I det mørkeste ukendte

Salomonhavet

I sit kølige laboratorium står Jørgen Nielsen foran en sort haj med ”bibelen” inden for rækkevidde - en mursten med beskrivelser af flere tusinde fiskearter. Men den lille haj med de grønskinnende øjne driller. Eller også er det den forkerte bibel over fisk ved Afrika.

»Vi må vente, til vi kommer hjem,« siger Jørgen Nielsen og sprætter hajens mave op.

Han er ellers en kender, der har studeret disse væsener fra mørket, siden han som ung biologistuderende fik fingrene i fangsten fra Galathea 2. Deriblandt en fisk, der blev hentet op fra over 8.000 meters dybde. Den navngav han Abyssobrotula galatheae.

Han arbejdede på Zoologisk Museum ved siden af studierne, indtil han som færdiguddannet fik ansvaret for bl.a. Galathea 2’s samling af dybhavsfisk, som trods sit omfang er beskeden. For indtil nu er kun en tusindedel procent af arealet af verdens dybhave udforsket.

»Der er kun sat omkring 2.000 trawl på under 3.000 meters dybde. Det er derfor, vi er meget spændte, hver gang et trawl kommer op. Ganske enkelt fordi det sker så sjældent,« siger Jørgen Nielsen.

Specialegenskaber

Fiskene lever tilsyneladende under umulige forhold i det dybeste hav fra 1.000 meter og længere nede på mellem 5.000-8.000 meter. Her er mørkt, en grads varme og meget lidt at spise. Det betyder, at fiskene har tilpasset sig med nogle særligt spektakulære egenskaber. Flere af dem ligner monstre fra et rædselskabinet med kæmpegab og maver, der kan udvide sig voldsomt, når de en sjælden gang svømmer ind i et måltid mad.

»Med de ret små redskaber, vi bruger, fanger vi kun få fisk ad gangen, for de svømmer aldrig i stimer, som vi ser det længere oppe i vandmasserne, hvor der er lys. Det ville være upraktisk, når der er så lidt føde,« siger Jørgen Nielsen.

Dybhavet er altså som en australsk vej gennem ørkenen uden tankstationer. Uvished om næste måltid og flere dage imellem at man møder en modkørende, som man hilser på, når man endelig ser én. På samme måde har fiskene vænnet sig til rettidig omhu.

Jørgen Nielsen har netop konserveret en rød fisk, som kan gemme kapsler af sæd, til dens æg er modne til befrugtning. Den har altså parret sig, da den pludselig mødte en han, så den ikke skal være afhængig af at møde en mage, når æggene pludselig er klar til befrugtning.

Det er også i dybhavsverdenen, at hannerne reduceres til en pose sæd. Tudsefiskehunnerne er nogle store damer, som de små hanner med udstående kæber kan bide sig fast i. Der kan sidde flere hanner på samme hun, og efter at de har bidt sig fast, vokser de to fisks karsystemer sammen, og hannen bliver til en pakke testikler.

Lysende bakterier

Tudsefisken kan også selv lave lys på trods af de buldrende mørke omgivelser.

»I spidsen af deres forreste rygfinne, som hænger foran fisken, vokser en bakteriekultur, som lyser og kan bruges til at lokke føde til fisken,« fortæller Jørgen Nielsen.

Han har indtil nu sandsynligvis fundet to nye arter af fisk ud af de fangede 40 fisk, der lever på bunden, hvor der trods alt er lidt mere føde end i de frie vandmasser på store dybder.

»Når vi kommer hjem, vil vi undersøge dna’et i de udtagne vævsprøver for at finde ud af fiskenes indbyrdes slægtskab,« siger Jørgen Nielsen.