Manden på den øde ø - kapitel 2

Lunken styrtregn pisker støvet op, da vi ankommer til Torsdagsøen.

Det har ikke regnet sådan i årevis. De indfødte undrer sig, en storm trækker op.

Det er en uønsket velkomst. Fortsætter det dårlige vejr, må vi aflyse helikopteren, der skal bære os til målet for vores rejse - den lille øde ø Deliverance 100 kilometer fra Torsdagsøen.

Dér - i midten af Torres Strædet langt fra menneskeheden - skulle en skibbruden sømand, efter sigende en dansker, havde levet 35 år alene.

Spørgsmålene er mange: Hvem var manden, der i 1890 reddede sig op på en øde ø i Torres Strædet sammen med 16 andre sømænd fra et synkende skib? Hvorfor var kun fem stadig i live, da et skib reddede dem tre år efter skibbruddet? Hvorfor nægtede den ene sømand at blive frelst for i stedet at overgive sig til ensomheden på en lille øde ø?

Rygterne om eneboerens virkelige identitet går i flere retninger. En dansk forfatter ved navn Bent Rosenkilde Nielsen skriver i en artikel i Berlingske Tidende i 1944, at han først efter mange år var kommet frem til, at eremitten på øen var identisk med en sømand ved navn Johannes Henrik Enevoldsen. Andre havde spekuleret i, hvorvidt han var en dansk prins eller en bortrømt tysker.

Den britiske forfatter Somerset Maugham gjorde med sin novelle ”Erimitten” berømt. I sin novelle om sit besøg på hos eneboeren, skriver Somerset Maugham, at eremitten selv sagde, at han var dansk, men at han var kendt i Torres Strædet, som German Harry.

Fra vores besøg i Sydney ved vi, at en dansker med øgenavnet German Harry har huseret i de australske farvande - også i Torres Strædet, men vi ved også, at hans navn var Jeppe Søren Christensen og vi har fundet hans grav på en sømandskirkegård i den australske storby. Så hvem var den dansker med den mærkelige skæbne som eneboer på Deliverence-øen? På Torsdagsøen 100 kilometer derfra mener flere, at eneboerhistorien er rent opspind.

Vi begynder selv at mærke tvivlen, da der pludselig står en gråskægget, nobel herre med Jackeroo-hat i hotellets reception.

Hofers historie

Hubert Hofer er kommet med færgen til Torsdagsøen for at tale med os. Ø-rygterne er løbet i forvejen og har hvisket i hans øre, hvilket hotel vi befinder os på. I 25 år har Hubert Hofer levet på øerne i Torres Strædet. Han har arbejdet inden for sundhedsvæsenet, men rejser nu fra ø til ø som en del af et statsligt projekt, der omdanner saltvand til drikkevand. Hans lidenskab er skibsvrag, men for år tilbage talte han med en Torsdagsøens ældste, der som barn havde sejlet ud med sin perlefiskerfar for at besøge den mærkelige mand med det vilde skæg på Deliverance Island.

Den gråhårede mand i stolen over for har kun et fnys til overs for de mennesker, der kalder historien om manden på den øde ø en skrøne. Han har længe overvejet at sejle ud til Deliverance Island for at se nærmere på eneboerens ø.

»Folk siger, at han var tosset. Men hvorfor egentlig det? Han har sikkert levet det meste af sit voksenliv på skibe omgivet af mænd. På et tidspunkt glemmer man, hvordan man omgås kvinder. Til sidst føler man intet behov for at omgås dem, tro mig, det kender jeg selv. Han kunne vælge mellem et hårdt liv på havet eller et hårdt liv hjemme i Danmark. Jeg forstår godt, at han valgte et liv, hvor han selv var chef, og hvor det eneste, han skulle lytte, til var havet,« siger Hubert Hofer. Han har netop taget seks måneder fri for at drage ud på havene i sin båd og lede efter et skibsvrag, der efter sigende skulle gemme guldmønter. I årevis har han researchet skibets placering - navnet vil han ikke ud med. Det er i forbindelse med sin eftersøgning, at han er faldet over historien om sømanden, der strandede på den øde ø.

Desperate fiskere

Hubert Hofer giver en sidste advarsel med på vejen, før han rejste sig.

