Fortsæt til indhold
Viden

Da julemanden ankom på tømmerflåde

Både julemanden, pakkerne og gudstjenesten fandt vej til et sted mellem Salomonøerne og Papua Ny Guinea, hvor ekspeditionen fejrer jul i dampende varme.

PUK DAMSGÅRD ANDERSEN

Dækket er fyldt. På toppen af den ene container står Peter Roepstorff, også kendt som Protein-Peter grundet sin ekspertviden inden for proteiner. Men han ser anderledes ud, end han plejer. Han bærer en orange kedeldragt, og det grålige skæg er ikke påklistret men hans helt eget julemandsskæg. Han står på den nyfundne forladte tømmerflåde, da det sker. Kranen løfter tømmerflåden med julemanden og hans affaldssæk fyldt med gaver.

»Hohohoho, det var en lang rejse. Internettet var lidt sløvt, og jeg troede Vædderen var ved Grønland,« siger julemanden, mens han svinger ind over dækket. Han finder ind til juletræet i hangaren, hvor han lægger resten af gaverne.

Juleaften er i begyndt. Ekspeditionens deltagere damper i den tropiske hede, glade med nissehuer i alle afskygninger, også når de tager en dukkert i bassinet.

Allerede om eftermiddagen indleder skibspræst Peter Thyssen julen med sin gudstjeneste. Lige derefter bliver der prajet baderulle, og dem der ikke har taget badedragten på i forvejen, skynder sig i tøjet.

»Det er specielt forventningsfuldt, for der er noget interessant i at være hjemmefra og så alligevel i noget, der er så dansk som julen,« siger havslangetæmmer Arne Redsted Rasmussen.

Der er dækket op med røde servietter i messerne, og der er både and og flæskesteg og brunede kartofler. Og en enkelt skål i et glas rødvin eller øl, inden gaverne skal pakkes op. Hver person har købt en gave, som præsten har fordelt med navnemærkater. Og indholdet er stærkt varierende. Fra australske håndklæder og boomeranger over pokerspil til kunstige bryster og julepynt.

25-årige Anne Sofie Behrendt er specialestuderende i biologi. Hun har fået en ordbog med ”søværnsk”.

»Det er meget anderledes at holde jul her. Selvfølgelig savner jeg dem derhjemme, men jeg synes, det er ret sjovt at være her. Det er min første jul uden for Danmark nogensinde,« fortæller hun.

Og så skal der synges. ”Bundskraberne”, som det store forskerhold kalder sig, har kreeret en sang, og Jesper Guldberg Hansen spiller melodien fra Bamses ”Vimmersvej” på sin guitar.

»Forskerholdet, de kan det hele, de har høje mål, men det er nu lidt svært at sætte rejetrawl,« synger ekspeditionen, inden de sætter i løb til ”Nu er det jul igen” hele vejen op på Broen, hvor der heldigvis sidder folk på vagt. Skibet sejler trods alt stadig.