Delfiner på vagtpatrulje i Cam Ranh-bugten

Hvor bliver den fordømte delfin dog af? Tuffy er ikke at se nogetsteds. Vi skriver 1964, og det amerikanske forsvars top venter på et skib ud for San Diegos kyst for at se delfinen bevise, at den er kvalificeret til at løse opgaver for den amerikanske flåde.

Sam Ridgway havde til opgave at tage sig af de delfiner, der indgik i flådens hvalforskningsprogram, og som minutterne gik, voksede hans nervøsitet. Han var overbevist om, at Tuffy kunne placere en genstand på et bestemt sted på havbunden. Det var en af de opgaver, som delfinen skulle løse den dag. Men delfinen svømmede frit i havet – måske havde den besluttet sig for ikke at vende tilbage? Måske havde nejhattene haft ret i, at man ikke kunne betro disse vilde dyr at udføre de usædvanlige og farlige missioner, som de blev trænet til.

Men så – ude i det fjerne – brød en grå halefinne vandspejlet, og i løbet af ingen tid gled Tuffy ret så uanfægtet op på transportlejet langs skibssiden, så den kunne komme med tilbage til basen. For ca. 80 delfiner af arten øresvin var det begyndelsen på en tjenesteperiode, der bragte dem til krigszoner verden over, hvor de deltog i militæroperationer. Det var også dengang, da vi mennesker, takket være Sam Ridgway, begyndte at få kendskab til delfiner og deres biologi.

Det amerikanske forsvar fattede først interesse for delfiner i 1950’erne, fordi man mente, at de måske kunne bruges som skabelon for udformning af torpedoer. Det var imidlertid ikke gået ubemærket hen, at delfinerne var adrætte, at man kunne træne dem, og at de havde en utroligt fintmærkende sonar, så i 1960’erne var et nyt, mere ambitiøst program under forberedelse.

Døden i fangenskab

Der var dog ét problem. Delfinerne døde efter nogle få måneder i fangenskab. Dengang vidste man ikke særligt meget om delfiners liv. Sam Ridgway var dyrlæge i forsvaret med ansvar for vagthunde, da han blev bedt om at obducere en af delfinerne. Han vidste lige så lidt om hvaler som nogen anden, men sagde ja. Obduktionen viste, at delfinen var død af lungebetændelse. Hans chefer var imponerede og gav ham til opgave at tage sig af delfinerne.

Delfinerne trivedes i Sam Ridgways varetægt, men han måtte begynde på bar bund.

»Det var omstændeligt at forbedre delfinernes helbred, for vi blev nødt til at gøre os nogle erfaringer og være opmærksomme på hver eneste lille detalje i delfinernes liv,« mindes Sam Ridgway.

Det var nødvendigt at undersøge delfinernes sociale samspil for at forebygge skadevoldende kampe.

»Delfiner er individualister, og man skal behandle den enkelte delfin ud fra dennes individuelle særpræg,« siger Sam Ridgway.

Den næste halve snes år blev delfiner ved flådens base Naval Missile Center i Point Mugu i Californien trænet i en lang række opgaver. Trænere blev tilkaldt fra nær og fjern – nogle havde lige trænet dyr til Hollywood-film, andre kom fra delfinariet Sea Circus i forlystelsesparken Pacific Ocean Park i nabobyen Santa Monica. Delfinerne begyndte træningen i en swimmingpool og kom så med tiden ud i en nærliggende bugt. Opgaver på åbent hav begyndte, da Tuffy havde bevist, at delfinerne ville vende tilbage til basen.

Ingen dykkersyge delfiner

For Sam Ridgway var det ikke blot et spørgsmål om at tage sig af delfinerne, men også om at forske. Hidtil havde man eksempelvis troet, at delfiner fortrinsvis levede ved havoverfladen. Sam Ridgway påviste, at delfiner kan dykke til mere end 300 meters dybde og holde vejret i op til 10 minutter. Det betød, at de kunne lære at finde genstande på store dybder, f.eks. miner eller ammunition, der var mistet. Han påviste også, at de kunne dykke ned på disse dybder og vende tilbage i løbet af få minutter uden at få dykkersyge. Det er noget, som et menneske kun kan klare ved at lade opstigningen ske over flere timer.

Da Tuffy fik lært at bruge et undervandskamera, begyndte Sam Ridgway at forstå hvorfor. Et foto af delfinen – angiveligt verdens første dyreselfie – på stor dybde viste, at dens brystkasse var indsunken. Lungerne var delvist klappet sammen for at kompensere for den kraftige trykpåvirkning. Da Sam Ridgway ville tage prøver af luften fra Tuffys lunger, var det, som om delfinen godt vidste, hvad der skulle ske, så den blæste bobler ind i en beholder, før den bevægede sig opad i vandet for at få luft. Luftprøven bekræftede, at sammenklappede lunger forhindrede kvælstofgas i at nå blodbanen. Det bidrog til forskningen med oplysning om, hvorfor mennesker får dykkersyge, og hvordan det kan undgås.