»Hvis I tager ud til Deliverance Island, så pas godt på jer selv. De illegale indonesiske fiskere bruger øen som base. De er ikke onde mennesker, men de er desperate. Ingen ved, hvad de kan finde på at gøre, hvis de møder jer et sted, hvor ingen kan se, hvad der sker med jer,« siger Hubert Hofer.

Han fører ildevarslende en finger henover struben.

Også menneskesmuglere bruger i dag eneboerens øde ø til at smide indonesiske flygtninge af i australsk farvand uden større tanke for, om flygtningefamilierne vil blive fundet, inden drikkevandet slipper op.

Uden for hotellet svajer palmerne truende fra side til side, og der er overhængende fare for at få en kokosnød i hovedet. Helikopterturen bliver udskudt. Den ene dag tager den anden. Jo mere vi undersøger historien om eneboeren - jo mere forvirrende bliver den.

En af Torsdagøens beboere - en mand ved navn Dan Fritz - hævder, at eneboeren var tysker og hed German Harry. I to omgange har han lagt sag an mod delstaten i håb om at få rettighederne over øen, der ligger i de indfødtes territorier og betragtes som helligt land. Dan Fritz hævder, at han er tipoldebarn af German Harry, som ifølge hans forklaring hed Harold August Fritz. Dan Fritz er ivrig efter at fortælle sin historie; han har ikke opgivet håbet om at få øen i sin besiddelse.

De lokale skumler og hvisker i vores ører, at vi ikke skal stole på ham.

Før retssagerne mod staten skiftede Dan Fritz sit engelske navn Dan Taylor ud med det mere tyskklingende Fritz. Hans drøm om at bosætte sig på den øde ø opstod, mens han afsonede en fængselsdom.

Ifølge Dan Fritz levede oldefaderen alene derude fra 1864, til han blev dræbt i 1920. Han blev begravet midt på øen, mens Johannes Henrik Enevoldsen blev begravet på Torsdagsøen, påstår Dan Fritz.

»Trækorset forvitrer, men de indfødte sætter et nyt op, når jeg ikke selv kan komme derud. Han fiskede efter perler og blev anset af de lokale for at være en slags troldmand. Jeg kom meget på øen som barn. Jeg har en særlig spirituel forbindelse til den ø. Der har været meget forvirring om, hvem der egentlig levede derude - kun én kendte den rigtige historie. Det var en tysk politikommissær fra øen Badu. Jeg har et brev fra ham, der bevidner, at det var German Harry, der havde øen,« siger Dan Fritz over telefonen.

Brevet har dog ikke været nok til at overbevise dommeren i Queensland om, at Dan Fritz har andet end et følelsesmæssigt forhold til øen.

Tiden er kommet, hvor der skal sættes en stopper for intrigerne om den lille øde ø. Vi besøger ”Somerset Death Register” på Torsdagsøen og søger efter Johannes Henrik Enevoldsen. I den store, flossede, brune bog står sandheden. Den 27. januar 1928 døde en dansker ved navn Henrik Envoldt på Deliverance Island. Dødsdatoen blev anslået ud fra den sidste indskrevne dato i en kalender, som eneboeren havde. Han blev 79 år, står der i bogen. Hans ven gennem mange år, en anden af Torres Strædets farverige karakterer - paradisfuglejægeren Dich Roche - har med sin underskrift bevidnet at have fundet ham på øen den 25. marts og begravet ham der.

De farlige rev

Navnet Henrik Envold kan kun være en forengelsket version af Henrik Enevoldsen, bliver vi enige om.

Måske er det bare et tilfælde, men næsten samtidig lægger stormen sig. Ved solopgang løfter helikopteren sig over det blå hav og forlader Torsdagsøen. Under os ligger de farlige rev, der har dræbt mangen en sømand.

I horisonten dukker en lille plet op. Få minutter senere står vi i sandet på Deliverance Island, hvor Johannes Henrik Enevoldsen spejdede efter skibe, saltede havskildpadder og mødte døden.

Forfatterne til de forskellige historier om manden på øen var måske nok uenige om eneboerens identitet, men ikke om hans død.

Paradisfuglejægeren Dick Roche, hvis navn stod på dødsattesten, tog to amerikanske damer på sightseeing til øen, hvor de fandt eneboeren liggende i strandkanten. Et ben og en arm er revet af. Eneboerens hund har tilsyneladende forsøgt at trække hans legeme tilbage mod hytten. Det formoded