Manden på den øde ø - kapitel 1

Revene ligger som ildevarslende mørke striber under os. På nogle af dem hviler rustne skibsvrag som strandede okkerfarvede hvaler. Det 130 kilometer brede Torres Stræde mellem Papua Ny Guinea og Australien har til alle tider været en vigtig genvej mellem Koralhavet og Det indiske Ocean. Men også en farlig genvej. Næsten usynlige rev viser tænder mellem de utallige småøer, og farlige understrømme narrer selv den fuldbefarne sømand.

I denne snævre passage mellem oceanerne lever historierne om perledykkere, missionærer og eventyrlystne pionerer, der satte livet på spil i de farlige vande og på øerne, hvor indfødte belært af slavehandlernes brutalitet ofte slog hvide mennesker ihjel.

Myten over dem alle har rødder midt i strædet på en nøgen og øde sandrevle på 3.500 hektar omgivet af farlige skær. Her boede virkelighedens Robinson Crusoe.

Helt alene

I Daniel Defoes berømte roman fra 1719 levede Robinson 28 år på sin øde ø med Fredag som selskab. Virkelighedens Robinsons ensomhed varede 35 år. Og han var alene. Helt alene.

Hvis myten i Torres Strædet taler sandt.

Og hvis myten taler sandt, var eneboeren dansker.

Det siges, at en storm i 1890 kastede et handelsskib op på det dødsensfarlige Woffa-rev. Besætningen talte mindst én dansker sømand Johannes Henrik Enevoldsen. I flere år havde han ikke skrevet hjem til familien i Langebæk i Sydsjælland, selv om søsteren Signe med længsel ventede på nyt fra den bror, hun følte sig særligt knyttet til. Som stormen tog til, udspillede der sig en kamp på liv og død mellem oceanet og sømændene i to redningsbåde, der blev slået til pindebrænde mod klipperne. 16 mand af skibets besætning blev kastet op på sandrevlen, som dengang bar navnet Deliverance. Dag efter dag, måned efter måned spejdede de skibbrudne efter skibe. Men først efter tre år blev de undsat. Da var kun fem mand stadig i live på den nøgne ø. Ingen af de fem ville fortælle om de øvrige 11 sømænds skæbne. Og en af de fem ville ikke forlade øen. Han ville blive. Alene. Det var Johannes Henrik Enevoldsen. Hvis myten taler sandt.

»Jeg har i de tre år set så forfærdelige ting, at jeg ikke længere ønsker at leve blandt mennesker,« skulle han have sagt, da han bød sine kammerater farvel og overgav sig til ensomheden på Deliverance, der på dansk betyder forløsning eller befrielse.

Den sætning tænkte Henning Lyshøft over i lang tid, når han som knægt lå på gulvet i barndomshjemmet i Borre med den lasede bog På Krydstogt mod Ny Guinea af Aage Krarup Nielsen. Den lå altid i faderens skrivebordskuffe, men Henning og søsteren Lisbeth hentede den tit frem for at læse om oldemor Signes mærkelige snegl af en bror, der måske havde været med til at spise de andre skibbrudne på Forløsningens Ø eller havde deltaget i fatale slagsmål, da det opsamlede regnvand slap op, og vanviddet tog til på øen.

Eneboeren på øen

Fandt han sin forløsning på øen blev han befriet fra sine dæmoner? Og kunne historien overhovedet være sand?

I bogen var billedet af oldemor Signes bror. Ham som hun aldrig glemte, selv om han var som opslugt af verdenshavene. Helt til sin død blev hun ved med at påstå, at han var i live. Og hun fik ret, hvis billedet virkelig forestiller Johannes Henrik Enevoldsen.

På billedet læner eneboeren sig op ad en brændestak. Hans store hvide skæg titter frem under en hat, han bærer hvidt tøj og står foran sin hytte med bliktag på øen. Under billedet står der, at han er »fotograferet faa Aar inden sin Død af en af de australske Perlefiskere.«

Henning Lyshøft læste sætningerne, til han havde memoreret historien om Johannes Henrik Enevoldsen, der i 35 år kun fik besøg af Torres Strædets perlefiskere i ny og næ, og i fem år under Første Verdenskrig ikke så et øje.

Måske måtte han gemme sig for kannibalerne i Ny Guinea, der lå få sømil borte. Måske var han ligefrem venner med kannibaler, tænkte Henning Lyshøft, når han bladrede i bogen.