Tuffy spillede en afgørende rolle på dette tidlige tidspunkt.

»Vi begyndte at få svar på en masse spørgsmål, fordi dyrene samarbejdede. De svømmede frit af sted og vendte så tilbage til os. Derfor skulle de være sunde og raske. Hvis de ikke var det, ville de forsvinde,« siger Sam Ridgway.

Selv om dyrenes helbred blev bedre, da Sam Ridgway tog sig af dem, blev de stadig syge eller fik skader, og somme tider skulle de også opereres. Delfiner trækker vejret ved at åbne og lukke et næsebor, blåsthul, på toppen af hovedet. For at kunne trække vejret skal de være ved bevidsthed; derfor skiftes delfinens to hjernehalvdele til at sove. Når delfinerne blev bedøvet, holdt de ganske enkelt op med at trække vejret.

Det fandt Sam Ridgway en løsning på. Han konstruerede en særlig respirator, der kunne føre luft ned i delfinens lunger og fjerne udåndingsluft. Han udregnede også den korrekte dosis bedøvelsesmiddel til delfiner. Arbejdet blev beskrevet i en videnskabelig artikel i Science i oktober 1967.

Udstationering i Vietnam

Omkring dette tidspunkt var situationen ved at spidse til i Vietnam. Den amerikanske flåde havde hidtil været forholdsvist åben om sit delfinprogram og endog udsendt en propagandafilm i 1964 med titlen ”Delfinerne, der gik ind i flåden”. Skuespilleren Glenn Ford, der var reserveofficer i den amerikanske flåde, medvirkede i filmen. Åbenheden ændrede sig i konsekvens af krigen. Programmet blev udvidet til at omfatte søløver og spækhuggere – og blev hemmeligstemplet.

Cam Ranh-bugten var hjemsted for et omfattende amerikansk forsyningsdepot til den eskalerende krig. Det var også der, hvor minører fra Vietcong og nordvietnamesiske minører svømmede hen til amerikanske skibe og anbragte klæbeminer. I 1967 var der 42 tilfælde og året efter 127. Ved et angreb i november 1968 blev 25 amerikanske søfolk dræbt og 27 såret. Det var den amerikanske flådes største tab under krigen ved ét enkelt angreb.

Basens øverstkommanderende, admiral Zumwalt, ville have en løsning på problemet. Han fik kendskab til delfinprogrammet, som på det tidspunkt havde omfattet træning af delfiner, så de kunne lokalisere mennesker i vandet. I december 1970 blev fem delfiner udstationeret med den opgave at finkæmme havneområdet. Hvis de fik øje på en person i vandet, vendte de tilbage til basen og trykkede på en rød knap med snuden. De fungerede også som en fysisk afværgemekanisme over for alle, der forsøgte at nå frem til skibene.

»Folk tænker sig om to gange, før de forsøger at passere dem,« siger Sam Ridgway.

I de ni måneder, delfinerne afpatruljerede stedet, blev det ikke angrebet ad søvejen.

Siden dengang har delfiner fra den amerikanske flåde været udstationeret i Bahrain under Iran-Irak-krigen i slutningen af 1980’erne og i havnen Umm Qasr under invasionen i Irak i 2003. De har endog bevogtet atomundervandsbåde.

Fra delfin til drone

Den amerikanske flådes havpattedyrsprogram eksisterer stadig – trods kritik og sagsanlæg fra dyrerettigheds- og miljøgrupper gennem årene. Ifølge Sam Ridgway kan delfiner godt lide det arbejde, de bliver sat til; hvis de ikke kunne det, ville de svømme deres vej. Mange mennesker har det dog svært med tanken om at militarisere dyr som delfiner. I 2012 blev det meddelt, at den del af programmet, der omhandlede minejagt, ville blive neddroslet til fordel for et dronebaseret system.

Sam Ridgway tvivler på, at delfiner bliver udfaset lige med samme.

»Jeg tror, at der er brug for dem i nogen tid endnu på grund af deres sonar, deres svømmeevne og evne til at vende på en tallerken. Det er egenskaber, som det er meget vanskeligt at efterligne hos en robot,« siger han.

Den 82-årige Sam Ridgway er formand for forskningsenheden National Marine Mammal Foundation. Han forsker stadig i delfiner ved Stillehavet i San Diego. Det seneste, han har opdaget, er, at delfinerne udstøder sejrshyl, når det er lykkedes dem at markere en mine.

»Vi er ved at optage lyde, som delfinerne frembringer, når de arbejder. Vi vil gerne vide noget mere om, hvordan de kommunikerer, når de arbejder. Jeg tror, at der er meget, vi ikke ved,« siger han.

Sam Ridgway bliver betragtet som havpattedyrforskningens nestor.

»Vi får næppe nogen ny Sam Ridgway, for han har udrettet meget i forbindelse med sin mangeårige og banebrydende forskning. Han er en levende legende,« fastslår hvalbiologen Paul Jepson fra organisationen Zoological Society of London (ZSL), der står bag zoologisk have i London.

© New Scientist