Aids spredtes omkring 1910
Aids-epidemien begyndte flere årtier tidligere end antaget.
Spredningen af hiv-smitte fra menneske til menneske tog fart allerede mellem 1884 og 1924 i det daværende Belgisk Congo med perioden omkring 1910 som det mest sandsynlige tidspunkt.
Da begyndte kolonimagten Belgien at drive miner og etablere større byer med et indbyggertal på over 10.000 mennesker. Tidligere var de congolesiske landsbyer små og isolerede, og de hiv-smittede døde i stilhed ude i junglen.
Gamle vævsprøver
Et internationalt hold af forskere kaster onsdag i det videnskabelige tidsskrift Nature nyt lys over den verdensomspændende aids-katastrofes oprindelse og udvikling.
Blandt dem er dna-forskeren Thomas Gilbert fra Københavns Universitet, som gennem to år har udviklet en ny genetisk metode til at spore hiv-forekomst i gamle vævsprøver, som før ansås for ubrugelige, fordi de ikke var frosset ned.
Britisk sømand
Videnskaben har hidtil ment, at den store spredning af sygdommen efter springet fra chimpanser til mennesker skete i 1930'erne og 1940'erne og i årene efter, at Belgisk Congo ophørte med at være koloni.
Det hidtil ældste videnskabelige bevis på hiv-smitte i et menneske stammer fra en britisk sømand i Manchester, som i 1959 kom syg hjem fra Congo og døde. Lægerne frøs vævsprøver fra manden ned, så de senere kunne anvendes i videnskabelig sammenhæng.
Thomas Gilbert har sammen med bl.a. aids-forskeren Michael Worobey fra University of Arizona analyseret 27 gamle vævsprøver, fundet på universitetet i Kinshasa, hovedstaden i den nuværende Demokratiske Republik Congo.
Udspring i Cameroun
Vævsprøverne, der stammer fra congolesere fra perioden 1958-1960, har været opbevaret i formaldehyd, som normalt er ødelæggende for cellernes dna-indhold.
Men det lykkedes Thomas Gilbert med sin ny teknik at udskille genmaterialet i prøverne og på den måde nå frem til omkring 1910 for spredningen af hiv1-smitten i den belgiske koloni, der sammen med Cameroun regnes som hjemsted for epidemiens udspring.
- Hiv-virus muterer med tiden og optræder derfor i forskellige variationer. På den måde kan man så at sige regne baglæns, fordi vi nogenlunde kender tidsforløbet for mutationerne, siger Gilbert.
Sammenligner smitte
Problemet har været, at videnskaben oprindelig kun har haft den britiske sømands vævsprøver og hiv-mutationer at gå ud fra i regnestykket, og her hjælper de nyfundne vævsprøver med hiv.
- Det betyder, at vi kan sammenligne smitten i sømanden med mutationerne af hiv-smitten i de andre vævsprøver. Derfor kan vi nu regne os tilbage til omkring 1910, siger Thomas Gilbert.
Trods den ny teknik er det sidste punktum ikke nødvendigvis sat i historien om hiv-smittens oprindelse og udbredelse.
- Hvis vi finder ældre congolesiske vævsprøver, kan vi måske føre tidsregningen tilbage til 1800-tallet. Måske er oprindelsen af hiv og dermed aids fra 1500-1600-tallet i de to lande.
Det eneste, vi ved med sikkerhed, er, at smitten oprindelig blev overført fra chimpanser i Cameroun til os mennesker. Men hvornår virussen er blevet aktiv i mennesker er stadig et mysterium, siger Thomas Gilbert, der arbejder i professor Eske Willerslevs internationale dna-hold på Københavns Universitet.
Offentlig kendt i 1981
Aids-sygen blev først offentligt kendt i 1981, da læger i USA opdagede usædvanligt mange dødsfald blandt unge homoseksuelle i Californien og New York.
Siden er mindst 25 millioner mennesker døde af aids, mens 33 millioner andre lever med sygdommen eller med hiv-virus, der fører til aids ved at nedbryde immunforsvaret.
/ritzau/