker giver et bud på, hvorfor den virker.

Videnskab.dk

Tænk at være så populær at have over 40.000 venner på Facebook.

Tænk at være så efterspurgt, at man bliver fremvist 70.000 gange på YouTube og får opkaldt en dag på året efter sig, som folk glæder sig til at gå i møde og vakle hjem fra.

Tuborg Julebryg er endda blevet så populær blandt folket, at DSB igen i år markerer J-dag fredag 5. november ved at tilbyde sine passagerer at rejse gratis med S-toget.

Simpel og morsom

Alt det er blevet til virkelighed især på grund af en 20 sekunder lang genistreg i form af en næsten uforskammet simpel tegnefilm, som i år bliver vist i biograferne for 27. sæson i træk.

Du får lige en reminder: Se video

Det virker utroligt, at en reklamefilm fra 1984 stadig er populær og endda dagsordensættende i konkurrence med tusindvis af nye, smarte reklamer i et tempofyldt informationssamfund.

Men det er faktisk ikke så underligt endda, mener Nicolai Jørgensgaard Graakjær, som i 2009 blev ph.d. ved Aalborg Universitet på sin afhandling om musik i tv-reklamer.

»Reklamen giver egentlig den ideelle opskrift på, hvordan en reklamefilm skal være.«

»Den er meget simpel og morsom, og så er det noget særligt, at musikken spiller en afgørende rolle. Musikken stiger og falder i tempo i takt med rensdyrets bevægelser; den fortæller hele historien uden ord. Og selvom det er utroligt banalt, så virker det meget stærkt,« siger Nicolai Jørgensgaard Graakjær, lektor på Institut for Kommunikation på Aalborg Universitet.

Eksemplarisk sat sammen

Han kalder i den forbindelse Tuborg-reklamen for »eksemplarisk«.

»Især i forhold til tv-reklamer er det meget effektfuldt, at man har et musikalsk brand, som man knytter til produktet, for så virker reklamen, selvom man står med ryggen til tv'et og laver kaffe. Musikken får reklamen til at køre for din indre skærm, og når det endda er lykkedes Tuborg at få monopol på en bestemt variant af 'Jingle Bells', er det bestemt ikke usandsynligt, at den alene får mange til at tænke på julebryg,« vurderer forskeren.

Læs hele artiklen på Videnskab.dk og læs, hvilke overvejelser manden bag reklamen havde.

TV: Danmarks mest effektive reklame

TV: Hæder til Tuborgs tv-reklame

LÆS OGSÅ: Kunst forvandler alt til luksus