Han kunne bruge timer på at tænke over, hvordan han selv ville klare livet på en øde ø. Eksempelvis ville han have bedt fiskerne tage et brændeglas med sig, så han ikke var afhængig af fiskernes tændstikker og måtte holde sig vågen, for at ilden ikke skulle gå ud, når de slap op.

Lysten til at se verden forplantede sig gennem bogens billede til Henning. Når han blev voksen, ville han rejse jorden rundt. Årene gik. Der kom kone og job. Hverdagen slugte drømmen om verdensrejser. Historien om sømanden, der aldrig igen vendte hjem til forældrenes slidsomme liv i Langebæk, forsvandt ud af samtalerne i familien. Johannes Henrik Enevoldsen blev glemt. Indtil Hennings søster Lisbeth begyndte at grave i slægtens historie. Søskendeparrets farfar havde arvet brevene fra Signe og sendt dem til Rigsarkivet. Her læste Lisbeth brevene, som sømanden havde sendt, før han angiveligt led skibbrud og kæmpede sig i land på Deliverance Island. Måske fandtes svaret på hans besynderlige skæbne i dem?

Stak til søs

Johannes Henrik Enevoldsen blev født i 1854. Han voksede op i et fattigt landarbejderhjem, og det varede ikke længe, før han måtte følge faderen ud i markerne og i skoven. Som 20-årig stak han til søs. De kortfattede breve, som han sendte hjem, gemte Henning og Lisbeths oldemor i et træskrin. Med sirligt snirklede bogstaver forsøgte Johannes Henrik Enevoldsen at fortælle om sømandslivet uden at gøre familien urolig. Han har vidst, at familien gerne så, at han kom hjem og hjalp til med at brødføde familien.

»Jeg havde nok haft Lyst til at komme hjem i Vinter, men jeg haver ikke Lyst til at gaa i Skaaven (skoven), det er jo noget koldt,« skriver han undskyldende fra havet.

Lørdag den 15. januar 1876 skriver han til søsteren Signe, at familien ikke skal vente ham hjem lige med det samme. Han har det godt og skal med en engelsk bark fra England til New Orleans, og lønnen er 32 daler om måneden. Han beder mindeligt søsteren undlade at fortælle forældrene, at han er rømmet fra et andet skib, da han er bange for, at det vil bedrøve dem.

Kærligheden i Afrika

Livet på søen fører Johannes Henrik Enevoldsen til Baroo Kraal i Sydafrika, hvor han får arbejde ved jernbanen.

Den nu 24-årige Johannes Henrik Enevoldsen møder tilsyneladende kærligheden i Afrika. I 1878 skriver han til sin mor:

»Du skriver, Kjære Moder, at jeg velsagtens har en Kjæreste, som jeg ogsaa har, men da ikke saadan en, som jeg skrev om i det sidste Brev, men det gaar velsagtens med hende som med alle de andre, men sker det, er det ikke min skyld. Jeg havde allerede været hjemme, hvis det ikke var for hende,« skriver han.

I et andet brev fortæller den udrejste søn, at han skal giftes til nytår og beder sine forældre tilgive ham, hvis han aldrig mere vender hjem.

»Hvis jeg ikke skulde komme mere, tilgiv mig alle de Synder, jeg har begaaet mod Eder kjære Forældre. Jeg ved Kjære Fader og Moder, at jeg haver voldt Eder mangen en Hjertesorg, men jeg beder sørg ikke mere for mig, for jeg har det godt og mit (hjerte) vil ikke tillade mig at forlade min Kjæreste,« skriver han.

Herefter ophører brevene. Moderen skriver uden held til ham i 1879 om hendes bekymring over, at han har tænkt sig at blive i Afrika og måske endda med en sort kvinde.

»Dit Brev haver vi med glæde modtaget, hvoraf vi hører, at Du skal giftes med en Sort, men det synes jeg rigtignok ikke om, for Du skal kan tro, kære Henrik, at jeg har tænkt på det baade nat og dag, så du maa endelig, naar Du skriver, fortælle mig det rigtigt men Din Kære Moder og Fader beder Dig meget om, at Du vilde høre deres Bøn om ikke gifte Dig derovre, for saa kommer Du jo aldrig hjem mere, og Du ved kun lidt, kære Henrik, hvor beklemt mit Hjærte er, fordi Du er saa langt borte. Lev nu vel til vi ses,« skriver hun.

Men de ses ikke igen.

Noget sker i Afrika, der får Johannes Henrik Enevoldsen til at stikke til søs igen.