"Vædderen" kaster anker ved Salomonøerne
Fredag morgen lokal tid kastede Galathea Ekspeditionen anker ved øen Ghizo i den vestlige del af Salomonøerne. Ifølge søkortet burde skibet være stødt på grund ved indsejlingen.
Den store vulkan rejser sig forude ved indsejlingen til øen Ghizo. Her holdt amerikanerne udkig, så de kunne se, hvor meget af fjendens materiel, der blev skudt i sænk under Anden Verdenskrig. Og inde gennem kanalen ligger masser af vragdele, som vidner om de store slag mellem japanerne og amerikanerne i begyndelsen af 1940’erne.
Vulkanøen Kolombangara ligger over for Ghizo, hvor ”Vædderen” skal lægge til kaj. Eller det vil sige: Denne gang nøjes man med at kaste anker, for vandstanden er ikke høj nok i havnen i det lille fiskerleje.
Og det ser den heller ikke ud til at være på skibschef Lars Hansens digitale søkort. Han har aldrig oplevet noget lignende, siger han med et smil. For på vej ind gennem kanalen er hans kort mærket med en rød streg. Her vil skibet støde på grund. Men de to lokale både på hver side af ”Vædderen” viser vej over den røde streg. Og vi er ikke stødt på grund endnu.
Inde på land under skyggende palmetræer og bambusskure står de lokale og kigger på. Der er flere her, end der var ved kajen i Sydney - og det på trods af at denne ø ikke huser meget mere end omkring 6000 indbyggere, hvor flertallet er melanesere.
Salomonøerne er kendt for fantastiske dykker- og snorklingsteder, hvor der er rig mulighed for at se vrag fra Anden Verdenskrig, men også for de seneste års politiske uro, især samlet om hovedstaden Honiara. Uroen var årsagen til at ”Vædderen” for et par måneder siden lagde ruten lidt om, og er nu havnet i byen Gizo på øen Ghizo i stedet for i hovedstaden Honiara.
De næste dage vil skibets gummibåde Lillebror og Lillesøser fungere som transport mellem øen og skibet.