Juledag hos høvdingen

Salomonhavet

»Merry Christmas.«

En mand i en kano glor på den lille delegation fra Galathea Ekspeditionen, der er draget af sted fra moderskibet i en gummibåd. Han ønsker dem glædelig jul. De er sejlet ind gennem strædet mellem to øer, der er en del de afsides liggende Treasury Islands i Salomonhavet for at lede efter havslanger og krebsdyr.

Men pludselig ser de melaneseren i træstammen. Han viser dem nogle fisk, han har fanget, og de giver ham en smøg. Han lyser op i et smil og blotter de rådne tænder.

Regnskoven vokser næsten ned i det klare vand, hvor korallerne lyser op og blå fisk svømmer rundt. Netop her udspillede en del af Anden Verdenskrig sig. Japanerne havde besat øen indtil 1943, da den newzealandske hær invaderede og overtog styringen, og flyvrag vidner om de historiske begivenheder.

Delegationen begynder på dagens frokost. Men havslangetæmmer Arne Redsted Rasmussen og co. når ikke ret langt, før en mand og hans barn dukker op i en udhulet træstamme. Slange-Arne går ham i møde med en pose frugt.

Høflighedstilladelse

Samtidig sejler nogle unge indfødte mod den anden forsker, Jan Christensen. De overrækker en seddel til Krabbe-Jan.

»From the chief,« siger de.

Den er fra øens høvding. Han byder dem velkommen i landsbyen, velkommen til at gå i land og dele juleglæden med dem.

Teamet går straks i land, vel vidende at de ikke har tilladelse, men høvdingen har inviteret, og han skal give sin høflighedstilladelse.

»Vi kunne ikke være andet bekendt,« siger banjermester og dykker Michael C. Jakobsen.

I landsbyen bliver de taget vel imod. Nøgne unger løber omkring i varmen, og en ung mand kommer straks Krabbe-Jan i møde.

»Vi var lidt usikre i starten. Men da de hilste og råbte glædelig jul, var det helt fint,« siger Jan Christensen.

Den unge mand fortæller ham om øen og landsbyen, der blev grundlagt i 1800-tallet af engelske missionærer. I dag bor de 1000 mennesker på hovedøen Mono, og de har én høvding. De lever af fisk og kartofler, som de dyrker masser af halvanden times gang fra landsbyen.

Børnene spiller og synger kristne julesange og kigger nysgerrigt på de fremmede. En del af indbyggerne ser skæve ud. De tygger betelnødder, som også har en tydelig effekt på tandsættene.

Og så er der en enkelt løftet pegefinger til delegationen. De møder høvdingens højrehånd, der fortæller dem, at det er normal kutyme, at man opsøger den lokale høvding, inden man dykker og tager prøver, også selv om der foreligger en officiel tilladelse.

Krigsminder

De bliver vist hen til kirken, hvor der er rejst mindesmærke til ære for de newzealandske soldater, der døde i Anden Verdenskrig, inden de forlader landsbyen for at finde mere forskningsmateriale.

De må takke nej til både julefest og fodboldkamp, da de skal nå tilbage inden mørket.

Den lille kaj er fyldt med lokale, der råber efter gummibådsfolket.

»Merry Christmas.«