Sukkerstof får muligvis farlig tarmbakterie til at sprede sig
Amerikanske forskere kan have fundet en sammenhæng mellem smitte med farlig tarmbakterie og et nyt sukkerstof i amerikanske fødevarer.
Samtidig med at amerikanske fødevareproducenter begyndte at fylde fødevarer med det nye sukkerstof trehalose omkring årtusindeskiftet, steg antallet af infektioner med den meget farlige tarmbakterie C. difficile voldsomt.
Nu kobler amerikanske forskere de to ting sammen og viser, at trehalose måske kan være årsagen til, at C. difficile trives bedre i dag en nogensinde før. Det skriver Videnskab.dk.
Bakterien, der giver voldsom diarré, er meget svær at behandle og koster ifølge Center for Disease Control and Prevention 29.000 amerikanere livet om året.
»C. difficile har altid været et problem, men gennem de seneste 15 år er bakterien blevet den mest almindelige form for infektion, som folk erhverver sig på hospitalerne i den vestlige verden,« fortæller Robert Britton, der er professor ved Baylor College of Medicine, i en mail.
Læs også: Farlig tarm-bakterie kan bekæmpes med vand og sæbe
Studiet er for nylig offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Nature.
I Danmark bliver op imod 4.000 indlagt med C. difficile om året
Ud af 1.000 hospitalsindlæggelser i USA blev 5,6 smittet med C. difficile i 2001. I 2010 var tallet mere end fordoblet til 11,5, og trenden er fortsat.
I Danmark bliver mellem 3.500 og 4.000 personer indlagt med infektioner med C. difficile på hospitalerne om året.
C. difficile er specielt et problem for personer over 65 år, som får antibiotika.
Læs også: Tarmforskere: Det er sundest at blive født i afføring
Når kroppens bakterier bliver slået ihjel, dør gavnlige bakterier også, og med dem ude af spillet er vejen banet for, at C. difficile kan overtage deres plads.
C. difficile findes i forskellige varianter, og specielt de meget aggressive varianter RT027 og RT078 er blevet dominerende siden årtusindeskiftet.
Stigning i antallet af smittede efter år 2000
De to varianter, der også ofte er antibiotikaresistente, har dog eksisteret i mennesker i mange år uden at skabe de store problemer i form af de epidemier, som vi ser i dag.
I 1980'erne kendte man eksempelvis også til RT027 og RT078, men først efter år 2000 begyndte antallet af smittede at stige.
I samme tidsrum dukkede der nye varianter op af C. difficile, som var mere resistente, modstandsdygtige og producerede flere giftstoffer.
»Det faldt sammen med introduktionen af trehalose i fødevarer,« siger Robert Britton.